Kære Leif Lahn Jensen
Som beskæftigelsesordfører hos Socialdemokraterne er du i disse dage med til at forhandle den nye sygedagpengereform på plads. Reformen er netop blevet førstebehandlet i Folketinget. I går skulle Beskæftigelsesudvalget, som du er medlem af, forhandle videre om den.
Patienter med alvorlige sygdomme kan ligge i hospitalssengen, mens sygedagpengene tages fra dem.
Der er flere gode elementer i reformen, men der har sneget sig en gevaldig tidsel ind, som vi i Gigtforeningen vil opfordre dig til at luge væk, før det er for sent.
Da du og dine kolleger i Folketinget præsenterede reformen tilbage i december, stod der, at sygedagpengene som noget nyt kan forlænges efter fem måneder ved ”alvorlig, livstruende sygdom”. Nu er der tilføjet følgende i bemærkningerne til loven: ”Hvor der er begrundet tvivl om overlevelse.”
Netop denne tilføjelse vil vi gerne gøre dig særlig opmærksom på. Det er en ond tidsel i reformen. Den vil betyde, at patienter med alvorlige sygdomme, for eksempel kræft eller inflammatoriske gigtsygdomme, kan ligge i hospitalssengen, mens sygedagpengene tages fra dem, med mindre lægen skriver under på, at de er i livsfare.
Er det virkelig det, du vil? Synes du og Socialdemokraterne, at det er rimeligt over for alvorligt syge mennesker?
Det er endnu ikke for sent at fjerne tidslen. Du kan for eksempel foreslå, at man ændrer formuleringen, så alvorligt syge ikke får frataget deres sygedagpenge, inden de er afklaret. Vil du arbejde for det?
I Gigtforeningen glæder vi os til at høre dit svar. Det er der sikkert mange andre, der også gør.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278