Den 25. maj 2018 blev to unge tyrkiske nationalister fremstillet i Københavns Byret, anklaget for kvalificeret vold af særlig rå, brutal og farlig karakter. De fik efterfølgende to års fængsel. En fredelig demonstration mod Tyrkiets invasion af den syriske region Afrin blev ekstremt farlig at deltage i.
Regimets fang-arme rækker ud i Europa, både når det gælder om at kriminali-sere kurderne og endda likvidere politisk aktive kurdere.
Da kurderen Saime Bilen trådte ind på Den tyrkiske ambassade i Danmark den 24. juli, havde hun næppe forestillet sig, at hun ugen efter måtte foretage et smertefuldt telefonopkald til sin mor og fortælle, at de højst sandsynligt ikke mere ville mødes ansigt til ansigt.
Saime Bilens forbrydelse består i, at hun som kurder har kritiseret Recep Erdogan og hans regeringsparti AKP og forfølgelsen af kurderne i Tyrkiet.
Men regimets fangarme rækker ud i Europa, både når det gælder om at kriminalisere kurderne og endda likvidere politisk aktive kurdere. Som det skete i 2013, da Sakine, Fidan og Leyla, som var politisk aktive for et frit Kurdistan og arbejdede i et kurdisk informationscenter i Paris – knælende side om side – blev nakkeskudt.
Saime Bilen er 47 år gammel og kom til Danmark i 1991 – som 18-årig. Hun blev senere gift, fik tre døtre, uddannede sig til pædagog og er i dag ansat på en folkeskole i en af Københavns omegnskommuner.
Parlamentarikere fængslet
Ved valget i 2015 fik det prokurdiske parti HPD 13 procent af stemmerne, hvilket betød, at Recep Erdogans parti AKP mistede sit absolutte flertal.
Samtidig blev der udskrevet nyvalg til den 1. november. I månederne op til nyvalget blev kurdere myrdet, forfulgt, fængslet og truet. Det prokurdiske partis kontorer blev afbrændt eller ødelagt med det tyrkiske politi som tilskuere. Partiets brochurer blev forbudt ved lov, og sikkerhedsstyrker hentede familiemedlemmer til de opstillede kandidater og myrdede dem på brutal vis.
Alligevel lykkedes det HPD at komme ind i parlamentet med 10 procent af stemmerne. Derefter blev de alle fængslet på trods af politisk immunitet og har fået årelange fængselsdomme for “terrorisme”, og i de byer, hvor de havde borgmesterposter, eller hvad som svarer til et byrådsmedlem, er de blevet fjernet og sidder i hundredvis i beskidte tyrkiske fængsler – alle sigtet for terrorisme!
I den periode var Saime Bilen forkvinde for Den kurdiske folkeforsamling i Danmark, der som mange organisationer og enkeltpersoner protesterede mod, hvad som skete i Tyrkiet. Dette foregik med fuldt ud lovlige midler via skrivelser, deltagelse i demonstrationer, oplysende arrangementer og forsøg på at inddrage danske politikere i Tyrkiets forfølgelse af kurderne.
Noget for noget
I de forløbne år før ovenstående stillede daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen i 2009 op til posten som NATO's generalsekretær – men manglede Tyrkiets afgørende stemme, og derved startede en af af de mest sorte kapitler i Danmarks retshistorie.
Tyrkiet skulle have “noget for noget” og krævede, at det danske retssystem lukkede den kurdiske TV-station ROJ TV, som havde sendetilladelse fra Danmark.
Den danske stat indledte en retssag mod ROJ TV – og samme år fik Anders Fogh Rasmussen den afgørende stemme fra Tyrkiet. 1. august 2009 tiltrådte Anders Fogh Rasmussen stillingen som NATO's generalsekretær.
ROJ TV var 40 millioner kurderes stemme og sendte nyheder, informationer, musik, sundheds- og kulturprogrammer.
Allerede i juni 2005 anmeldte Tyrkiets ambassade i København ROJ TV for overtrædelse af terrorloven, og politiet gik i gang med at undersøge, om der skulle rejses tiltale.
Statsadvokaten fandt sagen for mangelfuld. Desuden havde det danske Radio- og tv-nævn tre gange underkendt den tyrkiske stats krav om lukning, da ROJ TV ikke sendte mere om PKK end andre TV-stationer i verden.
Alligevel kunne Tyrkiet diktere Højesterets afgørelse den 27. februar 2014: Selskabet ROJ TV A/S, der var fundet skyldig i at have fremmet terrorvirksomhed, blev frakendt retten til at udsende TV.
Selskabet ROJ TV A/S var af landsretten fundet skyldig i at have fremmet PKK's terrorvirksomhed gennem TV-udsendelser i en periode over fire år. Alle involverede personer blev frifundet – en TV-station blev dømt!
De ti kurdere, som var anklaget for gennem ROJ TV at have kanaliseret 140 millioner kroner til PKK, blev alle frifundet i anklagerne i landsretten den 8. juni 2016 – efter opslidende retsmøder i årevis.
Fordømte det alle kunne se
Saime Bilen blev i 2018 udenrigspolitisk observatør i Kurdisk Kvindeforening (Danmark) og besidder fortsat denne post.
