Straks efter ​​præsidentvalget i Hviderusland blev republikken præget af omfattende protester. Modstanderne af at beholde Aleksandr Lukashenko ved magten gik spontant ud på gaderne i Minsk og i andre byer.

Længe leve et demokratisk og socialistisk Hviderusland! Nej til privatisering, ja til socialisering! Står vi sammen – vil vi sejre!

Det samme gjorde senere på personlig opfordring fra Lukashenko også hans tilhængere. De hviderussiske myndigheders brutale behandling af de protesterende kunne ikke andet end øge den politiske spænding i Minsk, der fik forskellige befolkningsgrupper til at vågne op fra politisk dvale fra fortidens tydelige apolitiske ligegyldighed.

Holdningen til de hviderussiske myndigheders handlinger og generelt til det nuværende præsidentregime, som i mange år er personificeret af Lukashenko, har splittet den allerede i forvejen splittede bevægelse af Hvideruslands kommunister og andre venstrekræfter.

>> LÆS OGSÅ: Hvideruslands kommunister står splittede i vurderingen af historiske protester

Det “officielle og systemintegrerede” kommunistiske parti (KPB) støttede som forventet ubetinget præsident Lukashenko.

Omvendt støttede de “ikke-integrerede” kommunister de folkelige protester mod valgsvindel og politivold, men de tog samtidig afstand fra alle forsøg på at påtvinge de spontane protester en “liberal” og “provestlig” politisk dagsorden.

Samtidig er det vigtigt, at repræsentanter for en række store arbejdspladser for første gang efter mange års overfladiske stabilitet markerede sig med egne krav.

Arbejderbevægelsens opvågning blev en overraskelse både for Lukashenko og for mange iagttagere af Hvideruslands udvikling, herunder russiske kommunister, fordi netop den siddende præsident har udråbt bevarelsen af ​​den nationale industri som grundlaget for landets suverænitet – et forhold han betragter som sin egen særlige fortjeneste.

I Ruslands Forenede Kommunistiske Parti (OKP) har vi i forhold til Hvideruslands aktuelle vanskelige situation ingen moralsk ret til at belære de hviderussiske kommunister.

Vi ser det dog som vores kammeratlig pligt at udtrykke vores mening om begivenhederne. Ser man på selve årsagerne til den nuværende hviderussiske politiske krise, kan man fremhæve et par grundlæggende forhold, der førte til dens eskalering, og som har sat forskellige samfundsgrupper i bevægelse.

Udenlandske interesser

1. Mange observatører peger med god grund på aktiv udenlandsk indflydelse på begivenhederne fra førende magter og imperialistiske blokke.

Det kan ikke benægtes, at oppositionens ledere orienterer sig mod EU og sidstnævntes egeninteresse i økonomisk intervention i republikken for at gøre den til et marked for sine produkter og til leverandør af billig arbejdskraft.

Også Rusland, hvis oligarki er interesseret i intimiderende (“raider”) beslaglæggelse af rørledningssystemet og industrigiganter i Hviderusland har stor indflydelse på disse begivenheder.

Faktisk er det netop det russiske borgerskab, der er mest interesseret i en kontrolleret ustabilitet i republikken, fordi det tvinger Lukashenko til at gøre økonomiske og politiske indrømmelser.

Også USA's ledere har deres interesser, som først og fremmest er knyttet til en maksimal tæt placering af NATO's baser nær Ruslands grænser.

Det ville dog være en stor fejl udelukkende at betragte den eksterne faktor som hovedårsagen til Hvideruslands aktuelle politiske krise.

Selve krisen er systemisk. Den opstod som følge af interne modsætninger i den politiske model, der er skabt af Lukashenkos præsidentskab, en model der, som han nu selv har måttet erkende, er “autoritær” og “knyttet til en person”.

Lad os minde om, at Lukashenko bogstaveligt talt på tærsklen til valget i sin årlige tale til nationen nævnte behovet for en forfatningsreform til fordel for “et system, der ikke er knyttet til en enkeltperson, inklusiv Lukashenko”.

