Coronapandemien har for fuld skrue udstillet kapitalismens helbredstilstand. Vi har fået syn for, hvad den nyliberale revolution med dens ideologi om frasalg af statens ejendom og privatiseringer og outsourcing har af konsekvenser. En revolution, der blev igangsat af Reagan og Thatcher i 80’erne, og som er skyllet hen over hele verden, hvor villige disciple i land efter land gik samme vej.

Resultatet af nyliberalismens hærgen var, at sundhedssektoren i de forskellige lande ikke var forberedt, da coronavirus ramte. Heller ikke i Danmark.

I Danmark udgav Finansministeriet med Mogens Lykketoft som chefideolog under Nyrup-regeringen bogen ”Nyt syn på den offentlige sektor”, der kom med ideer til, hvordan den offentlige sektor kunne moderniseres og markedsgøres.

Samme år, i 1993, udgav Anders Fogh Rasmussen bogen ”Fra socialstat til minimalstat”. Minimalstaten betyder privatiseringer af offentlige tjenester og frasalg af statens ejendomme. Og det betyder, at markedet skal regulere alt.

EU-kommissionens formand, socialdemokraten Jacques Delors udgav i 1994 hvidbogen: "Vækst, konkurrencevne, beskæftigelse. Udfordringer og veje ind i det 21. århundrede". Den nyliberale ideologi gik sin sejrsmarch i hele den kapitalistiske verden.

Var ikke forberedt

Resultatet af nyliberalismens hærgen var, at sundhedssektoren i de forskellige lande ikke var forberedt, da coronavirus ramte. Heller ikke i Danmark. Der manglede værnemidler til de ansatte. Noget så simpelt som håndsprit var umuligt af fremskaffe. Danmark var ikke i stand til at forsyne sig selv. Staten havde nedlagt sine lagre og regnede med at kunne købe ind efter behov på verdensplan efter lean-princippet i den globaliserede verden.

Sundhedssektoren var heller ikke gearet til en sådan krise. Gennem årtier er der skåret ned på hospitalsvæsenet efter EU’s anvisninger. Og ældreplejen var ligeledes i bund. Personalet i disse sektorer har i årevis været udsat for ekstreme arbejdsvilkår. Læren må være, at alle besparelser må stoppe. I stedet skal der tilføres flere midler.

Det er tankevækkende, at de lande, der har klaret pandemien bedst, er dem, der har et erklæret socialistisk system. Det vil sige stater, der har et centraliseret statsligt sundhedssystem, og som har sat sundheden over profitten.

Velfærdsstater som for eksempel Norge og Danmark med et universelt statsligt sundhedsvæsen har også klaret sig godt, på trods af et sundhedsvæsen der var sparet ned til sokkeholderne.

Profit på bekostning af sundhed

De lande, der har klaret sig skidt, er der, hvor nyliberalismen har raseret staterne og ladet markedet råde over sundhedspolitikken. Der hvor sundhedsvæsenet og ældreforsorgen er privatiseret, så det drejer sig om at skaffe så meget profit som muligt på bekostning af den folkelige sundhed.

Det drejer sig blandt andet om de sydeuropæiske stater, hvor villige disciple havde gennemført privatiseringer af sundheds- og ældreplejen med en masse korruptionsskandaler i kølvandet.

Oveni kom, at de gældsplagede stater efter at være ramt af finanskrisen måtte acceptere lån i form af ”hjælpepakker” til at dække deres offentlige gæld.

De blev overvåget af en myndighed, der kom til at blive kendt som ”trojkaen" bestående af EU-kommissionen, Den Europæiske Centralbank og IMF. En af betingelserne for at modtage lån var privatisering af de offentligt ejede værdier. Dertil kom yderligere privatiseringer og outsourcing, som også havde fundet sted forud for finanskrisen. 

I Spanien så vi, hvordan den privatiserede ældrepleje, der har givet store indtjeninger til blandt andet den multinationale kæde DomusVi og det franske Orpea, var blevet forladt med døde ældre beboere i Madrid, og hvordan det hårdt plagede personale var ladt i stikken uden hjælpemidler. I Madrid var der kun 25 fuldt offentligt drevne plejehjem tilbage ud af 426.

I USA er det åbenlyst, at privathospitaler og private plejehjem overhovedet ikke er beregnet til en pandemi. De er beregnet til folk med penge og gode sygeforsikringer. 

Sundhedsvæsenet er hjerteblod

Heldigvis har vi i Danmark ikke fået så stor en privatisering på sundhedsområdet, som liberalisterne har ønsket. Der har været stor folkelig modstand, når der pilles ved vores sundhedsvæsen. Det er hjerteblod for danskerne. Fagbevægelsen har blandt andet været med til at organisere modstanden.

Specielt Venstre har haft et nært forhold til privathospitalerne. Og netop kravet om garantien af patientbehandling har været vigtig for dem at få genindført så hurtigt som muligt her under pandemien, så staten igen kan være malkeko for de profithungrende hospitaler. 

Der har været mere udlicitering af ældreplejen, hvor mange private firmaer er gået konkurs og er kommet tilbage til det offentlige. FOA har gjort en stor indsats mod privatiseringen af ældreplejen.

Det er også blevet synligt, at ethvert land må have en kritisk infrastruktur, som ud over sundhedssektoren indbefatter blandt andet energisektoren, fødevaresektoren, IT- og teleområdet, transportsektoren.

Socialdemokrater har solgt ud

I iveren efter at minimere staten har skiftende regeringer solgt ud af arvesølvet på flere af disse områder tilbage fra 1990’erne: Tele Danmark, Post Danmark, Postgiroen/Girobank, Datacentralen, Statens Vaccineproduktion, Københavns Lufthavn og så videre. Ja, faktisk er de fleste frasalg foretaget af to socialdemokratiske regeringer, Poul Nyrup og Helle Thorning-Schmidt. 

Hele denne kritiske infrastruktur, som oprindeligt var på statens hænder, var socialdemokratiske mærkesager, da de stadig betragtede sig selv som socialister engang for længe, længe siden – i begyndelsen af 1900-tallet. Sidenhen har socialdemokraterne været de fremmeste til at sælge ud, når de har haft regeringsmagten.

I en spørgetime for nyligt erklærede Mette Frederiksen sig enig i, at vi skal have en kritisk infrastruktur, når det gælder sundhedssektoren. Men hun slår dog fast, at det ikke skal være på statens hænder – og at det private erhvervsliv klarer det fint. Så hun drager ikke læren af den nuværende situation.

Derfor må vi kræve, at staten fremover skal være i stand til at sikre sin egenproduktion af værnemidler og vacciner. Man kan ikke være afhængig af profithensyn. I det hele taget er det vigtigt, at vi kræver, at den kritiske infrastruktur skal være i statens hænder. Uden det kan en stat ikke agere selvstændigt.

Kravene om, at staten skal organisere en centraliseret sundhedssektor, en god ældrepleje, produktion af værnemidler og vaccine og en statslig ejet kritisk infrastruktur, peger også frem mod socialismen. For sådan vil det blive til den tid.