De sidste 30 år er der sket en stor og mærkbar forringelse af velfærdsydelser og det sociale sikkerhedsnet. Dels på grund af henstilling fra EU-kommissionen, dels på grund af meget påfaldende bias hos de borgerlige om, at en stor offentlig sektor og et rimeligt socialt sikkerhedsnet var til skade for – i den mere flatterende version – den økonomiske vækst. Men i realiteten: At profitterne ikke var på et højere niveau.

Spørgsmålet er, om denne solidaritet hos de omtalte forsvinder lige så hurtigt, når coronavirussen forsvinder, og først genopstår, når samfundet en anden gang befinder sig i en krisesituation?

De borgerlige har i deres kamp mod størrelsen af den offentlige sektor og overførselsindkomsterne sagt, at pengene ligger bedst i borgernes egen lomme, og for de tungnemme, som måske ikke helt kunne forstå det, hed det, at de levede af andres folks penge. Til det var og er der kun at sige, at det gør alle – og det er formentlig blevet mere tydeligt i denne her tid.

Topskat, selskabsskat og lønniveauet er flittigt brugt af borgerlige politikere med flere som påstået hindringer for den økonomiske vækst – underforstået: At profitterne ikke var store.

Argumenterne for forringelserne af det sociale sikkerhedsnet har været, at det skulle udvide arbejdsudbuddet. Men der er intet samfundsvidenskabeligt datagrundlag, der kan påvise en kausalitet og påregnelig sammenhæng mellem forringelse af for eksempel kontanthjælpen og et øget beskæftigelsesniveau.

I forbindelse med forslag om finansiering af klimaforandringerne blev det foreslået, at denne kunne findes ved blandt andet besparelser på velfærdsstaten og det sociale sikkerhedsnet. Det er især Dansk Industri, Dansk Arbejdsgiverforening og Dansk Erhverv, der har ført an med et ønske om udhuling af velfærdsstaten og solidariteten.

Det ser ud til, at virkningerne af coronavirussen i øjeblikket har ændret synet hos de nævnte på velfærdsstaten og solidaritet, samt at de gamle liberalistiske sloganer om, at enhver er sin i lykkes smed, og hvad, der ikke kan stå, må falde.

Der er en undersøgelse, som viser, at velfærdssamfund og socialt sikkerhedsnet begrænser de mest negative krisers påvirkning af samfundet. Det er måske ikke underligt, at de ældre generationer havde gennemskuet, at et stærkt velfærdssamfund og sociale sikkerhedsnet byggende på solidaritet var den bedste måde for fællesskabet at overvinde samfundskriser på. Det var en gave, som generationer før os igennem hårdt slid og afsavn gav videre til deres børn og børnebørn. Hvilket nogle på en forunderlig vis har glemt.

Men når de borgerlige partier, Dansk Industri, Dansk Erhverv og arbejdsgiverne roser og bruger begrebet solidaritet i deres argument for at understøtte, at deres medlemmer kan få økonomisk hjælp fra samfundet, så er det da ikke så ringe set ud fra ønsket om en stærk velfærdsstat og socialt sikkerhedsnet.

Når omkostninger skal betales for krisebehandlingen af coronavirussen, må det ikke ske i form af forringelser af velfærdssamfund og dermed svækkelse af solidariteten.

De mange virksomheder, som har haft stor omsætning og ikke bidraget så meget som med en krone i skat, må nu begynde at bidrage økonomisk til det samfund, de roser for at leve op til solidariteten.

Spørgsmålet er, om denne solidaritet hos de omtalte forsvinder lige så hurtigt, når coronavirussen forsvinder, og først genopstår, når samfundet en anden gang befinder sig i en krisesituation?