Hvordan overvinder bourgeoisiet kriserne? På den ene side ved den nødtvungne tilintetgørelse af en masse produktivkræfter; på den anden side ved at erobre nye markeder og ved at udnytte de gamle grundigere. Altså hvordan? Ved at forberede endnu mere omfattende og voldsomme kriser og forringe midlerne til at undgå kriserne. (1)

Det Kommunistiske Manifest

Bronx i New York er USA´s fattigste byområde. Manhattan er det rigeste. Krakket i 2008 tog fart nede i Wall Street den 14. september og spredte sig ud i verden. Det, der længe havde været en permanent krisetilstand i Bronx, blev en krise for andre millioner.

Der var nogle dage dengang med daglige demonstrationer i Wall Street. I byen blev der talt meget om, at der nu måtte ske en vending i det økonomiske politiske system. Nok er nok! Occupy Wall Stret, som eksploderede samme sted tre år efter, var en forsinket reaktion af denne type.

2008 gav Wall Street folkene et dyk, men back in business på et højere niveau. Det virvar af transaktioner, der havde suget rigdom til centret under boomet, har under krisen decentraliseret tabene til borgerne i form af tvangsauktioner samt job- og løntab.

Folk i Spanien, Grækenland og Portugal blev trykket i bund for at redde de tyske og franske banker.

Regeringerne måtte redde finanssektorens elefanter, "der var for store til at falde", for enhver pris. De udløste massive statslige midler via astronomiske bankpakker og genopretningspakker. De danske stats- og indskydergarantier til bankerne siden krisen i 2008 er i top blandt EU-landene med næsten 4.500 milliarder kroner svarende til to og en halv gange det danske bruttonationalprodukt (BNP). (2)

Folk i Spanien, Grækenland og Portugal blev trykket i bund for at redde de tyske og franske banker. På denne sarkastiske måde spiller neoliberalismen et af sine trumfkort til det yderste: Centralisering af værdier og spredning af gæld og deformering.

Det er en overlevelsesstrategi med ekstreme udbytningsformer i et landskab af komplekse dybe systemiske kriser, der i stigende grad strukturerer vores naturlige eksistensvilkår, produktionsforholdene, det fysiske miljø, sociale forhold samt vores udfoldelsesmuligheder som mennesker.

Polarisering og kriser er de neoliberale samfunds eksistensvilkår. Det er blevet samfund, der selv uddyber kriserne, og tumler på flugt fra sig selv ud i den kritiske zone.

Det betyder ikke, at neoliberalismen som kapitalismens dominerende styresystem er tæt på et sammenbrud, som der blev talt om umiddelbart efter 2008. Neoliberalismen har indlejret sig i zombiestaternes politiske apparat, og bredt sig som metastaser i både konservative, liberale og socialdemokratiske partiers tankebaner.

At, det er en uholdbar tilstand, er indlysende. Den franske sociolog og filosof Henri Lefebvre kaldte overgangsfasen mellem det industrielle og det efterfølgende urbane samfund for "den kritiske zone", hvor der samtidig med kriserne opstår noget nyt. For ham handlede det derefter om "retten til byen" og "den urbane revolution" som en transformation til det urbane samfund. Det var hans måde at tale om socialisme på.

I den kritiske zone ... og efter

Lefebvre mener, at samfundet tenderer til at blive "fuldstændigt urbaniseret". Målt på andelen af befolkningen, der bor i byer, er niveauet højt. I Nordamerika med 82 procent, i Europa 73 procent og i Latinamerika 79 procent. Afrika og Asien ligger lavere med 40 procent og 42 procent.

Urbanisering er ikke kun et spørgsmål om fysisk koncentration i byen. Landet er også urbaniseret, for som han skriver: "Landet forsvinder på en dobbelt måde: ved industrialisering af landbrugsproduktionen og ved bøndernes forsvinden (og med dem landsbyerne) på den ene side og på den anden ved ødelæggelse af jorden og destruktion af naturen."

Det store spørgsmål til overgangene mellem samfundsformationerne. Hvad bliver den næste for en? Og hvordan sker det? Der har været mange bud med kort levetid: "fritidssamfundet", "kreative samfund" eller "informationssamfundet". I forhold til byer er det for eksempel "videnbyer", "smart cities" eller "bæredygtige byer". På den måde bliver der ledt efter udgangen.

 Vi ser, hvordan ejendomsretten udfordres af sociale medier.

