USA er en supermagt. Ikke mindst når det gælder medier. Præsidentvalget har flydt ud over alle bredder.

De samme spørgsmål er stillet igen og igen. Og de samme svar er gentaget lige så ofte. På alle kanalerne. Nu hvor de 12 milliarder kroner, som valgkampen har kostet, er brugt, og valget er overstået, melder spørgsmålet sig – var det det værd?

Valget af Obama synes at have skabt en udbredt lettelse. Ikke så meget på grund af Obama, men fordi alternativet var skræmmende. Man kan åbenbart blive glad for lidt, selvom Demokraterne er Venstres søsterparti.

Partimaskinerne har skabt en to-parti stat, som på lange stræk kunne være ét parti. Selv en Søren Pind vaklede mellem dem. Er det et demokratisk system?

Der er noget mærkeligt ved USA. Alle ved jo også, at der er over to millioner i fængsler, at der er 5 millioner straffede, der ikke har stemmeret, at landet fører uretfærdige krige, at Wall Street gør kriserne dybere, at 46 millioner amerikanere lever på madkuponer. Vi ved, at 46,2 millioner amerikanere samt et ukendt antal illegale, lever under fattigdomsgrænsen, svarende til 15 procent af befolkningen. I en by som New York er det mere end hver femte. Der er masser af fundamentale og negative forhold i USA.

Min pointe er, at de førende medier beskriver det som blot et træk ved USA, et kuriøst særkende hos en kammerat. Hvor er indignationen? Hvor er protesten? Mange fænomener er upåtalte, kun fordi de optræder i USA.

Da lyset blev tændt på Manhattan var historien slut. Der er stadig en million uden strøm.

Følgerne af superstormen Sandy viser egentlig USA's klassekarakter som et åbent benbrud. Da lyset blev tændt på Manhattan var historien slut. Der er stadig en million uden strøm. Mange mangler mad, et sted at overnatte, penge og meget andet. Kritikken vokser. Det er overvejende fattige områder i New Jersey, på Staten Island, Rockaway og Red Hook i New York City. Mange råber på assistance. Og den er kommet fra spontane organiseringer og mere etablerede organisationer på frivillig basis. Under sloganet Occupy Sandy har Occupy Wall Street bevægelsen organiseret mad, strøm og meget mere.

Når katastrofer rammer lavindkomstområder er hjælpen beskeden og ambitionen om udbedringer begrænset til "normalisering". Der er masser af områder i amerikanske byer, som er i reel nødtilstand – i krise. Og som har været det i snart 40 år. Hvad mener myndighederne, når de taler om at bringe de stormramte områder tilbage til normalen? Hvorfor ikke hjælpe folk ud af den lange krise, der har ramt dem, ikke blot som individer, men som bysamfund?

Efter terrorangrebet på World Trade Center udbetalte forbundsregeringen uden at blinke pæne summer til ofrenes familier. Men sådanne penge var ikke i spil til ofrene for orkanen Katrina, der i 2005 overskyllede New Orleans. Her var ofrene fattige og var ikke en del af en national manifestation af hævn og magt. Mange er ikke vendt til bage til New Orleans, en del bor stadig – midlertidigt – i New York.

USA's vej er vigtig at holde øje med. Meget af det de udvikler derovre bliver importeret he til som tankegods, modeller og strategier. Neoliberalismen var i høj grad sådan et produkt. Nul-tolerance er et andet. Det samme er partnerskaber, hvor private overtager dele af før offentlige funktioner, så de glider ud af demokratisk kontrol. Lavlønsstrategier for at presse arbejderne. Individualisering af ansvaret med det argument, at hvis du ikke har et job, er det nok din egen skyld.

Der er mange genklange på Christiansborg, hvor tænkningen sivede hurtigt ind i Finansministeriet i 1990'erne og siden har bedt sig, og har sat sig dybt i den nuværende regering, også. Vil det udvikle sig til en katastrofe, som fører os frem mod en mere permanent undtagelsestilstand? Normalen er forbi.