John Poulsen skriver i et læserbrev den 23. september, at Frihedsmuseet opstiller en modsætning mellem de borgerlige og de kommunistiske modstandsfolks interesser og hensigter under besættelsen. Han mener ikke, at en sådan modsætning eksisterede.

Modstands-folkene var ikke bare én homogen gruppe, men mange forskellige grupper med hver deres dagsordener, interesser og visioner for fremtidens Danmark.

Det, vil vi argumentere for, var tilfældet.

Selv om de forskellige modstandsgrupper arbejdede sammen mod nazismen og indgik kompromiser i Frihedsrådet og i befrielsesregeringen, havde de vidt forskellige opfattelser af, hvilket samfund de ønskede efter nazisternes fald.

Politikerne ville tilbage til førkrigstidens politiske landskab, borgerlige modstandsfolk havde visioner om et ’bedre’ samfund med færre interessemodsætninger, og kommunisterne var naturligvis ikke pludselig begyndt at synes, at det kommunistiske samfund var en dårlig idé. Hvad ville så idéen være med at være kommunist?

Frihedsmuseet fokuserer på nuancerne i modstandskampen og på, at alting ikke var så sort/hvidt som på de gamle billeder fra dengang.

Modstandsfolkene var ikke bare én homogen gruppe, men mange forskellige grupper med hver deres dagsordener, interesser og visioner for fremtidens Danmark.

Undervejs måtte de træffe en masse svære valg og dilemmaer, de ikke kendte konsekvenserne af. Både på godt og ondt.