Skønt ingen af dem handler om grundlæggende ændringer i samfundet, er der alligevel tendenser, der peger fremad. Der er mange tendenser til kollektive løsninger (på trods af en samtidig individualisering). Vi ser, hvordan ejendomsretten udfordres af sociale medier og det indlysende behov for, at al viden indgår i den offentlige sfære.

Folk er i stigende grad optaget af brugsværdier og reflekterer over faktiske behov, frem for at være underlagt bytteværdiernes forbrugskarrusel. Vi indtager og bruger byen på nye måder, der sætter ejerskel og brugsret under pres.

Eller sagt på en anden måde, spændingen mellem produktionsforholdene og produktivkræfterne deformerer byerne og modner et kvalitativt spring.

For som Marx skriver: "En samfundsformation går aldrig til grunde, før alle de produktivkræfter er udviklet, som den er vid nok til at rumme, og nye højere produktionsforhold træder aldrig i stedet, før de materielle eksistensbetingelser for dem er fostret i det gamle samfunds skød. Derfor stiller menneskeheden sig altid kun opgaver, som den kan løse, thi når man ser nøjere til, vil man altid finde, at opgaven selv kun melder sig, hvor de materielle betingelser for dens løsning allerede er til stede eller i det mindste er i færd med at skabes." (3)

Der er mange urbane tråde at tage fat i. Og som Lefebvre skriver: "Denne urbanisering er virtuel i dag, men vil blive reel i fremtiden." Han pegede mod en ny form for urbanitet. (4)

Lefebvre formulerede "retten til byen" eller "den urbane revolution" som en reaktion på disse tendenser og som en reaktion på en række dybe krisetilstande.

Kriser og blokeringer

Alle kriser og blokeringers moder er den grundlæggende modsætning mellem på den ene side produktionens stadig mere samfundsmæssige karakter (med den private tilegnelse) og på den anden side produktivkræfternes udvikling. (5) Marx skrev om produktionsforholdene, at de "fra at være produktivkræfternes udviklingsformer slår disse forhold om til at blive lænker for dem". (6)

Derfor giver det mening at tale om både en krisetilstand og blokeringer, der står i vejen for at samfundene kan udfolde menneskelige ressourcer i form af hænder og hoveder, samt af byernes økonomiske, kulturelle og demokratiske potentialer.

Kriser bliver for det meste brugt som et begreb om en midlertidig – men dog cyklisk – syg tilstand med feber i modsætning til den raske normaltilstand med god vækst. Men hvad så, når krisetilstanden er blevet normaltilstanden?

Hver for sig – og i et forstærkende samspil – er vores udfordringer: Natur/miljøkrisen der er et direkte spørgsmål om overlevelse. Demokratikrisen blokerer samfundenes dynamik. Menneskekrisen handler om det materielle livsgrundlag og udvikling for alle. Økonomikriserne deformerer samfundet og forstærker de andre kriser.

Kriserne løber sammen i byerne og udspringer af samfundets grundstruktur, der også giver dem deres form. Dette er endnu et perspektiv, der gør byen til et strategisk politisk spørgsmål.

Vi har fået et omvendt samfund – et afværgesamfund – der reagere på de grundlæggende kriser og deres indbyrdes relationer.

I denne artikel skal vi se på de økonomiske kriser og i næste bliver de andre kriser taget op.

Vækst eller død

Kriser er ikke bare en finans-, bolig-, eller bankkrise, der rammer pludseligt. De er latente i systemerne, hvor de gærer. Finanskriserne byggede sig op fra 1960'erne og fik en global karakter med Bretton Woods systemets sammenbrud i 1971. Oliekrisen tog fat i 1973. New York var ved at gå bankerot i 1975, som det er sket med Detroit i år.

Økonomiens slagtilfælde falder tættere. Black Monday i 1987, hvor aktiemarkerne verden over styrtdykkede, var den største nedtur på en dag. Senere kom Japans økonomiske kollaps og dot-com boblen ramte verdens største børs New York Storck Exchange i 2000 og 2001.

Det kriseforløb, vi stadig er i, er både i sin form og i sin "løsning" et produkt af neoliberaliseringen og globaliseringen, der slog rod i 1970'erme og blev rullet ud i 80-90'erne. (Se forrige artikel i Arbejderen 30. oktober 2013.)

