I løbet af de seneste 20-30 år er de dårligst stillede gået fra at være grupper eller personer, vi havde sympati for eller endda medlidenhed med, og som skulle løftes, især hvis der var børn involveret, til nu at være syndebukke i vores system. De bliver betragtet som dem, der skaber vore problemer.

Hvis forældrene udebliver, og barnet ikke kommer i skole, bør alle alarmklokker da ringe. I sådanne tilfælde er der som oftest tale om, at både elev og forældre har brug for støtte, ikke for straf.

I dag er det ikke bare forældrene, men også børnene, der gennem straf skal tvinges til at forstå, at hvis de ikke kan leve op til det politiske flertals normer og ønsker, så vil de blive straffet. Det seneste eksempel er, at hvis børn har et ulovligt fravær på mere end 15 procent, så skal børne- og ungeydelsen standses i det kommende kvartal.

Reglen er udformet således, at hvis eleven kommer for sent til den registrering, der foregår om morgenen, for eksempel 15 minutter inde i første time, så registreres der fravær for hele dagen, også selv om eleven kommer lige efter registreringen. Går eleven efter den første registrering, altså efter de 15 minutter, så registreres der en halv fraværsdag. Det på trods af at eleven i det første tilfælde har været i skole cirka 95 procent af tiden og i det andet tilfælde kun 5 procent af tiden. Det illustrerer, i hvor høj grad der er tale om skrivebordsarbejde.

Hvis eleven er ved at få 15 procent fravær, så indkaldes forældrene til en samtale på skolen. Hvis forældrene udebliver fra samtalen, skal skolelederen orientere forældrene skriftligt om konsekvenserne af 15 procent-reglen. Men man må da virkeligt håbe, at forældrene ikke er ordblinde eller har andre vanskeligheder, der gør, at de ikke reagerer på brevene. Fra Enhedslisten synes vi ikke, det er løsningen. Der skal ske mere end et brev.

Hvis forældrene udebliver, og barnet ikke kommer i skole, bør alle alarmklokker da ringe. I sådanne tilfælde er der som oftest tale om, at både elev og forældre har brug for støtte, ikke for straf. Oven i alt det her har det politiske flertal, der vedtog denne symbolpolitik, besluttet, at loven skal forvaltes restriktivt, mens der til gengæld fuldstændigt mangler fokus på den forebyggende indsats og indsatsen i relation til eleven.

Som så meget andet af de seneste års lovgivning er også dette tiltag baseret på et tankegods, der tager udgangspunkt omkring “economic man”-teorien, altså at mennesker altid handler ud fra, hvad der er rationelt og mest givtigt for den enkelte.

Sandheden er blot, at det meget sjældent sker og endnu sjældnere, når vi taler om pressede familier. Det er kendetegnet for loven, at der står rigtigt meget om straf, men meget lidt om hjælp til de mennesker, der er presset og har brug for hjælp.

Konsekvensen af loven er, at der kommer et tillidsbrud mellem de elever, der straffes, og de lærere, der på den ene side skal skabe en tæt relation til eleverne og opbygge et tæt samarbejde med især de elever, der har det vanskeligt med skolen, og på den anden side skal fungere som skarprettere for de samme elever og deres forældre. Yderligere øger det arbejdsbyrden på skoleleder og lærere og fjerner fokus fra deres primære opgave, at sikre børnenes trivsel, dannelse og ikke mindst uddannelse.

Enhedslisten stemte på det seneste BUU-møde nej til administrationsgrundlaget, fordi vi mener, at administrationen af loven bliver for stram og får en social slagside. Det skyldes, at loven er ren symbolpolitik og spild af administrative ressourcer.

Det er Enhedslistens opfattelse, at administrationsgrundlaget bør være så begrænset som muligt med fokus på forebyggelse. Vi vil hellere arbejde med solidaritet end med symbolpolitik.