Afgangsstudenterne er vrede, de kan ikke køre studentervogn, og de kan ikke få huen på. Sidstnævnte kan vi egentlig godt, men bare ikke efter bogen. Jeg skriver bevidst “vi”, da jeg selv er studerende og i princippet er godkendt til at få en hue på her til sommer, da jeg snart har færdiggjort den gymnasiale del af min eux-uddannelse.

Måske kunne det blive en sommer, hvor de øvrige uddannelser blev sidestillet med den gymnasiale uddannelse.

Der er ramaskrig i de studerende kredse, og det er utænkeligt – som ung studerende – ikke at falde med på det studerende flertals retorik, som kan opsummeres til dette: “Vi lover at blive på vognen og gå i karantæne bagefter, hvis bare vi kan få lov til at køre studenterkørsel i år. Det er en stor livsbegivenhed, der ikke kan rykkes til næste år”, skriver blandt andet hele 3. g-årgangen på Johannes Gymnasiet i et fælles debatindlæg til Dagbladet Information den 11. maj.

At opponere på dette eller et lignende udsagn, særligt som ung studerende, er ikke velkomment i samfundet – i øjeblikket. Der er nok meget få, der deler min tankegang.

Jeg vil dog ikke begræde at have gået glip af en tur i studentervognen efter min translokation, hvis det viser sig, at studenterkørsel over hele sommeren må aflyses.

En dyr fornøjelse

Jeg ville ærgre mig over det økonomiske aspekt, der er i dette ved at have gået glip af en sådan tur. For dét at køre studentervogn er ikke specielt billigt – for at sige det mildt.

Dem, der scorer pengene på de her vognture, altså ejerne af disse her vognfirmaer, er et par lurendrejere. De er storkapitalen i sig selv.

At skulle fragtes rundt i en sådan vogn koster hurtigt 30.000 kroner for en klasse a 20-25 personer at punge ud. Og det er bare for selve fragten, så kommer alkoholen, malingen, bannerne – og studenterhuen købt forinden – som der skal smides oveni dette.

Det er en god sjat penge per mand, og rigtig, rigtig mange penge for de unge mennesker, der kommer ud af en lavindkomstfamilie.

For mig er det voldsomt provokerende, at der er virksomheder, som kan score ualmindeligt høje summer på sådan noget.

Mangel på håndværkere og pædagoger

Én anden ting, der indignerer mig, er hele den offentlige essens samt tilgang til studenterkørslen. Det er en gammel, national tradition, det er jeg med på – men det gør den jo ikke mindre obskur. Studentervognen er nemlig et symbol på klassificeringen af samfundet.

Det er øjensynligt ikke lige så fint at uddannes til håndværker eller pædagog, selvom der er en tydelig mangel på begge nævnte eksempler i det danske samfund anno 2020.

Faktisk er der en så stor en mangel på ovenstående, at venstrefløjspartiet SF førte valgkamp med et suverænt fokus på netop pædagogerne, hvor der skal være en bedre minimumsnormering i børnehaverne og sfo'erne – der skal være flere voksne, flere varme hænder i institutionerne per tre-fire børn, end der er nu.

Måske kan denne pandemi få os til at tænke i andre baner som samfund. Måske kunne det blive en sommer, hvor de øvrige uddannelser blev sidestillet med den gymnasiale uddannelse.

Samtidig må der siges at være vigtigere ting at prioritere lige nu fremfor en tur i studentervogn. Det (måske) Ikke at kunne køre studentervogn med sin klasse må ses som værende et “first world problem”. Som verden ser ud lige nu.

Der er så mange uddannelser nu, hvor man er berettiget til at kunne få en hue på. Det gælder blandt andet: Eud, sosu-uddannelsen og sågar hvis man læser til landmand!

Der er altså gået sport i at pådutte rigtig mange nyere uddannelser denne studenterhue – i stedet for bare at sidestille disse uddannelser og anerkende dem, som de er, og ikke mindst anerkende deres vigtighed i samfundet.

Året er 2020, og vi har slået hul på et spritnyt årti. Vi skal væk fra den holdning om, at der er visse uddannelser, der er mere værd end andre.

Vi har hårdt brug for det ærlige arbejde i staten Danmark og ikke mindst en anerkendelse af de korte og kortere uddannelser.

Der er overhovedet ingen trængsel efter flere djøf'ere – tværtimod. Der er stor efterspørgsel efter arbejderen i vores samfund, og særligt på Christiansborg.

Vi må huske på, at vi er kun noget i kraft af hinanden.