Grådighed og deregulering er faktorer, men det underliggende er en stagnation med faldende vækstrater siden 1960'erne i EU, USA og Japan. Fra vækstrater på omkring fem procent i 1960'erne er de faldet til under to procent efter 2000. Japans fald har været endnu mere dramatisk fra 10 procent til 0,5 procent.

For det økonomiske system er vækst lige så nødvendig som vand for en fisk. Det er en tommelfingerregel, at det er nødvendigt med en årlig vækst på to til tre procent for at holde krisen stangen.

Overakkumulation er en generel tendens i den kapitalistiske økonomi. Professor David Harvey peger på væksten i værdien af verdens økonomi fra 5,3 billioner dollars i 1950, til 16 billioner dollars i 1973 og 56,2 billioner dollars i 2009. Ved en årlig vækst på tre procent vil værdien i 2030 være på næsten 100 billioner dollars.  (7)

Det er et enormt beløb, der skal reinvesteres og indgå i cirkulation, for at holde væksten oppe. Bliver kredsløbet bremset eller afbrudt, opstår der en overakkumulationskrise med kapital, som ikke kan reinvesteres.

Det var denne tendens, der kaldte på både neoliberalisering og globalisering på et tidspunkt, hvor det blev sværere at investere i produktion. Når det allerede længe har været et stort problem, hvad så om tyve år?

I Det Kommunistiske Manifest konstateres det tørt: "De produktivkræfter, der står til dets (det borgerlige samfunds - psj) rådighed, (.....) truer de borgerlige ejendomsforholds eksistens. De borgerlige forhold er blevet for snævre til at kunne rumme den rigdom, de frembringer." (8)

Kneb for overlevelse

Nogle af de vigtigste kneb til kortvarigt at afhjælpe et vildt investeringsbehov er: Finansialisering af økonomien, gældsætning, byudvikling, offentlige investeringer, boligbobler, offentlige investeringer eller ligefrem indkassering af fremtidig værdiskabelse.

Finansialisering af økonomien er et forsøg på at afværge de stagnerende tendenser via en hasarderet spekulativ økonomi, der blomstrer i hedgefonde, futures, derivater, skyggebanker og meget andet, der er skudt op efter dereguleringen. Men i modsætning til en maskinfabrik producerer den finansielle sektor i sig selv ingen værdi.

Hvis regeringen er så fortabt i konkurrenceevne, så var der måske noget at komme efter her, i stedet for at presse lavtlønnede mod bunden.

Profitter bliver flyttet fra den produktive til den finansielle sektor. Deformeringen af økonomien rammer både arbejderne, samfundet og de produktive virksomheder. I begyndelsen af 1970'erne havnede 15-20 procent af virksomhedernes overskud i finanssektoren. I tiåret op til krisen var denne andel vokset til 35-40 procent. Hvis regeringen er så fortabt i konkurrenceevne, så var der måske noget at komme efter her, i stedet for at presse lavtlønnede mod bunden.

Værdien af verdens finansielle aktiver er vokset markant hurtigere end den globale økonomi. I 1980 havde sektorens aktiver cirka samme værdi som verdens BNP. Ved udgangen af 2010 udgjorde aktiverne 3,4 gange verdens BNP. Det skønnes, at handelen med finansielle aktiver vil vokse 50 procent hurtigere end med andre varer og tjenesteydelser. (9)

Den finansielle sektors aktiver i USA er vokset gradvist fra 1,2 gange BNP i 1948 til 4,5 gange BNP.

Samtidig foregår der en koncentration. Mens de 20 største finansielle institutioner i USA havde 12 procent af alle aktiver er det i dag 70 procent.  (10) 

Magten samles i New York City – et af finansuniversets sorte huller, der suger alt til sig.

Gældsætning og alkymi er et af neoliberalismens store tricks for afløb af overskydende kapital, omfordeling mod toppen og en øgning af forbruget. Gældsætning blev en kreativ business med et væld af former for privat og offentlig gæld : Kreditkort, statsgæld, bankgæld, boliglån, spekulation i futures og meget mere. Dem, der gav kreditten, tog sig betalt i form af renter og gebyrer, for en del af den fremtidige merværdi. Der var jo en risiko for, at de ikke fik pengene tilbage.

Den private gæld (både for husstande og virksomheder) fulgte en anden bane. Efter Anden Verdenskrig var den 50 procent af BNP, i dag er den 250 procent. Reagans lavtlønsstrategi satte lønudviklingen i stå, mens udgifterne til at leve – mad, bolig, uddannelse og så videre – stadig voksede.

