Stilladsarbejdernes Brancheklub af 1920 bakker vores forhandlere op i deres beslutning om i situationen at sikre, at vi ikke fik de vanvittige tidsler, som industriens forlig ville have tilført bygge- og anlægsoverenskomsten.

Vores nej er ikke et ja til konflikt, men et ja til et anstændigt arbejds-marked, og indtil da bliver der ikke ro!

Vi anerkender, at byggeriet ud fra vores vurdering har fået forhandlet det bedste forlig hjem i forbindelse med overenskomstforhandlingerne i 2020.

Vi havde dog heller ikke denne gang sendt vores forhandlere ind efter stigninger til os.

Vi sendte vores forhandlere ind for at fjerne skellet mellem vores udenlandske kolleger og os organiserede stilladsarbejdere, hvilket vi var villige til at betale for med vores stigninger. Resultatet undrer os oprigtigt.

Dansk Byggeri ville åbenlyst hellere lade vores organiserede danske arbejdsgivere betale os stigninger på meget mere, end vi krævede, i stedet for at være med til at sikre en sund og fair konkurrence mellem danske og udenlandske kolleger. Hvilket i øvrigt ville være med til at styrke vores anstændige organiserede arbejdsgiveres konkurrenceevne inden for byggeriet.

Vi bad om samme løn for samme arbejde inden for samme område, men vi fik det modsatte.

Tak for at I stod fast og kæmpede, indtil kamppladsen markant blev ændret.

Derefter tilpassede I jer og endte med et acceptabelt resultat, trods coronarevolveren for panden.

Men det bliver et ”nej tak” fra stilladsarbejderne i København. Vi har desværre kolleger, der ikke havde held med deres forhandlinger, og som nu anmoder fællesskabet om støtte. Det kan godt være, at stilladsarbejderne har misforstået, hvad fællesskab og solidaritet er …

Måske CO-Industri-forbundene har ret i, at alle bare er bedst tjent med det, der er godt for industrien … Og hvis ikke, er det ikke industriens problem.

Vi tror nu stadig på, at vi er stærkest, hvis vi allesammen stemmer sammen om det bedste samlede resultat for alle.

Det er i vores optik ikke solidaritet, at de stærke tager, hvad de ønsker, og derefter lader de små leve af krummerne fra de stores bord.

Vores nej er ikke et ja til konflikt, men et ja til et anstændigt arbejdsmarked, og indtil da bliver der ikke ro!

Med kollegial hilsen, på bestyrelsens vegne, Dag Vilhelmsen, formand.