"Spørgsmålet er, hvordan vi producerer natur, og hvem, der kontrollerer denne produktion af natur."
Neil Smith, geograf (1)

Den svenske musikgruppe NJA sang i 1970 "…når røgen fra fabrikken den rammer chefens hat - så får vi en miljødebat."

Kriserne i økosystemerne er åbenlyse og har i sidste halvdel af det 20. århundrede fået et fundamentalt omfang, der kalder på dybe ændringer i samfundssystemerne.

Overgrebet på økosystemerne truer vores eksistens.

I de to foregående artikler har jeg beskrevet forskellige utopier hos Platon, More og Fourier, som vendte sig mod de systemer, der var baseret på ophobning af rigdom. Deres ideal var et samfund i en tilstand af ligevægt og uden udbytning.

I dag er virksomheder, regeringer og mange internationale foras svar på øko-kollapset en utopisk fortælling om "Greening economic growth" (begrønning af økonomisk vækst).

Økokapitalisme er en ny form for reformisme, der beskæftiger sig med symptomer, uden at helbrede patienten. Og i modsætning til arbejdskraften, der under selv de værste levevilkår hele tiden fornyede sig selv - generation efter generation, er overgrebet på økosystemerne en fundamental langvarig trussel mod vores eksistensbetingelser.

Grænser for vækst

I 1960-70 dukkede miljø og økologi op på græsrodsplan. Unge meldte sig ud af "forbrugssamfundet". Nogle flyttede på landet og etablerede øko-fællesskaber. Der var en gryende erkendelse af en utryg fremtid både i de sociale og økologiske systemer.

Økonomien efter Anden Verdenskrig var drevet af forbrug via byudvikling, lån og en keynesiansk stimulans af økonomien. Men fra seks tll ti procents vækst i bruttonationalproduktet (BNP) i USA og Europa, tog væksten af sidst i 1960'erne. Neoliberaliseringen blev den nye strategi for vækst gennem lave lønninger, udnyttelse af global ulighed og tilbagerulning af velfærdsordninger og fælles goder.

Kunne væksten fortsætte? En tænketank af virksomhedsledere og forskere – Romklubben – lagde i 1972 rapporten Grænser for vækst på bordet. Den indeholdt flere scenarier, der beregnede den samlede konsekvens af fem faktorer: Fortsat industrialisering, befolkningsvækst, ressourceforbrug, forurening og produktion af mad.

Konklusionen var, at hvis det fortsatte uændret, ville verdens økosystem bryde sammen inden for 100 år. Grænser for vækst blev af regeringer, virksomheder, medier og økonomer beskyldt for at være "undergangshysteri."

En anden konklusion i rapporten var dog: »Det er muligt at ændre disse væksttendenser og skabe betingelserne for økologisk og økonomisk stabilitet, der er bæredygtig langt ind i fremtiden. En tilstand af global ligevægt kan designes sådan, at det basale materielle behov for hvert menneske på jorden kan tilfredsstilles og hvert menneske får lige muligheder for at realisere det individuelle menneskelige potentiale.« Det var et første bud på et "både og".

I 1978 udkom bogen Oprør fra miden i 120.000 eksemplarer. Forfatterne var ingeniøren Niels I. Meyer, den radikale K. Helveg Petersen og filosoffen Villy Sørensen. De tog afstand fra kapitalisme og kommunisme som vækstideologi. I stedet ønskede de et "humant ligevægtssamfund" med selvforvaltning, økonomisk lighed, økologisk ligevægt og solidarisk arbejdsdeling.

I 1987 blev Brundtland rapporten Vores fælles fremtid lagt oven i bunken af foruroligende meldinger. Begrebet bæredygtig udvikling blev introduceret: »En bæredygtig udvikling er en udvikling, som opfylder de nuværende behov uden at bringe fremtidige generationers muligheder for at opfylde deres behov i fare.«

Det var dog ikke en nulvækst strategi, men en lancering af: »En ny økonomisk vækstepoke, som bygger på en politik, som opretholder og udvider jordens ressourcegrundlag.«

Meldinger fra FN's klimapanel blev mere og mere alarmerende.