Reallønnen faldt, mens produktiviteten steg. For at lukke det voksende gab eksploderede brugen af kreditkort og lån for at dække det voksende hul. Boliglån blev markedsført aggressivt og fik folk med svag økonomi i gyngen. I perioder med voksende boligpriser kunne friværdien også belånes.

Staten USA's gæld var efter Anden Verdenskrig over 127 procent af BNP. En stor del blev brugt til alt fra etablering af for eksempel Interstate Highway til sociale sikkerhedsnet. Mange amerikanere kom i arbejde. I 1970 var gælden nede på 20 procent. Under Reagan eksploderede gælden på grund af nedsættelse af skatter og andre neoliberale tiltag. I foråret 2013 var gælden 105 procent af BNP. (11) Svarende til 818.180 kroner per skatteyder.

Byer har en hovedrolle i dette spil.

Stimulering er en keyensiansk klassiker. Offentlige investeringer blev taget i brug for at løfte samfundene ud efter den store krise i 1930. Det var en underforbrugskrise, som svækkede kapitalcirkulationen. Dem, der havde penge, holdt på dem uden at investere eller forbruge. Så måtte staten træde til for at stimulere efterspørgslen og dermed også gøre nye investeringer attraktive.

I USA var det New Deal politikken, der satte meget arbejde i gang i form af offentlige anlægsarbejder som byfornyelse, socialt boligbyggeri, kulturaktiviteter og infrastruktur.

I 2011 lå prisen på en gennemsnitlig bolig i Danmark 70 procent over EU-niveauet.

Den antiurbane parcelhusbølge i Danmark i 1950-70'erne var en booster af økonomien via private lån og ekstra offentlige investeringer som følge af byspredningen. Det førte også til en udvidelse af forbruget. "Det nye liv i forstæderne" var understøttet af en socialdemokratisk ideologisk splejsning af velfærds- og forbrugssamfund.

I de næste 10 år investeres der 200 milliarder kroner eller mere i forskellige former for infrastruktur i Danmark. Det er blandt andet supersygehuse for 45 milliarder kroner. Femern Bælt for 40 milliarder. Metro Cityringen for 21 milliarder, samt jernbaner, motorveje og havvindmøller. Det ventes at give i snit 9000 job om året samt 8000 afledte. (12)

Harvey peger på, at byudvikling er en af måder til at absorbere – eller destruere – den overskydende kapital på via lån. ".... kapitalismen producerer hele tiden merværdi, som urbaniseringen kræver. Den modsatte relation gør sig også gældende, idet kapitalismen bar brug for urbanisering for at absorbere merværdien. På den måde opstår en indre sammenhæng mellem udviklingen af kapitalismen og urbanisering..." (13)

Byerne og staten er nøgleaktører før, under og efter kriserne ved via byplanlægning og investeringer i nye byområder, at skabe rammer for møder mellem den finansielle sektor, akkumuleret kapital og ejendomsmarkedet.

Investeringerne af kapital i byerne ligger i hænderne på nogle få. Derfor handler retten til byen for Harvey også om at tage kontrol over urbaniseringen via den måde, som vores byer bliver skabt og omdannet på.

Boligboblen opsuger og aktiverer kapital og øger forbrug. Da Nationalbanken gav bankerne lov til at udbygge deres låneunderskud til 550 milliarder kroner endte de i boligbyggerier, der også fik et ekstra boost oven i via frysningen af ejendomsskatterne og indførelsen af de afdragsfrie lån til boligbyggeri i 2003 samt lavrentepolitik.

I 2011 lå prisen på en gennemsnitlig bolig i Danmark 70 procent over EU-niveauet. Siden begyndelsen af 1980'erne er boliggældens andel af husholdningernes disponible indkomst næsten tredoblet. Det er langt det højeste niveau i EU.

I 2006 var belåningsgraden af et hus på landsplan gennemsnit 40-50 procent. Boligboblen førte til øget låntagning. Så faldt priserne og låneandelen voksede. Mest på Sjælland vest for hovedstadsregionen. Niveauet er nu mellem 80 og 85 procent. Forbruget er her faldet med otte procent fra 2010 -2012. (14)

Man skulle tro, at der ikke er nogen, der er mere interesserede i at holde kapitalcirkulationen kørende end netop investorerne selv. I princippet er de. Men ud fra egne snævre interesser ser de måske muligheder uden for den produktive sektor.