Det siger sig selv, at Lukashenko tydeligvis kom for sent med denne tilkendegivelse. I hans tid som præsident er der aldrig blevet oprettet en politisk bevægelse eller parti, som kunne være i stand til klart at udtrykke den socio-politiske dimension af landets udvikling og politiske system.

Derfor udgøres regimets virkelige grundlag af et relativt konsolideret hviderussisk statsbureaukrati, som dog kun vil opretholdes, så længe præsidenten støttes af systemets magtblok (altså hæren og politiet; bemærkning fra oversætteren).

At dømme efter de seneste begivenheder i de hviderussiske gader har Lukashenko endnu formået at sikre sig støtte fra sidstnævnte, men de hviderussiske “siloviki's” (altså hær og politi) seneste “resolutte indsats” styrker næppe befolkningens opbakning til ​​de nuværende magthavere.

Kompromismodel

2. Det eksisterende samfund kendetegnes ved en social og politisk “kompromismodel”, som naturligvis ikke er socialistisk.

Lukashenko har i øvrigt aldrig lovet at genskabe socialistiske samfundsformer. Han har derimod talt om “socialt orienteret markedsøkonomi” og ydet støtte til den offentlige sektor, men ikke mere.

I hans tid som præsident er der etableret en klassisk økonomisk model for statskapitalisme og en autoritær styreform.

Denne statskapitalisme er forholdsvis mere progressiv end den russiske oligarkiske “brodermodel”, eksempelvis med hensyn til udsigten til ​​et socialistisk perspektiv.

Men uden inddragelse af de brede folkemassers sociale og politiske kreativitet og uden dannelse af et magtfuldt politisk grundlag i form af et politisk parti eller bevægelse der er i stand til at udtrykke det arbejdende flertals langsigtede interesser – vil et sådant samfund før eller senere blive overtaget af Hvideruslands mest reaktionære kræfter.

Faktisk har vi allerede hørt disse kræfters krav fra fru Tikhanovskaja og fra de mere indflydelsesrige politikere og forretningsfolk, der står bag hende.

I disse krav, der kynisk nok betegnes som en “Reformpakke til genoplivning af Hviderusland”, lyder det nok så “yndigt”: Chokprivatisering af industri, transport og kommunal service samt prisliberalisering, salg af landbrugsjord, eliminering både af det almentilgængelige system for uddannelse, sundhedspleje, social forsikring, ophævelse af statens regulering af arbejdsmarkedet og en gradvis overdragelse af landets økonomi til transnationale selskaber.

Den slags kannibalistiske foranstaltninger vil ganske sikkert blive ledsaget af en begrænsning af det russiske sprogs anvendelse og en lovgivning rettet mod kommunister efter samme opskrift, som det er sket i flere østeuropæiske lande og Baltikum.

To konkrete forhold: Fraværet af et sammenhængende politisk projekt og forsøg på at skabe et (i øvrigt uholdbart) kompromis mellem en “pro-sovjetisk”, socialt orienteret samfundsmodel og markedskapitalismen, men med total udelukkelse af den brede befolkning og især det arbejdende folk fra den politiske proces har skabt forvirring, afideologisering og afpolitisering af det arbejdende folk.

De er gjort forsvarsløse over for den førte politik og endda parate til at støtte Lukashenkos politiske modstanderes asociale krav.

Det var iøjefaldende at “landsfaderen” under den nuværende politiske krise direkte advarede arbejderne mod “faren for at blive draget ind i politik …”

Med andre ord agter Lukashenko på sædvanlig vis at “reformere” det autoritære system oppefra udelukkende ved hjælp af loyale eliter.

Bemærk dog, at den hviderussiske statskapitalisme på nogle områder endda har overgået sin russiske “bror”: I Rusland er man trods alt endnu ikke nået så vidt som den massive anvendelse af tidsbegrænsede, individuelle arbejdskontrakter, som der praktiseres i Hviderusland.

