Der er nogle, som påpeger, at den sociale indignation var et større fokusområde for venstrefløjen tidligere, end det er i dag, blandt andet på grund af at flere har taget en akademisk uddannelse og har en god økonomi.

For mig er det en gåde, at socialistiske partier administrerer en ultraliberal økonomisk politik.

Denne vurdering støttes også af egen erfaring med mennesker, der har en samfundsvidenskabelig kandidatgrad.

Mange af dem har ikke kunnet eller havde evnerne til at se ud over deres næsetip.

Nedskæringer og forringelser af velfærdsstaten begyndte i slutningen af 1970'erne, samtidig med at der skete en bevægelse væk fra en solidaritet med de økonomisk svagest stillede i samfundet og de ledige.

Solidariteten med de ledige forsvandt ved indførelsen af lov om social arbejdsmarkedspolitik, hvor det blev fastslået, at det var den enkelte eget personligt ansvar at være ledig.

Dermed blev den førte økonomiske politik, lavkonjunktur, fuldstændig fritaget for at være årsagen til den massive arbejdsløshed, der var i 1990'erne og i perioder i 00'erne.

Det var også forløberen for, at nogle politikere kunne legitimere at give ledige øgenavne og antydede meget kraftigt, at der var en gruppe, der nassede på samfundet.

For eksempel udsagn som at leve for andre folks penge. (Det er noget sludder, for dybest set lever de fleste af andre folks penge – og det er ikke noget specielt for mennesker på overførselsindkomster).

Denne opfattelse blev underbygget, da den socialdemokratiske og radikale regering i 1993 indførte tvangsaktivering.

Det skete samtidig med og videre frem med forringelserne af dagpengesystemet, blandt andet ved indførelse af lønloft for ledige i jobtilbudsordning og ved kraftig beskæring af dagpengeperioden.

Det er ret tankevækkende, at de nævnte partier, der så lyset i tvangsaktivering, som lige netop skulle være medicin over for de svagest økonomisk stillede uden for det ordinære arbejdsmarked, samtidig også argumenterede for, at tvang brød ethvert princip om at kunne påvirke for eksempel virksomheder og landbruget.

Denne negative udvikling har kun kunnet lade sig gøre dels på grund af, at nogle, der henregner sig selv til venstrefløjen, gennemførte det, og de såkaldte socialistiske partier forholdt sig påfaldende tilbageholdende med at drage politiske konsekvenser af den politik, som man burde forvente fra de borgerlige.

Venstre-regeringen indførte et omprioriteringsbidrag på 2 procent per år, der reelt set betyder besparelser på blandt andet sundheds- og uddannelsesområdet, herudover er kommunerne lagt i meget stramme økonomiske rammer.

Det har sat sine synlig spor både på sundheds- og uddannelsesområdet og har også medført væsentlige forringelser på det sociale serviceområde, blandt andet børne- og ældreområdet, og Lorry har beskrevet konsekvenserne af besparelserne for handicappede boende i Københavns Kommune.

Københavns Kommune har tidligere indtaget en kedelig førerrolle i at give de fleste afslag på førtidspension og fortsætter åbenbart med at lægge sig i front med benhårde besparelser på de handicappedes levevilkår.

Det er både tankevækkende og lidt beskæmmende, at Københavns Kommune indtager en førerposition, især når København er et af de steder i Danmark, hvor tilslutningen til venstrefløjen er højst.

For mig er det en gåde, at socialistiske partier administrerer en ultraliberal økonomisk politik, der blandt andet er traktatfastsat i EU, eller i det mindste ikke gør oprør mod finanspagten og budgetlovgivningen.

Ud over at der i det lange løb har fået negative og mærkbart økonomiske konsekvenser for borgerne i form af udhuling af det sociale sikkerhedsnet, serviceniveau og sundhed, er det sket næsten uden indvending fra dem, der kalder sig socialister.

I øjeblikket, hvor der er – og måske har været – højkonjunktur, er der ingen, der undrer sig over, hvor alle de penge fra velstandsstigningen forsvinder hen. Man kan næppe forklare det med, at de rige er blevet væsentlige rigere. Og den øgede velstand er ikke blevet brugt til at forbedre blandt andet det sociale sikkerhedsnet og serviceniveauet.

Det er som om, nogle har glemt, at forudsætningen for gode løn- og ansættelsesvilkår – og dermed en rimelig andel af velstandsstigningen – er, at der eksisterer et stærkt og stabilt socialt sikkerhedsnet og velfærdssystem.

Jeg kan godt se, at hvis man ikke selv regner med at komme ud for en social begivenhed eller har familiemedlemmer, som på grund af handicap også har et berettiget krav og behov for, at samfundet træder til med hjælp, så ligger den sociale indignation måske ikke lige for.

Hvis og når en social begivenhed indtræder, vil virkeligheden sandsynligvis åbne ens øjne for, at princippet om et stærkt og solidarisk samfund dels er med til at sikre gode løn- og ansættelsesvilkår, dels skal være med til at trække mennesker ud af den negative sociale situation som de befinder sig i eller give dem muligheden for at få et værdigt liv.

Noget tyder på, det ikke er tilfældet, når for eksempel en mor til et handicappet barn kan få den tanke, at hendes barn skulle dø før hendes forældre, fordi hun frygter, at barnet ikke får den hjælp og omsorg, som det har behov for.

Velfærdsstaten og social sikkerhed er blandt andet skabt på grund af social indignation og solidaritet, og det er fortsat værd at huske på.