Landet over ser man de mest usle marker tilsået med forskellige afgrøder. På mange af disse marginale jorder kan man nærmest ikke tjene hjem til sædekornet – og da slet ikke til de forbundne udgifter med at gøre en mark såklar. Denne urentable dyrkningsform af vores ringeste jorder kan kun lade sig gøre, fordi reglerne for tilskud til de dyrkede marker går på arealet – ikke på bonitet og udbytte på den enkelte mark.
Hvad skal man så med alle disse udfasede marker? Tja, man kan jo plante skov – eller ganske enkelt lade naturen råde.
Stærkt vandlidende marker og sandede arealer bliver med pine og plage opdyrket – men udkommet er pauvert.
Danske bønder modtager hvert eneste år 6-7 milliarder kroner fra EU's bugnende pengekasser til markerne. Man kunne uden problemer udfase alle de marginale jorder i Danmark. I virkeligheden kunne man uden at blinke stoppe dyrkningen af 50 procent af alle danske marker. Der ville stadig være mere end rigeligt mad til alle danskere.
Hvad skal man så med alle disse udfasede marker? Tja, man kan jo plante skov – eller ganske enkelt lade naturen råde. Det vil styrke diversiteten og tilmed sænke udslippet af klimagasser fra dansk landbrug ganske betydeligt. Lad os begynde med de marker, der ligger over vores allervigtigste råstof – nemlig drikkevandsressourserne.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278
på Twitter
