Valby den 24. marts 2020

OK20 var overenskomstforhandlingerne, hvor vi fik sat social dumping på dagsordenen i hele landet. Der blev skabt en stemning og en styrke, som viser, at vi er klar til at gå hele vejen for at få nogle bedre og mere effektive redskaber til at tage kampen op mod social dumping i vores branche.

Hvis “sammen om OK 2020” skal give mening, er vi nødt til at være solidariske, ellers vil grundlaget for sammenhold imellem dem, der er blevet savet helt over, og os andre, der har fået noget, der er tåleligt, være forsvundet ... ved OK 2023.

At vi ikke stod fast og tog kampen denne gang skyldes udelukkende, at landet blev lukket ned på grund af coronapandemien. På baggrund af denne mistede vi reelt vores stærkeste våben i forhandlingerne, nemlig muligheden for konflikt.

Det udnyttede arbejdsgiverne i Dansk Byggeri. Det er dybt kritisabelt, og det kommer vi ikke til at glemme. Det har gjort, at vi vil stå endnu stærkere sammen ved OK 2023.

En del af de mindre forbund er blevet kørt over af arbejdsgiverne. De har reelt ikke haft nogen forhandlinger, men er blevet udsat for diktat fra arbejdsgiverne: Æd vores tilbud, eller spis mæglingsskitsen, hvilket er det, der er sket.

Så vi fik ikke det løft i bunden, som var hovedkravet, og heller ikke andre redskaber til at bekæmpe social dumping. Derfor er vi på ingen måde tilfredse med forliget.

En række “tidsler” i industriforliget er blevet forhandlet ud. Vi har fået nogle få og små forbedringer samt lidt stigninger på satser og procenter, som vi sandsynligvis havde mistet, hvis ikke vi havde indgået forlig. Med de ekstremt ringe forhandlingsmuligheder, der var, og med indgangsvinklen til forhandlingerne er det godt gået af forhandlerne.

Hvis “sammen om OK 2020” skal give mening, er vi nødt til at være solidariske, ellers vil grundlaget for sammenhold imellem dem, der er blevet savet helt over, og os andre, der har fået noget, der er tåleligt, være forsvundet fuldstændigt ved OK 2023.

Derudover er vi i vores branche bange for, at vi bliver kørt over i forhold til udenlandsk arbejdskraft af en masse plattenslagere, arme-og-ben (falske selvstændige) med flere fremover på baggrund af coronakrisen. Flere virksomheder vil være presset økonomisk, og incitamentet for at bruge underbetalt udenlandsk arbejdskraft vil derfor stige.

2,50 kroner om året på mindstelønnen løfter ikke noget for ret mange af vores danske medlemmer, og skellet mellem danske og udenlandske kollegaer er ikke blevet mindre, her ville et værn i form af kædeansvar eller lignende mod social dumping have været en større hjælp.

Der burde ud fra vores betragtning i forhandlingerne været satset i lige så stor grad på et kædeansvar, da det kun er de reelle virksomheder, der alligevel betaler minimumsløn til vores udenlandske kollegaer. Alle de andre, og dem er der mange af, betaler stadig kun sorte lønninger, og uden kædeansvar er det uden konsekvenser at spekulere i at bruge disse som underentreprenører.

Bestyrelsen for Tagpaparbejdernes Brancheklub København anbefaler derfor et nej til overenskomstforliget og mæglingsskitsen.