Polariseringen af den amerikanske befolkning, som stærkt gav sig udtryk i valget i november, fik mig til at finde gamle noter frem fra en togtur, jeg og min kone havde i efteråret 2011. Her mødte og snakkede vi med en del amerikanere, og nedenstående er beskrivelser af to af de par, vi mødte på rejsen, hver for sig repræsenterende den ene og anden fløj.

Tom og Rosa

Vi starter med Tom og Rosa.

Tom rejste sig lidt i sædet og tog først venstre hånd frem, så højre, og formede dem så, som var de grebet på et gevær. Så tog han imaginært sigte et sted i loftet og ’skød’, samtidig med at han sagde, at det var sådan, Obama skulle have det. Rosa, hans kone, så fortvivlet rundt og forsøgte at dæmpe ham.

De ufaglærte mistede deres pensionspenge, da bryggeriet lukkede, men det var jo lidt deres egen skyld, sagde Tom.

Vi befandt os i spisevognen midt på dagen, og vi havde fået Tom og Rosa med til bords, mens vi i toget fra St. Paul/Minneapolis kørte mod Seattle i staten Washington ude ved den amerikanske vestkyst.

Middagen begyndte faktisk ret godt. Tom og hans kone Rosa var i begyndelsen af 60’erne og som mange andre amerikanere klædt i afslappet tøj. De boede i en mindre by og var nu på vej for at besøge deres børn. Det viste sig, at Tom var tidligere tillidsmand på et større bryggeri i en mindre by i Minnesota for de faglærte arbejdere. Bryggeriet lukkede for et par år siden.

Rosa havde arbejdet som computerinstruktør helt tilbage fra hulkorttiden, hvor maskinerne var så store, at man også arbejdede inde i dem. Og der var så koldt, at man måtte have handsker på.

Tom fortalte om sin tidligere arbejdsplads, om den begyndende konkurrence fra mikrobryggerier og dårlig ledelse der de sidste mange år havde sat bryggeriet under pres. For at redde bryggeriet var medarbejderne blevet lovet guld og grønne skove, hvis de investerede deres pensionspenge i bryggeriet. De ufaglærte sagde ja, og deres pensionsmidler blev således en del af bryggeriets kapital. Han og de andre faglærte sagde nej og investerede så deres pensionspenge i fagforbundets pensionskasse.

De ufaglærte mistede deres pensionspenge, da bryggeriet lukkede, men det var jo lidt deres egen skyld, sagde Tom. Han var nok lidt skadefro over dette og sad selv rimelig godt i det, fordi forbundets pensionskasse havde givet ham et godt afkast. De tog toget, fordi de ikke ville flyve, og snakken gik meget godt om fagforeninger, børn og børnebørn. 

Korrupte politikere

Jeg spurgte på et tidspunkt, hvad han syntes om den nye præsident Obama. Og herfra tog samtalen en overraskende karakter.

For han skulle skydes. Tom mente ikke, Obama var født i USA, og derfor kunne han ikke være præsident.

Tom var voldsomt frustreret over, at Obama fløj rundt i en kæmpe ny Airbus.

Om det var, fordi Obama var sort, ville han ikke sige. Han var bare dum, og hans far var en gangster. Også andre politikere skulle skydes, fordi de var korrupte, mest Demokraterne. Han mente også, for mange gik på college. ’Det er dem her, vi skal leve af’, sagde han, mens han holdt de knyttede næver op foran sig. Men noget var gået galt, for i løbet af samtalen skævede Rosa lidt nervøst til ham og bad ham om at tale lidt lavere og ikke blive så ophidset.

Tom var voldsomt frustreret over, at Obama fløj rundt i en kæmpe ny Airbus til én milliard dollars eller deromkring. Og han forstod ikke, hvor jobbene blev af. Det var en kæmpe ulykke for USA, at Obama blev valgt, og han forstod ikke, hvordan det kunne lade sig gøre. Det var deromkring, han blev ret ivrig og tog det imaginære gevær frem, tog sigte og trykkede på aftrækkeren og sagde, at det er sådan, han vil skyde Obama.

Toms Rosa, der jo sad ved siden af, måtte igen tysse på ham og sagde, at han skulle stoppe, og kikkede undskyldende på os og de andre i vognen, som var begyndt at lægge mærke til os. Tom faldt lidt ned, og vi fik samtalen drejet over på noget andet. Men Rosa havde fået nok og gik fra bordet. ’Han siger det samme hele tiden’, sagde hun, da hun gik. Jeg gider ikke høre mere på det’. Tom sagde, at hun ikke ville høre sandheden.

Vi smuttede kort efter.

Da vi var kommet ned i vores egen kupe, var vi jo lettere rystede, for det var jo ikke lige det, vi havde regnet med efter at have fulgt med i pressens dækning af valget og om deres portræt af, hvor populær den nye præsident var. Pludselig sad man dér med en flink fyr, endda tidligere tillidsmand, som ville skyde præsidenten. Var det bare ham, der var gal i hovedet, eller hvad?

