Til de kommende overenskomstforhandlinger skal de offentlige ansatte på sygehusene og plejehjem ikke kun have samfundsmæssig anerkendelse i form af varme ord og hensigtserklæringer. De skal også mærke anerkendelse gennem en reel lønstigning.

Jeg frygter, at vi nu skal høre på, at der ikke kan blive råd til særligt meget. At de må vise løntilbageholden-hed på grund af det økonomiske efterslæb med covid-19. Men det skal blive løgn!

Dette indlæg starter med lidt information fra mit eget liv. Men det handler ikke om mig, men om nogle andre mennesker. Jeg har blot fået et stort kendskab til de mennesker, som det handler om. Kort tid efter min 18-års fødselsdag søgte jeg arbejde på Regionshospitalet i Randers.

Sådan cirka en uges tid efter, at jeg havde søgt, kunne jeg begynde. Her arbejdede jeg, imens jeg gik på gymnasiet og senere universitetet. Når jeg ikke var på uddannelse, arbejdede jeg fuldtid, hvilket var tilfældet et par år efter gymnasiet og mellem min bachelor og kandidat.

Først da jeg fik et studiejob på Randers Bibliotek, det sted jeg nu er fastansat, stoppede jeg på sygehuset. I alt blev det til 9,5 år. Jeg har rundt regnet prøvet at arbejde på alle afdelinger på Regionshospitalet i Randers.

Her fik jeg føling med de knoklende mennesker, der arbejder som sygeplejersker, social- og sundhedsassistenter, serviceassistenter, rengøringsassistenter og så videre. De knokler morgen, middag, aften, nat, jul, nytår og helligdage.

Når der kommer en på sygehuset, er de ligeglade med, om vedkommende har en kæmpe Audi, et sommerhus i Løkken og en million på kontoen eller en rusten cykel, er arbejdsløs og bor i en toværelses.

De knokler løs for at sikre, at vedkommende får den bedst mulige behandling og service. Dette gør de under et enormt arbejdspres – et hårdt psykisk og fysisk arbejdsmiljø. De gør det, på trods af at de ikke får særlig meget i løn for det.

Nu har disse knoklere med rette fået stor ros for deres benhårde indsats under corona. Politikere og andet godtfolk har kappedes om at rose og værdsætte velfærdens frontsoldater.

I år er der overenskomstforhandlinger på det offentlige område, og det bliver spændende at se, om taknemmeligheden og værdsættelsen rækker længere end blot flotte ord og skåltaler. Det bliver spændende, om den bliver omsat i reelle lønstigninger og bedre arbejdsmiljø.

Jeg frygter, at vi nu skal høre på, at der ikke kan blive råd til særligt meget. At de må vise løntilbageholdenhed på grund af det økonomiske efterslæb med covid-19. Men det skal blive løgn!

Når selvsamme politikere kan overøse erhvervslivet med milliarder, der er betalt ved folks hårde slid og skatteindbetalinger, ja så kan man også belønne dem, der bogstaveligt forstand knokler i blod, sved, pis og tårer.

De kolleger, jeg lærte at kende i min tid på sygehuset, er og bliver nogle af de sejeste mennesker, jeg har mødt, hvilket må og skal værdsættes højere ved de kommende overenskomstforhandlinger. Der er råd til det!