Når dansk tv en sjælden gang beretter om Ruslands præsidentvalg den 18. marts, nævnes foruden Putin til nød to navne – juristen Andrej Navalnyj og tv-stjernen Ksenja Sobtjak.

Begge er populære i snævre, liberale kredse blandt storbyernes intellektuelle.

At valgets endelige resultat –  genvalg af Putin – er givet på forhånd, er dog næppe grunden til den stedmoderlige belysning af russisk politik.

På redaktionerne er der åbenbart skabt konsensus om at følge den blå bloks servile USA-beundring, så næsten alle ressourcer bruges på intensiv dækning af Donald Trumps diverse udsagn og udskejelser. 

I Rusland findes der faktisk venstrekræfter, der reagerer mod systemet, mod oligarkernes økonomiske politik.

Hvis blot der var brugt en brøkdel af disse ressourcer på information om livet i vort naboland Rusland, ville der måske være flere, der indså det latterlige i den pågående, militaristiske russofobi.

Og vi havde måske kunnet få at vide, at der i Rusland faktisk findes venstrekræfter, der reagerer mod systemet, mod oligarkernes økonomiske politik og deres social- og arbejdsmarkedspolitik.

De russiske venstrekræfter er sjældne på de russiske landsdækkende tv-kanaler, men nogle af dem er faktisk engageret i sociale konflikter. De udgiver aviser, bruger flittigt de sociale medier og møder op ved arbejdspladser, hvor de uddeler løbesedler og snakker med folk.

Forud for præsidentvalget har Ruslands valgkommission allerede frasorteret en masse kandidater. Senest har man nu frasorteret ni af de 17 kandidater – heriblandt tre fra venstrefløjen – der ellers først var blevet erklæret opstillingsberettigede.

En splittet venstrefløj

Grundlæggende er den russiske venstrefløj splittet i en systemintegreret del, der har afskrevet grundlæggende revolutionære værdier; og en anden del, der vedkender sig disse værdier og er i opposition til systemet.

Til de første hører to partier, der er repræsenteret i parlamentet, og som begge står for en socialdemokratisk politik, nemlig Det Retfærdige Rusland og Ruslands Kommunistiske Parti, (KPRF).

Den egentlige opposition er repræsenteret ved et par kommunistiske partier samt socialistiske, anarkistiske og trotskistiske grupper. De sidstnævnte betegner valgkampen som en farce, hvor resultatet er givet på forhånd. Denne opposition er uenig om, hvad der skal gøres. 

I august blev lederen af den socialistiske aktivistgruppe Venstrefront den karismatiske jurist Sergej Udaltsov efter tre års fængsel i august løsladt.

Han kontaktede straks en stribe partier og grupper på venstrefløjen og tog initiativ til en internetafstemning om en mulig fælles venstrefløjskandidat. I alt blev en liste med 30 navne lagt ud til afstemning i hele november måned.

Hvem som helst kunne stemme, og resultatet blev, at de egentlige politiske venstrekræfter ikke var blandt afstemningens syv topscorer.

Den russiske ventrefløj er dybt splittet i kommunistiske, socialistiske, anarkistiske og trotskistiske grupper.

De blev overhalet af et par kendte tv-journalister. Men de to, der blev allerhøjst placeret og gik videre til afstemningens anden runde, var en ret ukendt, men succesrig foretningsmand fra Moskvas omegn, Pavel Grudinin. Han er partiløs jordbæravler og direktør for et aktieselskab, der bærer Lenins navn (!).

Hans modkandidat var Jurij Boldyrev, en markant publicist, tidligere medstifter af det social-liberale parti Jabloko og i dag tilsluttet den moderate Nationalpatriotiske Samling.

I anden runde sejrede den succesrige jordbæravler. Ikke nok med at han fik opbakning fra nationalistiske, konservative og monarkistiske organisationer, der i ham så Ruslands nye frelser. Men også KPRF bakkede ham op.

En ekstraordinær kongres besluttede at lytte til de mange, der har kritiseret partiformanden Gennadij Zjuganov, og valgte Grudinin som partiets kandidat. Det samme gjorde Sergej Udaltsovs Venstrefront. 

Den egentlige opposition

Den brede venstreopposition tog afstand fra Udaltsovs initiativ, fordi det legitimerer selve valget.

Partiet Rot Front (en russisk forkortelse af "Ruslands Forenede Arbejderfront") foretrak ikke at lade sig lokke med i kapløbet, men blot opstille en symbolsk kandidat. Man ville dermed benytte lejligheden til agitation og få adgang til landsdækkende medier. 

Den symbolske kandidat blev Natalja Lisitsina, kranfører fra Skt. Petersborg. Da Rot Front indleverede de nødvendige dokumenter, blev hun dog afvist, fordi valgkommisionen ikke havde overværet partikongressen i Skt. Petersborg, hvor hun skulle indstilles.

Derfor indkaldte partiet straks en ny kongres i Moskva, tæt på Valgkommisionens kontor.

Lignende bureaukratiske benspænd oplevede Rot Front også, da partiet tidligere søgte om at blive opstillingsberettiget. Myndighederne gav afslag seks gange. Ved sidste tilfælde var forklaringen, at partiets logo indeholdt en knytnæve.

Det blev tolket som opfordring til vold. Først efter et ekspertudsagn om dette symbols historik, blev partiet godkendt.

To andre kommunistiske partier blev dannet i 2000'erne af folk der var ekskluderet fra Zjuganovs KPRF. Det første, Ruslands Forenede Kommunistiske Parti (UKP) er endnu ikke opstillingsberettiget.

Det blev stiftet i 2014 i protest mod, at KPRF erstattede proletarisk internationalisme med nationalisme og religiøsitet. Det vandt tre mandater ved seneste byrådsvalg.

UKP tilsluttede sig Rot Fronts initiativ og bakkede op om kranføreren Natalja Lisitsina. Det andet parti, Ruslands Kommunister (RK) blev stiftet af folk, der forlod KPRF i protest mod dets tætte samarbejde med rige forretningsfolk.

RK – der betegner sig som Ruslands eneste stalinistiske parti – opnåede ved sidste parlamentsvalg 2,3 procent af stemmerne og opstiller nu sin egen kandidat, partiformand Maksim Surajkin.

Fælles for Lisitsina og Surajkin er, at de begge kræver præsidentstyret erstattet folkemagt. 

Flere mindre grupper på venstrefløjen opfordrer til stemmeboykot. Ved en tilstrækkelig lav stemmedeltagelse håber de, at valgresultatet ikke bliver godkendt.

Men da Putin både reelt har bred opbakning, og systemet har god erfaring med at skabe "tilstrækkelig valgdeltagelse", må denne satsning ses som overflødig. 

Både Rot Front, UKP og RK vurderer KPRF's knæfald for jordbærdirektøren og de nationalistiske kræfter for en falliterklæring. De ser det som endnu et skridt væk fra venstrefløjens grundværdier.