Om få uger går Storbritannien til parlamentsvalg, og hvis meningsmålingerne holder stik – hvad de sjældent gør på den anden side af kanalen – står premierminister Boris Johnsons konservative regering til sejr.

Målet var at tilintetgøre den britiske arbejderklasse som en økonomisk og social magtfaktor og erstatte den med en samling enkeltindivider, hvor alle kæmper for egne interesser.

Men midt i al hurlumhejet om brexitprocessen er det værd at kigge 40 år tilbage, hvor premierminister Margaret Thatchers regering efter valgsejren i foråret 1979 påbegyndte den revolution, der ændrede Storbritannien radikalt og på samme tid lagde grundstenen til det neoliberale økonomisk-sociale system, som det meste af verden – herunder Danmark – fortsat lider katastrofalt under.

“Dette samfund skal flyttes i en helt ny retning, vi skal ændre den måde, vi betragter tingene på, og vi skal skabe en helt ny måde at tænke på,” lød opfordringen fra den nyvalgte konservative regeringsleder til sit parti, hvis ledelse var 100 procent indstillet på at gennemføre et decideret korstog mod den britiske arbejderklasse, som med det magtfulde minearbejderforbund i spidsen i 1974 havde tilføjet premierminister Edward Heaths konservative regering et ydmygende nederlag, et nederlag de konservative aldrig glemte.

I centrum af dette konservative økonomisk-sociale-ideologiske korstog var bestræbelserne på at opløse den britiske arbejderklasses traditionelle værdier, institutioner og de industrier, som dannede den britiske arbejders eksistensgrundlag. Målet var at tilintetgøre den britiske arbejderklasse som en økonomisk og social magtfaktor og erstatte den med en samling enkeltindivider, hvor alle kæmper for egne interesser.

“Et samfund som sådan findes ikke. Der er mænd og kvinder, og der er familier,” lyder en af Margaret Thatchers berømt-berygtede udtalelser. Hendes mål var at udrydde den forestilling, at mennesker kan forbedre deres tilværelse via kollektive aktioner. I stedet skal man ved egen hjælp “hive sig selv op ved hårene”, lyder en anden af Thatchers dogmer.

I det nye Storbritannien ville alle ifølge disse tanker kæmpe for at stige til vejrs på den sociale trappestige, med andre ord erstatte stoltheden over at tilhøre arbejderklassen med et ønske om at forlade denne klasse og i stedet komme til at tilhøre den såkaldte middelklasse – en proces som nok ikke er helt ukendt i nutidens Danmark og i andre europæiske lande.

Thatcher-regeringens angreb på Storbritanniens traditionelle industrier – stål- og kulminedrift – og på landets fagbevægelse var det mest skæbnesvangre siden generalstrejken i 1926. Det var ikke blot den kendsgerning, at den totale ødelæggelse af landets forarbejdende industri lagde store dele af primært det nordlige England og Wales i økonomiske ruiner med enorm arbejdsløshed, fattigdom og med alle de sociale problemer, som følger i kølvandet heraf.

Enhver, der besøger en af de gamle minebyer i Yorkshire nu 35 år efter minearbejderstrejken i 1984-85, som med et brutalt politi og militær i spidsen – godt hjulpet på vej af en splittet fagbevægelse – endte med et nederlag for de heltemodigt kæmpende minearbejdere, kan med egne øjne se de katastrofale virkninger af Thatcher-regeringens effektive klassekrig.

Ud over det direkte angreb på den britiske arbejderklasse gennemførte Thatcher-regeringen på samme tid omfattende besparelser på de offentlige budgetter, skattelettelser til de rigeste samt en enorm privatiseringsbølge, der stort set omfattede hele samfundets infrastruktur med opsplitningen af landets jernbanesystem som et af de mest skræmmende eksempler. Hertil kom en økonomisk politik, som medførte en yderligere stigning i den i forvejen høje arbejdsløshed.

“De konservative kom til magten og begik en række katastrofale økonomiske fejl, der fik pundet til at stige kraftigt, hvilket gjorde eksporten enorm dyr og mindre konkurrencedygtig. Regeringen tillod tillige en inflation på 20 procent og en rente på 17 procent, hvilket var gift for den forarbejdende industri,” lyder en bidende kommentar fra Larry Elliott fra det anerkendte dagblad The Guardian.

Men Thatcher og hendes konservative fæller nåede deres mål: Godt betalte, sikre arbejdspladser, som folk var stolte af, arbejdspladser, som havde været indbegrebet af arbejderklassens identitet, blev fjernet fra Jordens overflade. Det meste af, hvad man forbinder med Storbritanniens arbejderklasse, forsvandt, og kimen blev lagt til det samfund, vi nu kender fra vort eget land: Et samfund hvor evnen til at berige sig på andres bekostning er den højest opnåelige dyd.

Labour halter efter i meningsmålingerne op til det britiske parlamentsvalg den 12. december, men partiet har varslet, at målet er at gennemføre en “omvendt Thatcher”, det vil sige blandt andet en renationalisering af landets infrastruktur samt en mere retfærdig skattepolitik og øgede sociale investeringer.

Men Storbritanniens industrielle hjerte samt arbejderklassens identitet fik Thatcher og efterfølgere smadret til ukendelighed, også godt hjulpet på vej af de såkaldte “New Labour”-regeringer, der med premierminister Tony Blair som hovedtalsmand efterfulgte de konservative fra 1997.