Interessant artikel af Jaques Hersh – ligeledes Hershs link til JB Foster (JBF).

JBF remser et katalog af failed kapitalisme op: 1 procent ejer mere end halvdelen af befolkningen, kloden gisper efter vejret og så videre. Men alligevel er kapitalismen altså mere end nogensinde altdominerende.

Arbejderklassen skal også ændre sit væsen, sin kognitive måde at tænke på, ikke mindst om produktion og forbrug, hvis kloden skal genfinde sin bæredygtighedsbalance og revolutionen have et stabilt perspektiv.

JBF mener, der skal revolution til for at ændre tilstanden for menneske og natur, men hvem der konkret skal gå forrest for at bære omvæltningen igennem, kommer han ikke ind på. Svagheden er, at analysen udelukkende bevæger sig på et abstrakt plan, og at dialektikken mellem abstrakt og konkret således mangler.

Følgende forekommer what's next-perspektivet spekulativt. Så er der mere konkret gods i Hershs artikel, og JBF kunne lære noget af Lenins konkrete vejledning "What to do", 1902. 

JBF er inde på et interessant aspekt, som han desværre glider let hen over. Profiterer fagbevægelsen og arbejderklassen, vel primært i USA og Europa, på de ekstraprofitter, imperialismen slæber hjem ved at udbytte arbejdskraft og ressourcer i anden- og tredjeverdenslande plus den af kapitalismen genererede økonomiske vækst, og er det derfor, at de omend ikke støtter så forholder sig relativt ukritisk til kapitalismen og specifikt dens udenrigspolitik, imperialismen?

Og i forlængelse heraf: Er varefetischismen, en kategori, Marx accentuerede, men som Lenin ikke fik videreudviklet, den inderste hemmelighed bag kapitalismens globale popularitet?

Kapitalismen kan producere materielt (over)forbrug, fordi det er et disciplinerende udbyttesystem med lang arbejdsdag på 7-8 timer (i for eksempel Kina endda det dobbelte).

Det betyder, at den kan generere indkomst og forbrug ud over Marxs "at nyde efter behov"-perspektiv – som det generelt udtrykker sig i masseforbrug og massebilisme hos det totredjedelssamfund, der er materielt integreret i kapitalismen - langt udover dets objektive materielle behov og gølgelig klodens bæreevne, jf. den igangværende klimaødelæggelse.

Socialismen skal naturligvis ikke, som Khrusjtjov skræppede op om, forsøge at overgå kapitalismen i produktion og forbrug for derved at opnå folkelig tilslutning, men tværtimod være baseret på, hvad kloden kan absorbere.

Socialismen skal altså ikke kopiere kapitalismens varefetischistiske patologi med høj indkomst og forbrug (og lang arbejdstid) som målsætninger, men tværtimod tilstræbe en mere balanceret indkomstfordeling, en rationel produktion og et bæredygtigt forbrug samt en teknologiudvikling, der sikrer alles materielle behov – hvormed der skabes grundlag for alsidig menneskelig udvikling ud over (re)produktionssfæren.

Tilbage står imidlertid, at kapitalismen er populær, fordi den skaber høj indkomst med tilhørende forbrugsmuligheder. Hvordan kan et udbytnings- og undertrykkelsessystem ellers være populært? I Danmark stemmer vælgerne som bekendt på liberale eller social-liberale partier, mens venstrefløjen historisk har været marginaliseret. Måske skyldes det, at det ikke er mere end cirka 100 år siden, at størstedelen af befolkningen gik i pjalter og nu materielt overkompenserer for deres historiske undermaterialisering.

For størstedelen af befolkningen, herunder arbejderklassen, synes det således at fremstå som sekundært at være lønslaver objektivt, at være udleveret til kapitalismens skiftende høj- og lavkonjunkturer og ikke at have kontrol over egne livsbetingelser. Bare kapitalismen kan sikre én et relativt højt forbrug.

Nietzsche beklagede ligeledes folks slavementalitet som barriere for udfrielse af deres udviklingspotentialer.

I Sovjet var Vesten og dets forbrugsmuligheder reference, både for Sovjet-eliten og masserne, i hvert fald siden Khrusjtjov-tiden. Dette er måske den egentlige grund til, at det endte galt for realsocialismen.

Det er en forudsætning, men altså ikke nok, at arbejderklassen overtager produktionsmidlerne og dermed får kontrol over egen tilværelse.

Marx jonglerede med et interessant begreb, transsubstantiation.

Arbejderklassen skal også ændre sit væsen, sin kognitive måde at tænke på, ikke mindst om produktion og forbrug, hvis kloden skal genfinde sin bæredygtighedsbalance og revolutionen have et stabilt perspektiv.