Folketingsvalget er overstået. SF og de Radikale fik et godt valg. Det var sådan set forventeligt, at en del af de tidligere SF- og Radikale-vælgere har lagt skuffelsen fra Helle Thornings regeringstid bag sig. Det positive er, at Enhedslisten må have fået fat i nye vælgere som kompensation for dem, som vendte tilbage til SF henholdsvis de Radikale.

I løbet af valgkampen snakkede jeg med mange, der var bekymrede over, at Enhedslisten vil være tilskuer på den politiske kamparena.

Men valgresultatet har alligevel efterladt en bitter eftersmag i munden. Efter 30 år med mere eller mindre neoliberalistisk politik, hvor uligheden er steget, og velfærden er presset helt i bund, havde jeg håbet på et tydeligere og mere entydigt rødt flertal. Men det skete desværre ikke. Vi får højst sandsynligt en lidt mere klimafokuseret regering med en neoliberalistisk økonomisk politik.

Endnu en gang bliver de Radikale tungen på vægtskålen. Det er utænkeligt at tro, at de Radikale nogensinde vil gå med til at forhøje arveafgiften eller topskatten. De holder fortsat hånden over den ene velstillede procent i samfundet. De har vistnok lovet at reparere på den faldefærdige velfærd, men de vil skaffe pengene ved at piske de psykisk og fysisk syge og de nedslidte ældre i arbejde. Ergo skal pengene til forbedring af klimaet og forøgelse af kvaliteten på børneinstitutioner tages fra de mindrebemidlede. Endnu en gang skal de smalleste skuldre bære en for tung byrde.

Men hvorfor lykkedes det ikke for Enhedslisten at blive mere toneangivende, så vi kunne undgå eller formindske risikoen for at være i de Radikales kløer?

Efter min mening er der især to grunde:

Første grund

Det lykkedes os ikke at give klimadebatten en social kant. Klimadebatten blev med rette til det altdominerende debatemne, men det lykkedes os ikke at sætte klimaets og biodiversitetens elendige vilkår i en antineoliberalistisk ramme.

Det lykkedes os ikke at lave en dialektisk forbindelse mellem klimaproblemer og social ulighed. Det lykkedes os ikke at kæde nul-vækst og 30 timers arbejdstidsuge sammen med klimadebatten.

Det lykkedes os ikke at rammesætte (frame) en fortælling, hvor vi kunne kæde kapitalens ubarmhjertige metoder i søgen efter større profitrate og den grove udnyttelse af naturens resurser sammen.

Det lykkedes os ikke at give debatten et internationalt perspektiv. Det lykkedes os ikke at kæde multinationale virksomheders grove udnyttelse af Bangladesh’ tekstilarbejdere sammen med de samvittighedsløse multinationale træindustris nedfældning af træer i Amazonas.

Det lykkedes os ikke at forklare, at profithensynet fortsat ødelægger grundlaget for livet for kommende generationer. Når kampen for ren luft og biernes trivsel ikke blev koblet sammen med fattigdom og krige, så kunne alle byde ind og sætte sig i front i klimadebatten. Enhedslisten blev dermed en blandt mange udbydere af klimaløsninger.

Anden grund

Det lykkedes SF og Løkke at bilde folk ind, at en stemme på Enhedslisten var spild, idet Enhedslisten er kompromisløs og principfast. I løbet af valgkampen snakkede jeg med mange, der var bekymrede over, at Enhedslisten vil være tilskuer på den politiske kamparena og ikke vil optimere sine mandaters nytte ved at søge indflydelse.

Her har vi ikke været gode nok til at fortælle folk den delikate og hårfine balance mellem de indgåede aftaler om at reformere det vaklende system og forbedre de mindreprivilegeredes levevilkår og ønsket om den radikale ændring af de socioøkonomiske forhold.

Mange er ikke klar over, at Enhedslisten ofte har stemt for kolera for at undgå pest. Mange er ikke klar over, at Enhedslisten både på rådhuset og i Folketinget har stemt for hvert eneste positive tiltag, om end det har været meget lille.

Det lykkedes SF og Løkke at rammesætte en negativ fortælling om Enhedslisten som værende politisk ortodoks. For ortodoks og for rigid til at bruge vælgernes stemmer til konkrete politiske handlinger. Her har SF med sin fortælling om realismens kunst lykkedes at udstille Enhedslisten som ultraortodoks.

SF fastholdt denne fortælling velvidende, at hver gang man accepterer de herskende præmisser og sætter sin lid til at operere indenfor systemets givne rammer, er man også med til at dræbe visionerne om et anstændigt og solidarisk samfund.