Nu står vi her igen ved Håbets Port, som vi har gjort det år efter år, for at mindes de kammerater, som med den danske regerings fulde støtte blev udleveret til fjenden.

For mange af dem fik det en dødsdoms virkning. Deres mordere sad på Christiansborg!

Vi står her, for at mindes vore modige kammerater, men vi står her også, for at det, der skete den gang, ikke skal blive glemt. Og for at medvirke til, at det ikke gentages.

Faren for gentagelse er stor i dagens Danmark, med en ryggesløs regering, som dag ud og dag ind opstiller nye fjendebilleder og nye skrækscenarier.

Der føres psykologisk krig mod befolkningen, for angste mennesker går ikke til modstand - håber man.

Opfattelsen af danskheden, dansk kultur og muligheden for at blive dansker er nemlig meget forskellig i dagens Danmark.  

Samtidig opruster man helt vildt og sender danske soldater til den russiske grænse, som NATO og Mr. Trump har befalet det.

Der føres psykologisk krig mod befolkningen, for angste mennesker går ikke til modstand - håber man.   

Til formålet har man en stribe velbetalte historiefuskere, som med statsstøtte arbejder flittigt på at omskrive besættelsestiden historie, så modstandskampens helte – deriblandt vore kammerater – slås i hartkorn med nazisterne – deres mordere.

Formålet er - nu som dengang - at renvaske politikerne og den førte politik. Den gang Nazi nu Nato – North Atlantic Terrorist Organization. 

Man klapper hælene sammen og står ret, når overhunden – for tiden en totalt utilregnelig præsident i Washington – viser tænder.

Rådvildhed

Der spørges nu vidt og bredt om, hvad skal der kan og skal gøres i den nuværende kaotiske situation.

Rådvildheden er udpræget også blandt dem, som man normalt forventer har en klar holdning til problemerne, men som for tiden er mere optaget af interne problemer. Det må høre op.

Vi har brug for et forenet kommunistisk parti.

Men rådvildheden er tydelig i alle kredse. Inklusive i dem, som er medskyldige i tingenes tilstand, og som nu er begyndt at blive bange - for deres egen skygge og for konsekvenserne af deres egen politik.

Ikke mindst efter at Mr. Trump har erklæret handelskrig, som også rammer den europæiske storkapital på pengepungen – enhver kapitalists ømmeste punkt.

Har vi i dette inferno af spin, halve og hele løgne – i dag kaldet Fake News – overhovedet mulighed for at komme til orde? Er det realistisk i en stadigt mere absurd og forrykt verden, hvor magthaverne sidder på stort set alle kommunikationsmidler – aviser, tv og ikke mindst på nettet.     

Millioner af mennesker overvåges hver eneste dag af efterretningstjenesterne. Politistaten er ikke lige om hjørnet, den er her allerede. Fordummelsen, indoktrineringen og ensretningen foregår døgnet rundt.

Skal vi deltage i det af Bertel Hårder arrangerede politiske cirkus på Bornholm - kaldet ”Folkemødet”? Nej, det har vi hverken råd eller lyst til.

En modmagt

Altså må der – hvor vanskeligt det end er – opbygges en modmagt. En Sandhedens Stemme midt i Løgnens Univers. En stemme mod krig og oprustning, mod fascisme og fremmedhad, for fred og et andet og retfærdigt samfund, hvor udbytningen af mennesket er forbudt – et socialistisk samfund.

Hvordan når vi dertil? Du drømmer, kan I sige. Og javel, det gør jeg måske. Det er jeg tit blevet puttet i skoene. Men et gammelt ord siger:

Man kan slå en drømmer ihjel, men ikke drømmen, den lever videre fra generation til generation og tænder håbets flamme for nye unge mænd og kvinder om en bedre fremtid. Efter min mening er der for få drømmere. 

Og desværre er det kun de færreste af dem, som forsøger at virkeliggøre drømmene – visionerne om man vil. Det må der laves om på. Vi står nu i et vadested, hvor det er bydende nødvendigt, at vi – og andre med os – går fra drøm til virkelighed: 

Den barske virkelighed i året 2018, hvor 65,6 millioner mennesker er på flugt, ofre for Vestens krige, sult og mishandling; hvor hundreder drukner hver dag i Middelhavet; hvor regeringerne – inklusive den danske med Lykkelandets statsminister, Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne i spidsen ønsker at oprette kz-lejre uden for EU's grænser i Nordafrika eller Georgien.