I januar 2018 besatte Tyrkiet Afrin i Syrien.
Den 9. oktober 2019 invaderede Tyrkiet den kurdiske region Rojava i Syrien med bomber, lemlæstelse, brug af fosfor (Wessling-laboratoriet, Schweiz) tortur og titusinder af flygtninge.
I Rojava havde kurderne bekæmpet ISIS (Daesh) og lidt store tab – i en alliance med Vesten.
Saime Bilen var aktiv – på lovlig vis – og fordømte Tyrkiets handlinger mod, hvad vi alle kunne læse, høre og se optagelser af.
På trods af overtrædelse af et andet lands suverænitet tav politikerne. Ifølge Folkeretten “om ikke at gribe ind i forhold, der i det væsentlige hører ind under en stats eget myndighedsområde (art. 2, stk. 7)”, havde Tyrkiet invaderet to regioner i Syrien, hvor flertallet af indbyggerne var kurdere, og som var de to regioner, som havde lidt mindst under krigen i Syrien.
Noget i gærde på ambassaden
Da Saime Bilen henvendte sig til Den tyrkiske ambassade i juli, skulle hun besøge sin familie i Tyrkiet og have fornyet sit pas. En ren formalitet.
Fornemmelsen af, at noget var i gærde, slog hende allerede ved ankomsten. Hun fik en uhørt venlig behandling, hvilket kurderne ikke er vant til på Den tyrkiske ambassade.
En vagt viste hende ind i et venterum. Her afleverede hun sit pas, det danske sygesikringsbevis og nye pasbilleder til vagten.
Efter en rum tid blev hun hentet op til samtale med en ansat ved ambassaden, Filiz Derman.
Hun informerede Saime Bilen om, at det tyrkiske justitsministerium, udenrigs- og indenrigsministerium havde udsendt en arrestordre, men hvis hun ville til Tyrkiet, kunne ambassaden give hende en rejsetilladelse. Saime Bilen takkede selvfølgelig nej tak.
Dagen efter sendte hun en mail til ambassaden for på skrift at få at vide, hvad hun var anklaget for, hvorfor ambassaden ikke havde givet besked om arrestordren på hendes adresse i Danmark eller på den adresse i Tyrkiet, hvor de kunne sende offentlig post? I samme skrivelse redegjorde hun for, hvilke aktiviteter hun havde deltaget i i Danmark. Det gav ikke det store resultat.
Efterfølgende har Saime Bilen optaget en telefonsamtale med Filiz Derman, “hvor ambassaden ikke kan udtale sig om arrestordren, men siger, at det måske er som vidne i en sag eller nogle spørgsmål om din aktivisme – det behøver ikke at være alvorligt”!
Erdogan og den tyrkiske tænketank SETA
Saime Bilen er registreret som nummer to i Danmark i den tyrkiske tænketank SETA's rapport, som udkom i marts 2019. Registreringen består i, at hun er i ledtog med eller er en PKK-terrorist. Den første på listen er en af de frifundne fra ROJ TV-sagen. Som det sker i Tyrkiet, giver PKK-stemplet frit lejde til regimet til at handle, som det vil.
Hun har nu fået frataget sit tyrkiske pas og kan ikke få dansk pas, fordi hun skylder SU (gæld til det offentlige). Reelt er Saime Bilen nu statsløs og kan ikke rejse ud af landet. Derfor må Danmark handle og give de statsløse kurdere konventionspas.
Saime er ikke den eneste kurder, som er bragt i denne situation. Blandt andre nye statsløse er en af de frifundne fra ROJ TV-sagen.
Der er en klar forbindelse mellem den tyrkiske præsident Erdogan og tænketanken SETA.
Tænketanken er grundlagt af en af hans toprådgivere. Alle de rapporter, SETA laver, understøtter Erdogan og hans regering.
Tænketanken SETA benægter at arbejde for den tyrkiske regering og påstår sig politisk uafhængige, hvilket ikke er muligt i skyggen af Erdogan og hans styre.
Tyrkiet er det land, som har fået flest domme ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.
Den 666 sider lange rapport fra marts 2019 navngiver få danske politikere og journalister, men især flere herboende kurdere og få etniske danskere og stempler dem som en del af PKK's netværk i Europa.
I forhold til SETA-rapporten meddelte PET, at de ville kontakte alle de nævnte personer i Danmark. Jeg har ikke hørt om en eneste, som er blevet kontaktet.
På grund af mine kontakter, skrivelser, taler og deltagelse i demonstrationer mod Tyrkiet er jeg også nævnt i rapporten, hvilket i perioder har medført en uhørt chikane.
At føre en retssag mod tænketanken SETA er ikke muligt, da sagen skal føres i Tyrkiet. Saime forsøger via en advokat i Tyrkiet at få udleveret sin arrestordre og få svar på, hvad hun er anklaget for.
Hensynet til en aftale mellem EU og Tyrkiet, om at Tyrkiet skal holde de traumatiserede, nødlidende krigsflygtninge og desperate migranter væk fra Europa, og en pung med 22,5 millioner kroner til regimet har højeste prioritet samt selvfølgelig handelsaftaler og NATO-samarbejdet.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278