Kære byrådspolitiker i Aalborg Kommune
Jeg ved, at min henvendelse kommer i 11. time. Jeg ved, at flere af mine fagfæller har prøvet at advare om konsekvenserne af de påtænkte besparelser i sundhedsplejen. Alligevel figurerer de fortsat i det budget for 2021, som skal besluttes på byrådsmødet i morgen torsdag den 8. oktober.
Hver investeret krone tidligt i et barns liv giver økonomisk afkast på både kort og lang sigt.
Derfor denne henvendelse med en opfordring: Stem ikke for besparelserne i sundhedsplejen. Giv ikke små børn dårligere betingelser her i livet, bare fordi de fødes i Aalborg Kommune.
Hvis du siger ja til budgettet, siger du samtidig ja til større ulighed i sundhed og til en øget risiko for, at små børn, der har brug for hjælp, bliver overset.
Måske er det fint for dig – du har truffet beslutningen med åbne øjne – men jeg undrer mig. En besparelse på sundhedsplejen får både konsekvenser for små børn og deres familier og bliver i sidste ende dyrere for Aalborg Kommune.
I dag tilbyder Aalborg Kommune allerede ét hjemmebesøg mindre, end Sundhedsstyrelsen anbefaler. Med besparelserne vil familier fremover blive tilbudt færre besøg i barnets første leveår, end de tilbydes nuværende.
Færre besøg øger risikoen for, at børn og familier, der har brug for hjælp, bliver oversete. Det kan både få alvorlige konsekvenser for børnenes liv og for økonomien. International forskning (Heckmann-kurven) viser klart, hvordan hver investeret krone tidligt i et barns liv giver økonomisk afkast på både kort og lang sigt.
Aalborg Kommunes sundhedspolitik for 2019-2022 fastslår, at ulighed i sundhed er en af de største sundhedspolitiske udfordringer. Men noget af det, der netop kan ændre på den ulighed, er sundhedspleje.
Sundhedsplejersken kommer i 98 procent af alle hjem og er den eneste sundhedsfaglige person, der ser et barn de første fem uger af dets liv.
Derfor er det vigtigt at sige: Lad være med at skabe en stor samfundsmæssig udgift for at spare sølle en million her og nu. Giv ikke din accept af en forringet sundhedspleje i Aalborg Kommune.
Med venlig hilsen
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278