Der gik ikke længe, før især de borgerlige økonomer og partier som Venstre og Radikale Venstre tilkendegav i medierne, at der var en økonomiske grænse for, hvor store økonomiske ressourcer Danmark skulle anvende på at helbrede den enkelte syge medborger.

Den økonomiske støtte burde spredes ud til de lande, der har størst behov for at få støtte til at bekæmpe sygesikring. Det burde foregå i FN-regi.

Det må siges at være en ny form for solidaritet, der er økonomiske begrænset. 

Det har formodentlig mod sig, at denne økonomiske begrænsning vil gælde for alle.

De to nævnte partier har været fremme med et forslag om, at Danmark skulle hjælpe Spanien og Italien, blandt andet med den begrundelse, at det ville styrke solidariteten imellem EU-landene.

Det ville formentlig virke underlig på en skatteborger, der får at vide, at et familiemedlem havde overskredet den økonomiske grænse for, hvad samfundet vil betale for helbredsudgifter, og dermed samtidig skal sendes mange penge til at helbrede mennesker i et andet land, (som ikke har den økonomisk begrænset solidaritet), med formålet om blandt andet at styrke solidariteten i EU.

EU's økonomiske politik var ikke under finanskrisen baseret på en solidaritet med de økonomiske ressourcesvage i EU.

Venstre og Radikale Venstre holdt sig ikke tilbage med at forringe det sociale sikkerhedsnet og velfærden og holdt fast på den usolidariske finansiering af satspuljerne, og begrebet solidaritet var på det tidspunkt fuldstændig fraværende i de nævnte partiers bevidsthed.

For eksempel var Margrethes Vestagers besked til de mange tusinder, der mistede dagpengeretten, “at sådan er det bare”.

Det er især Venstre-regeringens omprioriteringsbidrag på 2 procent på blandt andet sundhedsområdet, som har været med til at presse og forringe sygehusvæsenet med deraf følgende forringelser af sundhedsydelser.

Den noget flittige og populære brug af ordet solidaritet er mere udtryk for et ønske om at styrke tilslutningen til EU og grundlag for massiv erhvervsstøtte fra blandt andet de nævnte partiers side, hvor det er fuldstændigt fraværende over for borgere på overførselsindkomster, (og det ser ud til, at SF eller Enhedslisten også har glemt den gruppe borgere).

Det er usmageligt at bruge blandt andet coronavirus til at fremme en bestemt positiv holdning til EU – og give det udseende af, at det har noget med solidaritet at gøre.

Jeg har svært ved at se, at en EU-borgers liv er mere (eller mindre) værd end menneskers uden for EU.

Danmark burde efter evne og mulighed støtte for eksempel Italien, Spanien og resten af verden og ikke skele til, om det er et EU-land eller ej.

Den økonomiske støtte burde spredes ud til de lande, der har størst behov for at få støtte til at bekæmpe sygesikring. Det burde foregå i FN-regi.

Det vil også være en form for ægte solidaritet uden politiske bagtanke, som desværre foregår i øjeblikket i Danmark, hvor der er synlig forskel på, hvem der får og ikke modtager offentlig økonomiske støtte fra skatteborgerne. Et eksempel herpå er den just vedtaget mediestøtte beregnet til de borgerlige medier med store annonceindtægter – og det er uforståeligt, at Enhedslisten, der er med i medieforliget, tilsyneladende har glemt, at annonceindtægter ikke er ensbetydende med en saglig, nuanceret og kritisk journalistik.