Ikke bødlen gør mig bange. Ikke hadet og torturen. Ikke dødens riffelgange. Ikke skyggerne på muren, ikke nætterne, når smertens sidste stjerne styrter ned, men den nådeløse verdens blinde ligegyldighed.

Lad mig som fortaler for de danskere, der har arbejdet og arbejder mod tortur, på det danske folks vegne give jer en undskyldning. 

Sådan lyder Halfdan Rasmussens digt til RCT, Rehabiliterings Centret for Torturofre og tilegnet mig - som stifter af RCT. Halfdan Rasmussen ville være fyldt 100 år for nylig. Han var en meget stor digter og modstandsmand og en nær ven af arbejdet mod tortur.

Digtet dækker godt vort arbejde: Vi skulle kæmpe mod "Den nådesløse verdens blinde ligegyldighed". Og det skal I, Godhavns-drengene også. For I har - uden tvivl - været udsat for tortur.

FN's menneskeretserklæring

I 1948 vedtog FN’s generalforsamling menneskeretserklæringen, hvis femte bud lyder: Ingen må udsættes for tortur eller anden nedværdigende eller umenneskelig behandling eller straf. 

Som I - af alle - må vide, levede Danmark ikke op til sit løfte. Nej, det torterede blandet andet på børne- og ungdoms hjem. Skam over Danmark!

I 1984 vedtog FN en konvention mod tortur. Danmark ratificerede konventionen i 1987, og den var dermed lov i Danmark.

I artikel 1 gives en definition på tortur:

• Der skal være tale om svær smerte eller lidelse, fysisk eller psykisk. Og hvem bestemmer så, om smerten er "svær"? Det kan ikke være en tilfældig embedsmand, der har sagen. Ej heller en dommer. Nej, det er offeret selv, eller hans læge.
• Akten skal udføres forsætligt. Det er en af de ting, der er så forfærdelige: Man bliver syg af tortur. Og det er enestående. Alle andre sygdomme skyldes bakterier, vira, cancer eller ulykker. Og bødlen var ikke et vilddyr, eller en vildt ophidset mand. Nej, det var en af jeres lærere - måske med slips på - i 1950-erne.
• Og endnu værre: det var ikke en akt udført i vrede. Nej, det var udført med et formål. Koldblodigt, gennemført med konsekvens. Formålet var at straffe handlinger (såvel udførte, som opdigtede) eller blot at ydmyge. og vise hvem der bestemte.     
• Sluttelig skulle udåden udføres af en statsansat person, eller en, der var ansvarlig, såsom kommunalt ansatte. Og det giver det sidste stød: det er din egen stat, der ønsker denne mishandling. 

Dette sidste stød kan medføre skam og usikkerhed hos ofrene, og først mange år efter reagerer de: De har ingen skam. Skammen er udelukkende Danmarks. Skam over Danmark. Og de, der reagerede var jer Godhavns-drengene.

Vor dybeste respekt

Alle vi, der arbejder mod tortur, vil gerne udtrykke vor dybeste respekt for jer. I var i 1950`erne udsat for den værste forbrydelse, der findes, nemlig tortur. I har været i stand til - trods følgestilstande - at skabe jer et godt liv.

Det er imponerende - og mere end det: I har haft kræfter og overskud til at anmode om en undskyldning fra de, der var ansvarlige for udførelsen af tortur! Lad mig som fortaler for de danskere, der har arbejdet og arbejder mod tortur, på det danske folks vegne give jer en undskyldning. 

Men I har bedt om en undskyldning fra den danske regering og stat. Og den har I ikke fået. Staten har tværtimod demonstreret "sin blinde gyldighed". Ja, sin foragt. Skam over Danmark.

Men I har stadig muligheder: FN-konventionen mod Tortur giver - i artikel 14 -  jer ret til oprejsning: Staten skal erkende, at den gjorde uret, og I har ret til en undskyldning. Betyder en sådan undskyldning noget? Ja, det gør den absolut.

Efter oprøret i Sydafrika oprettedes både sandheds- og forsoningskomiteer, og sandheds- og behandlingskomiteer, de såkaldte "Truth and rehabilitation commitees". 17.000 blev behandlet der. Og deres fælles erfaring var:

"Vi blev hørt. Folk lyttede til os. De talte ikke længere ned til os. Nu er vi frie borgere". Brug den erfaring. Lad folket høre det. Lad dem føle skammen over Danmark.

Talen blev holdt ved demonstrationen på Nytorv i København den 26.marts.