Den 15. marts 2021 var det 10-året for, hvad der startede som fredelige protester mod Assads undertrykkende regime, og som senere udviklede sig til det, det er i dag, borgerkrig.

I de år har jeg sammen mange andre set på syrernes lidelser og ofre og håbet på, at krigen fik en ende.

Jeg føler mig overbevist om, at flertallet af danske vælgere ikke kender dansk flygtningelov-givning ret godt.

Mange danskere har i mellemtiden mødt syriske flygtninge på deres arbejdsplads, studie, i skolen eller børnehaven. Nogle har fået nye venner eller endda bonusbørnebørn.

Jeg selv besluttede en dag i 2015, at jeg ville tolke til et velkomstarrangement i Aarhus afholdt for de nye borgere, da det gik op for mig, at gruppen af syrere, der blev budt velkommen, ikke fik en oversættelse, selvom de stort set lige var ankommet.

Da det fine arrangement var slut, stod jeg med en lidt mærkelig fornemmelse af, at nu gik vi allesammen hjem til os selv, og tilbage stod så de mennesker, der havde mistet både familie, venner og netværk.

Enden blev, at jeg inviterede dem allesammen hjem på middag et par uger senere, hvor jeg havde samlet venner og naboer.

I årenes løb har jeg set, hvordan fædre næsten er visnet af længsel efter deres børn, som de måtte vente på i årevis, fordi familiesammenføringsreglerne blev strammet. Lyttet til ulykkelige og desperate mødre, der sad fast i Syrien og frygtede, at de aldrig nåede ud i live, fordi deres mænd ikke kunne få dem ud og få familien samlet med det samme.

Mødt mindreårige der efter flere år alene i Danmark endelig fik familiesammenføring med deres forældre, blot for at blive informeret om, at de selv skulle dække alle omkostninger.

Men jeg har også set, hvordan børn lærte dansk forbløffende hurtigt, hvordan folk kom i arbejde og begyndte at studere, og hvordan der pludselig skød nye forretninger op i gadebilledet.

Frivillige har hjulpet med alt fra danskundervisning til betaling for flybilletter, og venskaber er blomstret op på kryds og tværs af generationer.

Jeg har talt med børn, der frygter at de nu bliver sendt tilbage. Store piger der har forstået præcis, hvordan regeringens politik virker:

Når de fylder 18 år og skal søge selvstændigt asyl, risikerer de at miste deres opholdsgrundlag, hvis de kommer fra ét af de steder, Danmark har bedømt sikkert.

– Også selvom deres far og brødre fortsat har asyl, og deres mor fortsat er familiesammenført.

Mødre med selvstændigt asyl oplever at miste deres asylgrundlag og må sige farvel til mand og børn, enten for at bo adskilt fra dem på et udrejsecenter på ubestemt tid, (fordi Danmark trods alt ikke samarbejder med Assad), eller for at tage tilbage til Syrien med alle de risici det indebærer.

Det er alt sammen en del af en politik, der har massiv opbakning i Folketinget, men som møder kraftig kritik i FN, EU, Amnesty, Dansk Flygtningehjælp, og mange andre ngo'er.

Jeg føler mig overbevist om, at flertallet af danske vælgere ikke kender dansk flygtningelovgivning ret godt. Konsekvenserne af vores politik dækkes sjældent med tørre facts – måske fordi det er “kedelige” nyheder. Jeg tror, at der er et flertal blandt vælgerne, der vil være overraskede, hvis de forstår, at “børnenes statsminister” viderefører og forstærker en lovgivning, der skiller børn fra den ene af deres forældre.

At Danmark ikke har inkorporeret Børnekonventionen i dansk lovgivning, og at flere partier, inklusiv Socialdemokratiet, i 2020 stemte mod at inkorporere Børnekonventionen i dansk lov, da SF foreslog, at Danmark skulle følge de øvrige nordiske lande.

Assad er fortsat ved magten.

EU parlamentet har så sent som den 11. marts klart opfordret Danmark til at ophøre med at fratage syriske flygtninge deres opholdsgrundlag, (ligesom vi er blevet opfordret til at hjemtage egne statsborgere fra syriske fangelejre.)

Jeg har i den anledning sendt den nedenstående pressemeddelelse ud, men har desværre ikke fået et eneste medie i tale. Derfor medsender jeg den sammen med over 500 underskrifter på en protest. Læs listen igennem. Der er mennesker fra alle sociale lag og alle steder i landet.

Danmark har plads til flygtninge, og vi har en forpligtigelse til at beskytte mennesker mod krig. Det er vi fortsat mange vælgere, der mener.

>> Læs protest med navne (lettere redigeret og layoutet af Arbejderen)