Der er noget voldsomt galt, når vi snakker uddannelse herhjemme. Der lægges vægt på det mest obskure frem for at fremme en egentlig nyttig lærdom i form af emner som for eksempel politik – indenrigs som udenrigs – samfundsforhold, historie, politisk historie, religion, religion og ideologi-kritik.

Man oplæres ikke i, hvad det er, der sker udenfor skolebøgerne, skolehæfterne og skoleinstitutionen.

Når jeg skriver, at der lægges vægt på det mest obskure frem for det, der egentlig er vigtigt at lære (opridset ovenfor), så kan det være rigtig, rigtig mange ting.

For eksempel i faget engelsk på B-niveau på eux-uddannelsen, dér vægtes emner som samfundsforhold, politik, globalisering, verdenshistorie eller lignende ikke særligt højt. Og det er meget beklageligt, da faget engelsk er jo et humanistisk fag, ej at forglemme, men hvordan kan det være, at det politiske, det kulturhistoriske, det religiøse med mere skal køres så nemt over?

Man har om sådanne emner i så stor stil, men man formår aldrig rigtig at komme i dybden med et så vitalt emne som for eksempel politik, og da faget er engelsk, ville man jo typisk tage udgangspunkt i amerikansk politik – det oplagte valg – men skam også britisk politik og hele brexitballaden, der er altså nok at tage af.

Men man kommer ind på meget, meget lidt. Altså et lille udsnit af så store, spændende og nødvendige emner, ikke mindst.

Alt dette hører altså ikke hjemme i et fag som engelsk, i hvert fald ikke de dybere analyser og det mere gennemarbejdede og researchede stof. Næh, her er fokusset udelukkende på det sproglige engelsk og det grammatiske. Det er egentlig til dels forståeligt, men procentsatsen behøver ikke at hedde 80/20 eller 90/10 til det grammatiske favør.

Min kritik udspiller sig ikke blot af en enkeltstående episode, det er en generel analyse af mit studieforberedende år på handelsskolen i Roskilde.

Et år, hvor man nærmest blev skildret som en reel politisk kommentator eller lignende, blot fordi at man har en viden om det politiske, som man selv synes, at man kan være bekendt.

De andre i klassen sad næsten måbende, når man kunne forklare ordet “liberal”, som har en væsentlig anden betydning i det engelske sprog, end det har herhjemme, et andet eksempel kunne være, at man kunne opremse tidligere engelske premierministre, det skabte også en enorm overraskelse – endda hos underviseren.

Jeg mener, at det er et generelt problem, at den viden om ens samfund sker gennem egne anskuelser og erfaringer, altså dermed praktisk viden.

Denne samfundsfaglige viden sker ikke gennem uddannelsessystemet, men det er noget, vi øjensynligt, hver især må tillære os. Sådan er det jo bare for ikke med matematikken for eksempel. Et sådant fag formår at blive terpet og vendt i en skoletid på minimum 12-13 år.

Det samme kan man ikke sige om fag, der egentlig har en vis betydning, en vis værdi og en enorm nødvendighed. Her er tale om fag som historie, samfundsfag, religion og lignende. Tallet slår altså endnu en gang det menneskelige.

Jeg har svært ved at se, hvad 12-13 års skolegang for mit vedkommende med matematikken og de dertilhørende økonomiske fag har klædt mig på til. Jeg kan det væsentlige, men overbygningen til det er jo ikke relevant for den menige dansker, medmindre man går med en lille revisor i maven.

Der skal ske store forandringer i det uddannelsessystem, som vi har os herhjemme. Der skal mere samfundsfag, historie og lignende fag til. Ellers bliver vi ikke klogere. Lige akkurat kun bogligt kloge, hvilket er en tåbelig betegnelse, at man kan være “boglig klog”, men i hvert fald:

Man oplæres ikke i, hvad det er, der sker udenfor skolebøgerne, skolehæfterne og skoleinstitutionen. Her er altså snak om en reel institutionalisering.

Det er godt at blive udfordret og at kunne argumentere for sin sag. Dette sker altså ikke igennem det matematiske, hvor der bare er et facit, man skal forholde sig til.

Her kan intet debatteres, her kan ingen blive klogere, og et facit er bare et facit, fordi nogen engang nedskrev, at 2 + 2 = 4. Der er lige så meget hold i de matematiske regler, som der er med religiøse levn og religion som helhed.

Det var tilbage til dengang, hvor intet kunne bevises eller dokumentføres. Så alle kunne sige hvad som helst og i princippet slippe afsted med det.

Vi oplæres i at blive til en flok talende excel-ark. Alt det, der ikke giver nogen vækst, noget afkast eller som former en-eller-anden udvikling, det er ubrugeligt. Simpelthen.

Alting skal være det nødvendige middel til det rationelle mål. Der er intet rum for kritisk tænkning og debat, kun økonomisk rationalitet. Det er en farce.