08 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Opfordring til den danske regering

Udtalelse

Opfordring til den danske regering

Fredsministerium opfordrer den socialdemokratiske regering til at tage afstand fra USA’s målrettede drab i Irak og stoppe de danske militære bidrag til USA’s konflikt med Iran.

Danske soldater i Irak (arkivfoto).
FOTO: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
1 af 1

Fredsministerium er bekymret for konsekvenserne af USA’s målrettede drab i Irak og opfordrer hermed den socialdemokratiske regering til at tage afstand fra angrebet og stoppe de danske militære bidrag til USA’s konflikt med Iran.

Uanset om man ser drabene som en optrapning på vej mod krig eller en direkte krigshandling, så er USA’s officielle begrundelse for dem i klar strid med international lovgivning.

USA’s drab på ti højtstående militærfolk fra Iran og Irak er efter vor opfattelse en uansvarlig og uacceptabel optrapning. Denne nye standard for krigsførelse, som USA hermed har sat, er samtidig dødsensfarlig for både politikere og militærfolk i hele verden. Hvis USA’s opførsel bliver accepteret af andre lande, vil disse også frit kunne dræbe andre landes militærfolk og politiske ledere uden retssag og dom.

Hvad med Anders Fogh som mange anser for en krigsforbryder? Og hvad med de andre danske politikere og militærfolk, der har ansvar for bombninger og død i Afghanistan, Irak, Libyen, Syrien? Hvis Fogh eller andre danskere på samme vis skulle blive likvideret, vil den danske regering så også nøjes med at opfordre til ikke at optrappe konflikten?

Drabene er en eskalering af den langvarige konflikt mellem USA og Iran og vil blive opfattet som en egentlig krigshandling – iværksat uden forudgående krigserklæring og i øvrigt uden autorisation fra den amerikanske kongres. Blandt de ramte er den iranske general Qassem Soleimani, som er en af Irans absolutte topfolk, samt den irakiske militærkommandant Mahdi al-Muhandis. Ikke mindst drabet på ham vil yderligere vanskeliggøre USA’s forhold til Irak.

Drabene kan – hvis de iranske ledere ikke viser sig mere ansvarlige og fornuftige end de amerikanske – udløse den krig med Iran, som der længe er bygget op til. En krig der vil underminere sikkerhedsstrukturen i regionen og resten af verden.

Uanset om man ser drabene som en optrapning på vej mod krig eller en direkte krigshandling, så er USA’s officielle begrundelse for dem i klar strid med international lovgivning. Ifølge den må en stat kun udføre den slags målrettede angreb, hvis staten selv er i overhængende fare for et militært angreb og lige præcis ikke bruges til hævn eller til at terrorisere og vinde politisk indflydelse i et andet land.

Vi opfordrer hermed den danske regering til at fordømme overfaldet på selvstændige nationers suverænitet, at protestere mod udenomsretslige henrettelser og til at tale imod sådanne krigsforbrydelser, uanset hvem de indblandede er.

Det er godt, at statsminister Mette Frederiksen og udenrigsminister Jeppe Kofod hurtigt opfordrede til at nedtrappe konflikten; men bekymrende, at de ikke samtidigt tog afstand fra USA’s drab. Opfordringen til deeskalering af konflikten bør efter vor mening følges op med fordømmelse og med pres på alle konfliktens parter. Danmark bør samtidig trække danske soldater hjem fra Syrien og Irak og standse udsendelsen af krigsskib i Hormuzstrædet, da de danske bidrag reelt er støtte til USA's konflikt og åbne krig mod Iran.

Fredelig hilsen, Hasse Schneidermann, Fredsministerium.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


07. jan. 2020 - 14:22   08. jan. 2020 - 13:06

Udtalelse

fra Fredsministerium
Debat i Arbejderen
  • Vi bringer gerne læserbreve, kommentarer og kronikker, der er skrevet til Arbejderen.
  • Vi bringer også gerne udtalelser fra organisationer og fagforeninger.
  • Et læserbrev skal være mellem 500 og 3000 anslag inklusive mellemrum.
  • En kommentar må maksimalt være på 5000 anslag og en kronik på 8000 anslag inklusive mellemrum.
  • Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere i de indsendte tekster. Hvis der i indlægget henvises til, hvad andre har sagt eller mener, opfordrer vi til at bringe et link som kildeangivelse.
  • Indhold i læserbreve, kommentarer og kronikker udtrykker alene skribentens egen holdning – ikke Arbejderens. 
  • Indlæg sendes til debat@arbejderen.dk. Husk at angive navn og adresse (by).