Forhandlingerne skulle aldrig have været startet men udsat på grund af covid-19.

Et ordentligt overenskomstresultat kræver en grundig forberedelse, en mobilisering af medlemmerne og en afklaring i forhandlingsfællesskaberne om kravenes indhold og prioriteringer.

Vi er godt i gang med at sætte fagbevægelsens væsentligste eksistens-berettigelse over styr: Nemlig fællesskabet og den styrke som fællesskabet kan give.

Intet af dette er sket.

Enhver kunne sige sig selv, at den økonomiske ramme under denne sundhedskrise, hvor samfundet på en række områder nærmest er i undtagelsestilstand, ikke ville kunne skabe tilfredsstillende resultater, skabe varige forbedringer og rette op på nogle af de skæve lønmæssige vilkår, som findes blandt de offentlige ansattes medlemmer.

Der burde have været en voksen til stede og stoppet dette!

Nu skal alle forbund og fagforeninger ud og overtale deres medlemmer til at stemme ja til dette ”smalle” resultat, som ikke ”blev, som vi havde ønsket os”, men ”det opnåelige resultat i situationen”, for om tre år så …

Det blev forventeligt en smal økonomisk ramme, men er resultatet så i det mindste udtryk for en solidarisk fordeling? Det ville være et lille plaster på såret. Men desværre er svaret et rungende nej. En udmøntning af de forventede lønstigninger i procent fastholder og forstærker den eksisterende ulighed i lønsystemet på de offentlige arbejdspladser!

Det er trist og forstemmende – ikke bare at kikke på, men også at være en del af!

For der er meget mere på spil. Vi er godt i gang med at sætte fagbevægelsens væsentligste eksistensberettigelse over styr: Nemlig fællesskabet og den styrke som fællesskabet kan give.

Det er nødvendighedens fagpolitik, der regerer. Vi bøjer os for ”de økonomiske realiteter”, vi ”lader os nøjes med i realismens tegn”, vi kikker indad i egne fagrækker og er blevet tilskuere til den negative forandringsproces, der hærger vores velfærdssamfund. For visioner for fællesskabet – det er for langhåret!

Vi har været tilskuere til en lang række utryghedsskabende og ulighedsskabende forringelser: Hele dagpengesystemets deroute er et trist eksempel. Engang havde vi ret til at gå på efterløn som 60-årig. I dag har vi pligt til at arbejde i 50 år eller mere. Vi har den højeste tilbagetrækningsalder i Europa, og for få måneder siden blev alderen sat op til 68.

Nogle ville måske have haft lyst til at ringe til politiet og brandvæsenet for at anmelde et tyveri og en brand! For det hjalp ikke at ringe til fagbevægelsen den dag! Selv om vi var nogle stykker i ”68 er nok”, som forsøgte.

Jeg er blevet for gammel til at have illusioner om, at det bliver et nej til OK21. Men jeg stemmer nej, for jeg tror stadigvæk på solidariteten, fællesskabet og kampen.

Trods de sorte skyer jeg har malet, er jeg stolt over at være medlem og aktiv i en fagforening, en fagforening som ovenikøbet foretrækker kronestigninger, selv om vores medlemmer befinder sig i den øverste halvdel rent lønmæssigt. Og jeg er glad for at være en del af de københavnske fagforeninger, Skulder ved Skulder, som under vanskelige coronavilkår har markeret og demonstreret nødvendigheden af solidariteten ved OK21.

Vi har lidt at samle op på, i tiden der kommer. God kamp!