Man kan slå en drømmer ihjel, men ikke drømmen, den lever videre fra generation til generation.

Alle andre steder, blot ikke her hos os. De synes at tro, at de kan stoppe verdens største flygtningestrøm med vold, med pigtråd og grænsebomme. De er syge i hovederne! 

Kampen starter nu – ja, den har reelt været i gang længe. Men for få har erkendt det – flertallet af mennesker i vort land er indsyltede i småborgerlig tankegang.

Deres historiske viden har de fra Matador, og de er samtidig blevet fyldt med politiske løgne dag ud og dag ind, så længe de har levet, så de nu ikke kan se ud over deres egen næsetip.

De skal "gøre karriere". Jeg hader det udtryk. Derfor løber og løber de rundt i hamster-hjulet uden at komme af stedet.

Desuagtet påstår man, at vi er verdens lykkeligste folk – det er ubestrideligt, siger politikerne i kor. Vi bor jo ”velfærdsstaten” tæt ved Himmelstigen, den direkte vej til Sankt Peter, hvor de kan få aflad for deres forbrydelser mod folket. 

Sammenhold

Det højt priste danske demokrati er ikke eksisterende. Vi må hjælpe til med at fjerne disse illusioner. Af med skyklapperne, se virkeligheden ret ind i øjnene. 

Den sidste tids begivenheder i vort eget land giver håb om, at en sådan udvikling er på vej. Jeg tænker her på OK 18, som igen satte solidariteten i højsædet, og tvang de offentlige arbejdsgivere på tilbagetog.

OK 18 var ikke uden skønhedspletter, men i det store hele var det en sejr for de offentligt ansatte og et eksempel til efterfølgelse. En samling af kræfterne uanset meningsforskelle er ikke blot en god ting, men en nødvendighed for den endelige sejr.

Horserød Stutthof Foreningen har tidligere rejst spørgsmålet om opbyggelse af en enhedsfront i kampen mod nyfascisme og imperialisme på tværs af meningsforskelle. Det vandt ikke gehør dengang, man mente vel nærmest, at det var indholdsløs utopi.

Men hvordan har man så forestillet sig, at vor kamp får gennemslagskraft og lydhørhed til at vende udviklingen, hvis vi ikke – uanset politisk ståsted – slår kræfterne sammen?

Vi står over for den sværeste og vigtigste opgave, mennesker kan tage på sig: Opgøret med det kapitalistiske  tyranni, som i dag truer alle mennesker ja, alt levende på vor klode med udslettelse. 

En ny modstand

Frem for alt kræver denne kamp tålmodighed. Og vi må kæmpe for at afværge de største trusler mod menneskeheden. Måske nås målet ikke fuldt ud i vor tid, men vi kan bane vejen for dem, der kommer efter os, så deres kamp bliver lettere og sejren sikret.   

Horserød Stutthof Foreningen er en gammel fange- og modstandsorganisation, og en antifascistisk organisation. I en tid, hvor det ene land efter det andet lægges i ruiner, hvor folk sendes ned i den sociale massegrav, påhviler der organisationer som vores et ekstra ansvar.

På trods af vor lidenhed er vor stemme trængt igennem ikke så få gange endda. Det er sket, fordi vi aldrig har fejet noget ind under gulvtæppet, vi har aldrig løjet - det lader vi de andre om – og fordi vi altid og ubetinget har sat solidariteten i højsædet. 

Vi er som sagt forpligtet af vor historie – men vi er også forpligtet af vor egen tid. "Gå ind i din tid," sagde Nordahl Grieg. Det betyder, at vi tager den kamp på os.

Og endelig at vi – og forhåbentlig mange andre med os – i stadigt stigende omfang vil bekæmpe den nuværende menneskefjendske politik.  
Vi giver aldrig op!

Lad mig sluttelig sige;
Jeg holder ikke denne tale for at gøre nogen kede af det. For at vise vor svaghed. Tværtimod. Jeg siger det, som jeg ser det, og for at få spotlight på de farer, som truer menneskeheden i vor tid. 

Dette er en opfordring til kamp for friheden, mod et umenneskeligt system, som truer med at udslette alt levende på vor klode. 
I vore gamle kammeraters ånd lover vi, at vi vil gøre vores til, at det ikke sker!  

Tale ved mindemøde i Horserød for interneringen af de danske kommunister den 22. juni 1941.