”Marx er genopstået”, skrev The Times i 2008, da bunden gik ud af aktiemarkedet. Sarkozy lod sig fotografere i færd med at bladre i ”Das Kapital”, og pave Benedikt talte om ”Marx’ store analytiske evner.”  

”Det har taget mig mere end 30 år at stille mig selv dette spørgsmål, men nu finder jeg det nødvendigt: har venstrefløjen ret, når det kommer til stykket?”, skrev den mangeårige konservative kommentator Charles Moore i The Telegraph.

Moores anfægtelse blev hurtigt fulgt op af hans tyske pendant, Frank Schirrmacher, i Frankfurter Allgemeine Zeitung: ”Bankerne snupper gevinsterne på internationale handeler, mens de overlader tabene til skatteydere i alle lande. … Denne politik dokumenterer ikke kun, at den aktuelle ’borgerlige’ politik er forkert, men også og mere overraskende, at dens skarpeste kritikeres påstande er korrekte.”

Det er noget af en omvendelse, når man hos Charles Moore kan læse om ”bankmænd, mediebaroner og andre moguler, der styrer og ejer alt”, og som bruger deres magt til ”at akkumulere kapital og betale den lavest mulige pris for lønarbejde … (så) flertallet simpelthen må arbejde hårdere for at gøre de få rige”. 

Tilsvarende er ikke set i den danske debat.

Med reaktionerne på krisen står vi nu i den besynderlige situation, at amerikanerne er mere keynesianske end europæerne, socialdemokraterne har med deres tilslutning til Finanspagten forladt Keynes til fordel for neoliberalismen, socialisterne har med deres krav om vækstpakker suspenderet Marx til fordel for Keynes.

Tilbage bliver – trods den dybeste økonomiske krise i tre generationer -  kun en moralsk mere end analytisk kritik fra enkelte, selvransagende liberalister. Samt paven. Som på linie med de nævnte kommentatorer -  og Occupy-bevægelsen - har bebrejdet finanskapitalen dens grådighed. Men det kan højst være et afsæt til en egentlig systemkritik, da grådigheden er selve drivkraften i det system, som vi i denne del af verden bekender os til. Hvad havde man tænkt sig skulle være styrende for kapitalens dispositioner om ikke grådigheden? Det kan af hensyn til sarte sjæle udtrykkes mere indpakket, men realiteten er den samme. Og det er meningsløst at bebrejde en haj, at den opfører sig som en haj og ikke som en dresseret delfin.

Samfundsengagement udspringer af social indignation. Men egentlig systemkritik kan ikke bestå i moraliseren. Så lad os prøve at se på krisens opståen og udvikling uden at beskylde politiske modstandere eller aktører på markedet for at være skyld i mere end de faktisk er.