Rapporten anbefalede bæredygtig vækst ved at reducere energiforbrug, genbruge, holde et vist befolkningsniveau, omlægge teknologi og styre risici, ændre de internationale økonomiske relationer, integrere miljø og økonomi i beslutninger og så videre. Befolkningerne skulle have mere ansvar for miljø og udvikling.

Det blev erkendt, at økologikrisen er samfundsmæssig, og at global social ulighed påvirker miljøet negativt. I de fattige lande var der behov for både kvalitativ og kvantitativ vækst. I de velstillede lande skulle der ske en forskydning fra kvantitativ til kvalitativ vækst. Det var en tidlig version af grøn vækst.

Brundtland rapporten blev en impuls, der førte til tekniske tiltag og kampagner stilet til borgerne, der skulle spare på varme, plastikposer, sortere og genbruge affald, bruge cykel og ikke bil og så videre.

Kampen om det grønne etiske liv fortsætter, og udtrykker sig på mange fronter fra økofællesskaber, tilvalg af grøn strøm samt omfanget af supermarkedets økologizone. Eller når SAS giver passagerer mulighed for at "neutralisere" CO2-forbruget for en rejse ved at betale til klimaprojekter rundt om i verden.

På miljøkonferencen UNCED i Rio i 1992 blev der vedtaget en konvention om reduceret udledning af drivhusgasser for at modvirke klimaforandringer. Det var en forløber for Kyoto 1997 og flere klimakonferencer i FN-regi.

Kyotoaftalen, som hverken USA, Kina eller Indien ville skrive under på, satte et mål på en reduktion af CO2 på 5,2 procent inden 2012. Værktøjet var "fleksible mekanismer", som skærer drivhusgasser ud i CO2 kvoter, der kan handles på markedet. Klimakonferencen COP 15 blev holdt i København i 2009 uden resultat. I 2014 afholdes COP 21 i Lima i Peru.

Mens regeringer, top ngo'er, statsledere og diplomater har talt i en uendelighed, har politiske bevægelser protesteret og insisteret på at være med ved bordet og blive hørt. For dem er det blevet mere og mere åbenlyst, at COP bliver gjort til et blindspor. Meldingerne fra FN's klimapanel blev samtidig mere og mere alarmerende.

Grøn vækst

Mens krisen i 1970'erne gav et kick til Grænser for vækst blev finanskrisen i 2008 - og den åbenlyse stilstand i indsatsen for klima - et fælles afsæt for virksomhedsledere og regeringer under den nye parole: Grøn vækst.

Det var en relancering af et økonomisk system, som selv er alle krisers moder. Grøn vækst er båret af en fælles moral med multinationale virksomheder og regeringer som ansvarlige. Der var angiveligt ingen løsninger uden for denne grønne korporativisme.

Det er samtidig en vej til at etablere en parallel dagsorden uden for FN-systemet - med mange udviklingslande og kritiske røster. Striden står om intensiveret brug af FN-sporet eller den neoliberale model baseret på markedet og med internationale organisationer som OECD, Verdensbanken, EU, World Economic Forum, der er med på den nye aha strategi, der kan skrues op og ned for efter behov.

I 2012 blev slutdokumentet "The Future We Want" vedtaget på FN-konferencen om bæredygtig udvikling Rio+20. Det taler om bekæmpelse af fattigdom og grøn økonomi. I Punkt 2 hedder det: »Udryddelse af fattigdom er den største globale udfordring, som verden står over for i dag og er en afgørende forudsætning for bæredygtig udvikling. Vi er fast forpligtede til at befri menneskeheden fra fattigdom og sult som en hastesag.«

Dokumentet peger på en række virkemidler, men uden konkrete handlinger. EU-klimakommissær Connie Hedegaard konstaterede på sin Facebookprofil, at: »Der var ingen af de folk, som vedtog teksten, som var glade. Så svag er den«.