Vietnam-veteran

Jeg blev opmærksom på ham, dér på stationen, mens toget stod stille i Portland for at tage nye rejsende ombord og sætte andre af.

Han var en høj, mager og lidt ældre fyr, langt hår med bandana, korte bukser, og kunstige ben fra knæene og ned. Der kunne jeg se, de var af metal og andre materialer, fuldt synlige for alle. Han ville gerne ses. Sikkert Vietnam-veteran. Han gik med en lidt yngre kvinde, der i sammenligning med ham og de andre kvinder, vi havde mødt i toget, blegnede en smule.

Som mange andre veteraner blev han omvendt, politisk, under krigen.

Dem fik vi heldigvis til bords til dagens aftensmåltid, og han præsenterede sig som Brian Willson – ikke den Brian Wilson, som han sagde med henvisning til Beach Boys’ Brian – men det kunne vi nu godt se. Det viste sig at blive en rigtig god middag med masser af snak, imens vi kørte langs Rocky Mountains-bjergene i solnedgangens skær. En fantastisk flot natur.

Som gættet var han tidligere Vietnam-soldat, og som mange andre veteraner blev han omvendt, politisk, under krigen. Blev tidligt hjemsendt og var aktiv veteran imod krigen og senere mod den amerikanske regerings indblanding i de skjulte krige i El Salvador, Nicaragua og Mellemøsten.

Sitdownaktion

Det var dog ikke i Vietnam, han havde mistet begge sine ben fra knæet og ned. Det var sket uden for en våbenfabrik i USA den 1. september 1987. De højreorienterede contraer i Mellemamerika (den senere Oliver North-sag) skulle have våbenleverancer, og Brian var som tusinder andre imod denne subversive aktivitet.

Der sad de så, han og to andre mænd, på skinnerne, da toget kørte ud fra fabrikken.

Han havde sammen med mange andre aktivister etableret en sitdownaktion på togskinnerne foran fabrikken med henblik på at forhindre, at våbnene blev sendt afsted.

Der sad de så, han og to andre mænd, på skinnerne, da toget kørte ud fra fabrikken. Med skilte og flag og overbeviste om at toget ville stoppe, før det kørte ind i dem. De vidste, de ville blive arresteret, som myndighederne plejer at gøre i sådanne situationer.

Men i stedet satte toget bare farten op. De to andre nåede at komme af sporene i tide, men Brian var ikke hurtig nok. Som han sagde: ’Nok fordi jeg sad i skrædderstilling’.

Ud over at få benene skåret af lige under knæene røg også det ene øre af, og et stykke af hjerneskallen på størrelse med en citron blev trykket ind, højre skulder brækket og en masse andre skader, da toget kørte over ham og fortsatte ud ad sporet med alle våbnene.

Har skrevet en bog

Det og mange andre hændelser i hans liv havde han så skrevet en bog om, og nu var han på vej ned til San Fransisco for at fortælle om sine hændelser i en bogcafe. Bogen hed "Blood on the Tracks", ligesom navnet på en Bob Dylan-plade fra 1979. Denne handlede dog helt reelt om blod på skinnerne.

Brians hustru Becky var optaget af og frivillig i et velgørenhedsprojekt til støtte for ofrene for Agent Orange i Vietnam. Den frygtelige gift som amerikanerne smed udover store dele af Vietnam, og som gav skader mange år efter, og hvor børn blev misdannede generationer senere.

Hun var desuden også redaktør af et kvartalsblad, som ’Veteraner for Fred’ udgav, og var selv medlem af www.vietnamfriendship.org, selvom hun ikke havde været i krig.

Efterskrift, februar 2021

Vi kan konstatere, at Tom ikke fik skudt Obama (som andre skød Kennedy, og andre ville have ram på Pelosi), men han var altså heller ikke alene med sine holdninger.

Andre holdt dem måske lidt mere for sig selv, og måske kørte pressen heller ikke så meget i tog. Og vi kan i dag se, at han jo ikke bare var en enkelt vildfaren amerikaner, men snarere begyndelsen på det, der senere endte med Trumps valgsejr over Hillary Clinton og en stigende popularitet, der næsten endte med hans sejr over Biden.

I det hele taget var de fleste af dem, vi mødte på turen, af den gængse opfattelse, at politikerne var korrupte. Trump havde netop været i stand til at tappe ind i den stemning, der eksisterer i Amerika. Den vælgerstemning, der især er i midten af landet, med hans ’dræn sumpen’-slogan og politikerlede og foragt, som Tea Party-bevægelsen havde bygget op i årene før, han stillede op til valget. Den perfekte storm.

Blood on the Tracks er udgivet på PMPress.org, har forord af Daniel Ellsberg, som specielt er kendt for at udgive The Pentagon Papers. Den giver et godt billede af de sidste 50 års amerikanske krige og undergravende virksomhed i andre lande, set med en Vietnam-veterans øjne.