En af de neoliberale myter handler om, at når det regner på præsten drypper det på degnen. Tanken er, at den ophobede rigdom i toppen af samfundet bliver reinvesteret og på den måde drypper nedad og skaber mere efterspørgsel. Men, når det ikke sker, svækkes købekraften og underforbrugskrisen forstærkes.

Et af problemerne er, at en stor del bliver investeret i for eksempel hedgefonde, der spekulerer i valutaudsving eller køber virksomheder for at slagte dem. Måske investeres i et parti korn i 2016 via futures. Måske spekuleres på det stadigt voksende kunst- og kulturmarked. Munchs maleri Skriget blev sidste år solgt for 606 millioner kroner og den amerikanske uafhængighedserklæring for godt 10 millioner kroner. Der er rigtig mange muligheder.

I sidste ende bremser dette væksten, ved at holde merværdien ude af den direkte cirkulation. Det samme kan være effekten af monopoliseringen, hvor ekstraprofitter ikke nødvendigvis reinvesteres produktivt, men i stedet går til en forstærket monopolisering ved opkøb.

Udgang

For hver bevægelse synker den ulykkelige blot dybere i kviksandet. Som Harvey skriver: "Finanskriser bliver brugt til at rationalisere kapitalismens irrationalitet. De fører typisk til rekonfigureringer, nye modeller for udvikling, nye sfære for investeringer og nye former for klassemagt." (15)

Kriserne bevæger sig fra det finansielle område, ind i staterne, ind i husstanden, ud på arbejdspladserne, ned i undergrunden og mod himlen. De greb, der bliver brugt for at afbøde konsekvenserne, er i sig selv et varsel om, hvordan de næste bliver.

Vækst er i stigende grad en nedbrydende tilstand.

Det er en paradoksal situation, hvor økonomien holder sig flydende og omfordeler via en svimlende gældsætning og kapitalakkumulation, der skaber en destruktion af samfund – af byerne. Innovation og nye investeringer ødelægger tidligere investeringer. Der er 3,4 millioner tomme boliger i Spanien.

Ifølge Rangvid-udvalgets rapport fra september om krisens konsekvenser for Danmark var den snævre vurdering en omkostning på 400 milliarder kroner.

Som Harvey skriver: Kriserne, må vi konkludere, er irrationelle rationaliteter i et irrationelt system. Vækst er i stigende grad en nedbrydende tilstand.

Noter:

1. Marx, Karl & Engels, Friedrich. Manifestet side 30-31.

2. Ugebrevet A4. Dansk bankstøtte topper i EU

3. Marx,1971. Udvalgte Værker. Forlaget Tiden. Bind I side 356.

4. Lefebvre, Henri. 2003. The Urban Revolution. University of Minesota Press. Side 1.

5. Marx,1971. Udvalgte Værker. Forlaget Tiden. Bind I side 356. Marx skrev om produktionsforholdene, at de "Fra at være produktivkræfternes udviklingsformer slår disse forhold om til at blive lænker for dem"

6. Marx,1971. Udvalgte Værker. Forlaget Tiden. Bind I side 356.

7. Harvey, David. 2010. The Enigma of Capital. Profile Books. Side 26

8. Marx, Karl & Engels, Friedrich. 1971. Udvalgte skrifter. Forlaget Tiden. Teksten er fra Det Kommunistiske Manifest side 32.

9. Cevea - 22. august 2010.

10. Bloomberg Businessweek. Politics & Policy, 19. april 2012. Big Banks: Now Even Too Bigger to Fail.

11. www.usdebtclock.org. og http://www.oecd-ilibrary.org/economics/government-debt_gov-debt-table-en

12. Beskæftigelsen i bygge- og anlægsbranchen voksede frem til 2007 til 192.000 ansatte men faldt til cirka 45.000 i 2010, hvor niveauet har ligget siden. Maj 2013. Beskæftigelsesministeriet, Arbejdsmarkedsstyrelsen. Infrastrukturinvesteringer i Danmark - Betydning for beskæftigelse og arbejdskraftsbehov.

13. Harvey, David. 2012. Rebel Cities. Verso. Side 5.

14. Politiken. 7. oktober 2013.

15. Harvey, David. 2010. The Enigma of Capital. Profile Books. Side 11.