 Utopien om grøn vækst er blot det bestående samfund i en ny indpakning.

Man nåede ikke til at dagsordenen om planetens grænser – i forhold til ressourcer og belastning med affald En anerkendelse af at jorden har en grænse, sætter fingeren på et ømt punkt. Nemlig en global og en national omfordeling af værdier. Til gengæld blev grøn økonomi skubbet op på dagsordenen.

Global Green Growth Forum (3GF) blev stiftet i 2011 på dansk initiativ med Sydkorea, Mexico, Kina, Qatar og Kenya som strategiske partnere. Danfoss, Vestas, Samsung, Novozymes, Siemens, McKinsey & Company, General Electric med flere er officielle partnere eller medlemmer af Advisory Board. Herudover er der en række institutionelle og mediepartnere som OECD, GGGI, International Finance Corporation, Bloombeg og så videre.

Det meget omtalte GGGI, hvor Lars Løkke er formand, er en del af 3GF.

I en 3GF rapport fra juni 2012 hedder det blandt andet: »En hurtig forandring i stor skala er nødvendig, hvis den globale økonomiske vækst skal fortsætte samtidig med en reduktion af udledningen af drivhusgasser ved at tilpasse samfundene til klimaforandringer og fremme en bæredygtig brug af ressourcer. Denne forvandling til en grøn økonomi har potentialet til at frigøre nye vækstmotorer og anspore forretningsmuligheder.« (2)

Er det ikke både at blæse og have økomel i munden? Som utopi adskiller grøn vækst sig fra de fleste andre utopier ved at blot at være det bestående samfund i en ny indpakning.

Løsninger

Mange tiltag, der bliver gennemført med grøn energi, ressourcebesparelser, økologi og i byudvikling, er positive, men utilstrækkelige. Der er også mange teknologiske fremskridt i Vestas møller, Grundfoss' pumper, Danfoss' termostater og så videre. Men grøn vækst økonomi modarbejder direkte intentionerne bag disse tiltag.

Grøn teknologi består af mange typer tiltag som reduktion i energiforbrug, udvikling af effektive motorer, begrænse spild og vedvarende energi som vindmøller. Det er de lavthængende frugter. Andre løsninger kræver langvarig forskning som for eksempel brintenergi.

Der er dog flere problemer. For eksempel er der et indbygget motiv om øget vækst, som i sig selv er en årsag til økologikriserne. Formålet kommer til at skabe sit eget problem. Virksomheden kan også kun holde profitten ved brug af grøn teknologi, så længe produktionsomkostninger til grøn teknologi er lavere end gennemsnittet.

Endelig er det den teknologi, der kan sælges på markedet, der bliver udviklet. Andre produktionsforhold baseret på fællesskabet ville udvikle nogle andre grønne produktivkræfter til nogle andre behov end det individuelle marked.

En virkelig frisættelse af og udfoldelse af produktivkræfterne i samkvem i økosystemerne forudsætter andre produktionsforhold i et socialistisk samfund. Et samfund der ikke er styret af et krav om vækst og kapitalakkumulation, men af samfundets og borgernes reelle behov.

Offentlig/privat: I 1900-tallet var energiforsyning, transport, affald og spildevand, råstoffer, kulturinstitutioner og så videre ofte ejet af stat eller kommuner. Tanken om fællesskabets interesse var båret af andels- eller arbejderbevægelsen.

I den danske neoliberale model skal staten sørge for, at landets institutioner og befolkningen er konkurrencedygtige og attraktive i forhold til markedet, hvis regulering aftales med erhvervsorganisationerne. Det offentlige skal blandt andet at sikre en veluddannet og fleksibel arbejdsstyrke. Staten skal også sørge for reguleringer, så lige vilkår aftales globalt.

