Til beskæftigelsesminister Mette Frederiksen

Som det stod at læse i Arbejderen den 2. april, er det nu dokumenteret, at reformen af førtidspensionen ikke lever op til forventningerne. Der er kun 811 ud af de forventede cirka 6000 unge under 40 år, der er blevet tildelt det lovede ressourceforløb.

Det er beskæmmende for et samfund som Danmark, at man sætter sårbare unge i en situation, hvor de overlades til mindst mulige forsørgelsesgrundlag.

Myten om at svage og fattige kun motiveres af lønnedgang, og de rige og velstillede motiveres af øget indkomst, ser ud til at være den herskende.

Jeg er enig med foreningen Sinds formand Knud Kristensen i, at det på sigt bliver langt dyrere for samfundet at skubbe unge udsatte fra sig. At tro at man som sårbar udsat ung kommer tættere på arbejdsmarkedet ved at blive placeret på lavest den mulige ydelse, er som at tisse i bukserne, når man fryser.

Planen var, at man ikke skulle ”parkere” unge under 40 år på førtidspension, hvilket da også er fornuftigt nok. Men kunne man ikke bare lave de opfølgende tilsyn og samtaler, som jo i forvejen var meningen, og der fange dem, der er i stand til at blive hjulpet tilbage på arbejdsmarkedet?

Myten om at svage og fattige kun motiveres af lønnedgang, og de rige og velstillede motiveres af øget indkomst, ser ud til at være den herskende opfattelse i denne sammenhæng.

At fru Mette Frederiksen kalder det en rettighed og ikke en pligt at skulle uddanne sig, er i denne sammenhæng noget værre vås. Om ikke alle, så langt de fleste vil jo gerne have et normalt liv med de glæder og sorger, det nu engang indebærer.

Men ikke alle er i stand til selv at komme videre, som nu de unge og sårbare som førtidspensionsreformen rammer rigtig hårdt. Unge sårbare har brug for hjælp til at komme videre, og det er her ressourceforløb skulle gøre sit.

Men når ressourceforløbene udebliver, bliver de udsatte og sårbare unge fastholdt på kontanthjælp, hvilket i min optik er en forringelse af deres muligheder for at vende tilbage til arbejdsmarkedet.

Mit spørgsmål til beskæftigelsesministeren er derfor: Hvem er det, man hjælper, ved at ”parkere” unge sårbare på kontanthjælp i stedet for på førtidspension, er det de sårbare og udsatte unge, eller er det de trængte kommuner og staten?