Demokratisering

3. Et forhold – der ikke mindst har påvirket styrkeforhold i den hviderussiske krise, og hvis rødder ligger i selve den særlige “hviderussiske model” – er Lukashenkos politiske flirt på den ene side med de mange tilhængere både i Hviderusland og i Rusland af en ærlig nostalgi efter det sovjetiske samfundsprojekt og på den anden: med tilhængerne af en særlig pseudohviderussisk nationalisme.

Og sidstnævnte har – akkurat som i nabolandet Ukraine – en klar antisovjetisk og antikommunistisk karakter. Det er netop den nationalisme, der er blevet opmuntret af den hviderussiske stat, som har vækket kræfter, der drømmer om antikommunistisk hævn, til live. Men deres ideer og symboler er dog fremmede for befolkningens prosovjetiske flertal i Hviderusland.

Som konsekvens af en sådan udvikling, der i flere år har fundet sted i dybden af ​​det hviderussiske samfund, protesterer mange nu under antisovjetiske symboler.

Det er de symboler, der under den nazistiske besættelse blev anvendt af lokale kollaboratører, som en del borgere (først og fremmest unge) forbinder med deres håb om sociale forandringer og om “et Hviderusland uden Lukashenko”.

I denne situation fordømmer OKP's ledelse på det skarpeste vold mod demonstranter på gaderne i hviderussiske byer, men udtrykker samtidig en bekymring for kommunisternes og alle venstrekræfters fremtid i republikken.

Det er vigtigt, at vores kammerater styrker kontakterne til Hvideruslands arbejdspladser.

Dette for at undgå en gentagelse af den tragiske skæbne, der tilfaldt arbejderne ved Lenin-skibsværftet i Gdansk og minearbejderne i Kemerovo og Vorkuta (her henvises til to russiske byer med kulminer, hvor der kort før Sovjetunionens opløsning fandt massestrejker sted; oversætterens kommentar) – efter at de på egne skuldre bar henholdsvis Walesas og Jeltsins tilhængere til magten, og som derefter med en asocial, neoliberalistisk politik kastede det arbejdende folk i Polen og Rusland ud i fattigdommens afgrund.

Heller ikke den bitre lære af udviklingen i vores broderland Ukraine må glemmes.

Der førte de brede folkemassers retfærdige protest mod korruption samtidig med Simonenkos Kommunistiske Partis åbenlyse integration i det hidtidige herskende regime til, at reaktionære, pronazistiske kræfter overtog magten, hvilket på sigt har udskudt genskabelsen af et sovjetisk system i Ukraine.

Hvideruslands kommunister bør forklare det arbejdende folk, at de umiddelbare mål for landets arbejderbevægelse ikke kan udtrykkes med abstrakte slagord som: “nej til regimet” og “ja til alt det gode”.

Hvad der derimod er brug for er en kamp for demokratisering af arbejdslovgivningen (afskaffelse af systemet med tidsbegrænsede individuelle kontrakter, afskaffelse af “loven om sociale snyltere”, forhindring af yderligere privatisering af virksomheder, et nej til højere pensionsalder) samt demokratisering af den sociale og politiske proces med hensigt på at inddrage den arbejdende befolkning i politik (herunder er det vigtigt med mere enkle regler for oprettelse af ​​fagforeninger, registrering af politiske partier, tilladelse til afholdelse af offentlige arrangementer og så videre.)

Det proletariske flertals kamp i Hviderusland for demokratisering (som en prolog for socialismen) må forenes med en kamp for sociale og økonomiske forhold, der er til gavn for hele den arbejdende befolkning og ikke kun for individuelle interesser, således som lederne af den borgerlige opposition, der i dag dominerer protesterne, jo antyder.

• Længe leve et demokratisk og socialistisk Hviderusland!

• Nej til privatisering, ja til socialisering!

• Står vi sammen – vil vi sejre!

(Oversat fra russisk af Aksel V. Carlsen. Mellemoverskrifter indsat af Arbejderen.)