Til gengæld privatiseres muligheder for profit i selskaber eller i offentlige/private partnerskaber. I Danmark er en række kommunale elselskaber blevet solgt ligesom Nordsøolien og TDC, der nu har monopol på kobber og fiberledninger til data uden konkurrence.

Energi og forsyning i aktieselskaber eller offentligt/private partnerskaber med håndplukkede bestyrelser forener neoliberalisering og grøn vækst. Virksomhederne ønsker kun statslig regulering til en vis grænse, fordi markedet angiveligt ved bedst selv. Og summen af sagte investeringer og stumme forbrugsvalg anses for at være et ideelt uforstyrret praktisk demokrati.

På et tidspunkt, hvor der er brug for et reflekterende dynamisk samfund, vælger regeringen at lægger endnu et tungt område ud på markedet.

I 2004 besluttede VK-regeringen, sammen med Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti, Socialistisk Folkeparti og Det Radikale Venstre at sælge 49 procent af statens aktier i DONG A/S. Den socialdemokratiske finansminister Bjarne Corydon tog for nylig fat på effektueringen ved at sælge 19 procent af aktierne til den berygtede Wall Street investeringsbank Goldman Sachs ifølge det EU-retslige ligebehandlingsprincip.

Et profitorienteret privat selskab vil indgå i en energiforsyning på et komplekst økologisk og samfundsmæssigt grundlag med uddannelse, forskning samt lokal demokratisk innovation og implementering. Præcis på et tidspunkt, hvor der er brug for et reflekterende dynamisk samfund, vælger regeringen at lægger endnu et tungt område ud på markedet.

Kun ved at fællesskabet ejer naturressourcer og rettigheder til naturen - i modsætning til private patentrettigheder - kan vi have en langsigtet og kompleks strategi, der løbende kan tilpasses samfundsmæssige behov gennem brede demokratiske beslutninger.

Privat eller fælles: Grøn vækst overlader økosystemerne til private beslutninger, men kan et sådant system handle rationelt? Brugen af antibiotika på gårdene vokser. Den enkelte landmand kan redde nogle grise - ved at sprøjte hele besætningen. Sådan gør andre landmænd jo også. Konsekvensen er, at bakterier, der er livstruende for mennesker bliver resistente.

Virksomhederne vil primært tænke på deres bundlinje.

Dyrkning af majs til biobrændsel til biler vil være en god forretning for landmanden, men en elendig løsning i en verden der mangler mad. Indvinding af skiftergas kan være et scoop for den landmand, der ejer jorden, men et helvede for mange andre, der bliver ramt af tørke som følge af faldende grundvandstand.

Når fællesskabets helhedsorienterede og langsigtede interesser er i centrum, giver det andre løsninger end de private investorers kortsigtede perspektiv. Det samme gør sig gældende i forhold til grøn vækst, baseret på individuelle beslutninger. Virksomhederne vil primært tænke på deres bundlinje og dernæst på, om grønne løsninger er noget, der hjælper dette formål, samt pr-effekten.

Markedsprisen: Et andet middel i grøn vækst utopien er, at omkostningen ved belastningen af økosystemerne skal indeholdes i markedsprisen på produkterne. Udledning af CO2 er blevet en vare på markedet. Prisen på et ton er bestemt af udbud og efterspørgsel. Det europæiske handelssystem med kvoter trådte i kraft i 2005 og er koblet til FN's kvotesystem i 2008.

Inden for en fastlagt samlet ramme køber virksomheder sig ret til at forurene ved at købe kvoter fra andre virksomheder, der har C02-udledning. Den forventede pris var på 40 euro, men på grund af krisen var prisen i januar 2014 på under fem euro. Det er med andre ord billigt at slippe CO2 ud.

