Overenskomstforhandlingerne 2021 viser med alt tydelighed styrkeforholdet mellem de offentlige arbejdsgivere og fagforeninger. Forhandlingerne er foregået midt i en pandemi, hvor faglig mobilisering, aktioner og sammenhold har været udfordret af stramme restriktioner.

Nok må være nok, og arbejdsgiverne skal ikke blive ved med at spise os af med utilstrækkelige forlig!

Ikke desto mindre har covid-19 også tydeliggjort, at samfundet ikke kan køre rundt uden en stor, velfungerende offentlig sektor. Sygeplejersker, SOSU’er og pædagoger er blandt de offentlige faggrupper, der har fået at vide, at de udfører samfundsvigtigt arbejde – ja, de er ligefrem uundværlige og udgør en hjørnesten i samfundets opretholdelse og overlevelse. Det er svært at se ud af overenskomstforslagene.

Alle overenskomstresultater bliver forklaret med argumenter som ’det bedst opnåelige i situationen’ – OK21 er ingen undtagelse. Men hvor længe skal man egentlig acceptere utilstrækkelige overenskomster? Om man skal stemme ja eller nej til sin overenskomst må falde tilbage på overvejelsen: Er du tilfreds med din overenskomst? Hvis ikke så stem nej! 

Og Kommunistisk Partis Faglige Udvalg er ikke tilfreds. De indgåede forlig tilgodeser samlet set ikke de offentligt ansatte, og derfor anbefaler vi at stemme nej, når de sættes til afstemning.

Arbejdsgiverne har koldt og kynisk udnyttet covid-19. De udstak en alt for lav ramme for forhandlingerne, der ikke gav råderum til tilfredsstillende lønstigninger og markante forbedringer, som reelt kunne afspejle værdien af arbejdet i den offentlige sektor. OK21 gør ikke op med de historiske lønforskelle, men forstærker derimod uligheden mellem kvinder og mænd. En udmøntning af de generelle lønstigninger i procenter og ikke i kroner og øre resulterer i en øget afstand mellem top og bund blandt de offentlige ansatte.

Det kan heller ikke være rigtigt, at i en tid hvor det er de offentlige kollegaer, som har været en drivende kraft i samfundets overlevelse, så ligger de under for en reguleringsordning, der kan betyde, at den selv samme drivende kraft går ned i løn. 

Nok må være nok, og arbejdsgiverne skal ikke blive ved med at spise os af med utilstrækkelige forlig!