En kommentar på baggrund af Ulf Harbos blogindlæg i Arbejderen den 12. marts: Tvangsfjernelser med social slagside:

Med baggrund i Pernille Rosenkrantz-Theils udtalelser i et interview i radio 24/7 i 2018, hvori hun tilkendegav, at en kommende socialdemokratisk regering havde til hensigt at tvangsfjerne mindst 50.000 børn, stillede jeg den 11. november i fjor – i min egenskab af journalist – følgende spørgsmål til såvel Rosenkrantz-Theil som Astrid Krag (der er resortminister):

Modsat synes der at være et gigantisk og næsten overset behov for en forskning, der kan dokumentere virkningerne af tvangsfjernelse.

Den eneste reaktion, jeg til dato har modtaget, er fra Astrid Kraghs spindoktor Jens Anton Tingstrøm Klinken, som har meddelt, at man ikke agter at besvare spørgsmålene.

1. Din opfattelse af et behov for stigning i tvangsanbringelser, som det kommer til udtryk i interviewet fra sidste år på Radio 24syv, stammer fra en undersøgelse, der viser at en tredjedel af ikke-anbragte børn af alkoholikere som voksne er af den opfattelse, at det havde været bedre, om de var blevet fjernet fra hjemmet.

Er det ikke et noget ensidigt beslutningsgrundlag? Undersøgelsen lider af den åbenlyse svaghed, at de adspurgte ikke har noget sammenligningsgrundlag: De har ingen anelse om, hvad det vil sige at være tvangsanbragt.

Modsat synes der at være et gigantisk og næsten overset behov for en forskning, der kan dokumentere virkningerne af tvangsfjernelse. Den smule der findes, som nævnt af Anne-Dorthe Hestbæk, indikerer, at der opstår voldsomme og irreversible skader ved tvangsanbringelse.

25 procent af tvangsanbragte har forsøgt selvmord. Hvis man spurgte alle voksne tidligere tvangsanbragte, om de hellere ville være blevet hos deres forældre, (og de vil så faktisk i de fleste tilfælde have et brugbart sammenligningsgrundlag), hvordan tror du så, at svarene ville fordele sig?

2. Tror du ikke, at selv om forældrene er misbrugere og i et vist omfang forsømmer barnet, så er den kærlighed, de har til barnet, af afgørende betydning? Barnet møder i sammenligning kun ringe kærlighed i en institution eller hos plejeforældre, der i altovervejende grad tager barnet ind af økonomiske årsager. Hvilken betydning tror du, denne mangel på kærlighed får for barnets personlighedsudvikling?

3. Du siger, at kritikere af jeres politiske målsætning “sætter forældrenes retssikkerhed højere end hensynet til børnene.” Er der faldet dig ind, at der er en meget høj grad af sammenfald mellem forældrenes og børnenes retssikkerhed? Og er retssikkerhed den rigtige term i denne forbindelse? Er det ikke snarere et spørgsmål om menneskerettigheder?

4. I hele vores kulturs 2.000-årige histore har vi haft en samfundsorden, som gav et individ ret til selvbestemmelse, når myndighedsalderen indtraf. Indtil da var individet helt og holdent forældrenes ansvar (dog under overholdelse af til enhver tid gældende ret). De eneste eksempler på afvigelse herfra vi kender er fra totalitære regimer (Nazi-Tyskland, Sovjet og Kina). Er dette et varsel om et paradigmeskifte, der skal gøre alle børn til statens ejendom?"

Det er rent ud sagt uhyggeligt.