BNP er et økonomisk begreb for den værdi, der årligt bliver skabt i samfundet i form af producerede varer og tjenester. Det er alt det, der er investeret i privat og offentligt forbrug samt investeringer og eksport. Fængsler og reklamer er en del af BNP, mens selvforsyning, foreningsarbejde med mere ikke indgår. Hvis man holder i kø på motorvejen og brænder benzin af bidrager det til BNP.

Grovbrug af naturen bliver legitimeret som en vare, der kan købes og sælges.

BNP bliver dog i stigende grad fiktiv på grund af overakkumulation af kapital og den snyltende finansialisering af økonomien, med gældsætning som driver med amokløb som overlevelsesstrategi. I det lys bliver grøn vækst set som et greb til at reducere de voksende omkostninger ved økosystemerne for at holde en realvækst.

BNP er kolde tal, der ikke forholder sig til lighed i samfundet. Spild af menneskelige ressourcer og belastning af miljøet - der kommer igen som regninger - indgår ikke.

På Rio+20 blev der vedtaget en erklæring om et udvidet BNP+ der indregner forskellige former for naturkapital. Planetens virkelige rigdom skal gøres synlig, hedder det. Derfor skal forbrug af naturen indregnes i en vare. En lang række virksomheder som Wal Mart, Nike, Coca-Cola, Unilever, Nestlé samt 59 lande og 16 ngo'er bakkede op om forslaget.

Grovbrug af naturen bliver legitimeret som en vare, der kan købes og sælges ligesom forureningskvoter. Det vil være en fordel for de stærke økonomier. Og hvad med alt det, som ikke umiddelbart kan bruges - er det værdiløst?

Udover det problematiske i at holde regnskab med de langsigtede påvirkninger, giver det ikke mening at sætte priser på forsvundne arter, et råstof der er brugt op og så videre. Hvis det endelig kunne lade sig gøre med sin fulde konsekvens, ville det sikkert føre til et økonomisk sammenbrud.

Det er meningen, at en prissætning skal føre til andre prioriteringer og give økologiske hensyn en større vægt. Men det betyder også, at naturen bliver underlagt et økonomisk perspektiv og bliver koblet endnu mere til den kapitalistiske økonomi.

Kloden og de sammenhængende væv af økosystemer med følelser, intelligens og moral bliver splittet op i ting og ejendomme. Naturkapital er en uddybning af den opdeling af kloden i matrikler, som for længst er gennemført. Grundlæggende er det et galt spor, der trækker flere og flere beslutninger ud af samfundet og lægger dem i hænderne på olie- og mineselskaber og hedgefonde, der lever højt på de jordens knappe ressourcer.

De oprindelige folk i nord og syd - i Lapland og Amazonas - mærker konsekvenserne nu. De har reageret ved at formulere et nyt grundlag for relationerne i det globale økosystem: Universal Declaration of Rights of Mother Earth vedtaget i Bolivia i 2010. I chartret tildeler de naturen rettigheder på linje med mennesker. Det er en helt anden vej, der er baseret på et indsigtsfuldt samkvem i økosystemerne.

Sammenbrud – den fælles trussel

Utopien om grøn vækst er en strategi med en stor pr-værdi. Uligheden i verden bliver brugt som et moralsk afsæt for en vækst uden omfordeling. Samtidig bliver det en "vækstmotor" for investeringer af overakkumuleret kapital. Ulighed er brændstoffet, som i den kapitalistiske økonomis gennemløb slår ud i forhold til både fordeling af ressourceforbrug og værdier. Grøn vækst er delvist blevet en præmis for den politiske dagsorden og ulighed. (Se artiklen Vækst der nedbryder, Arbejderen 7. november 2013).

10 procent af verdens befolkning med de højeste indkomster (720 millioner mennesker) står for 59 procent af forbruget. Miljøbelastningens primære årsag er verdens velstillede. De fattigste 40 procent af jordens befolkning er anslået til at bruge mindre end fem procent af ressourcerne. (3) 

Både socialt og økologisk er dét et stort fordelingsspørgsmål. Verdens byer forbruger mere end to tredjedele af verdens energi og står for mere end 70 procent af C02-udledningerne, selvom det er godt halvdelen af befolkningen, der bor i byer. I 2050 vil det være 70 procent.

Det primære er ikke vækst, men en kvalificeret global omfordeling. 

Byudviklingen vil i samme periode spille en stor rolle i grøn-vækststrategien og vil være et felt for investeringer af overakkumuleret kapital. Byerne vil vokse med 2,5 milliarder mennesker, samtidig med at der er et stigende behov for byomdannelse i de slumområder i udviklingslandene, hvor hver tredje ifølge UN-HABITAT lever i slum. I 2012 boede 863 millioner mennesker mennesker i den slags slumområder. I 1990 var det 650 millioner. (4)

Den rigeste ene procent af verdens befolkning ejer 65 gange så meget som den fattigste halvdel af verdens befolkning. (5) Dette er vækststrategiens forudsætning, uanset om den er grøn eller blå. Værdien af væksten vil stadig blive distribueret mod toppen, hvor den opsvulmende elite bestemmer over spekulativ kapital, der sætter vilkårene for vores hverdag og samfundets udvikling, uden for demokratiske rækkevidde.

Derfor er det primære ikke vækst, men en kvalificeret global omfordeling. For et velstående land som vores betyder det forenklet sagt, på én gang en reduktion af det samlede forbrug og en omfordeling af det. Det betyder ikke en lavere materiel levestandard for den jævne befolkning, men fokus på brugsværdier og udvikling af nye typer behov og en ny urban struktur.

Det kan kun ske i et radikalt anderledes demokrati med deltagelse og løbende akkumulering af viden nødvendig baseret på et indsigtsfuldt samkvem i økosystemerne - i samfundene.

Økosystemerne er integrerede i alt fra produktion, til uddannelse, sociale forhold, byomdannelse og landbrug. Det er et felt med brede alliancemuligheder, fordi det berører behov på tværs af klasser og lag. Selv blandt bønder og mindre virksomheder kan der være alliancemuligheder, fordi den grønne vækststrategi gavner monopolerne, der sikrer sig patenterne og bliver de primære samarbejdspartnere med stater og internationale organisationer.

Når Niels I. Meyer for eksempel kritiserer vækststrategierne - grønne eller ej - og taler om et "humant ligevægtssamfund", kan vi langt hen ad vejen være enige i kritikken. Alternativet som er det nye parti stiftet på initiativ af Uffe Elbæk lægger sig i samme spor med afsæt i kultur og innovationsmiljøer. Men vi kan samtidig sige, at kun et samfund, der ikke er baseret på privat ejendomsret kan tilbyde det som Meyer og Elbæk søger.

Urbanisering er både problem og løsning. På grund af en planetarisk urbanisering går intet i havene, på kontinenter eller i himmelrummet ram forbi. Det er i byerne, at problemerne bliver skabt.

Men det er også byerne - det urbane samfund - der har kapaciteten til at håndtere økologikrisen politisk, økonomisk og socialt i samspil med de øvrige kriser i ét samlet perspektiv. Det er her, der er dynamiske fællesskaber, der er tilstrækkeligt store og sammensatte til at udvikle teknologik og bruge de mange forskellige kompetencer, der er nødvendige.

 

Noter:

1. Smith, Neil. 2008. Uneven Development. Nature, Capital, and the Production of Space. University of Georgia Press, side 89.

2. Acceleration Green Growth Through Public-Private Partnerships.

3. Magdoff, Fred. Global Resource Depletion. Monthley Review 2013.

4. The Millennium Development Goals Report 2013

5. Credit Suisse Research Institute. 2013. Global Wealth Report.