I dag for 70 år siden var en af de glædeligste dage i vor historie. En festdag uden lige. En dag fyldt med glæde over at årene under nazistisk voldsherredømme var forbi. Men også en dag hvor savnet af de, der var borte, trængte sig på.

Især blandt den arbejdende befolkning var glæden og forventningerne store, for arbejderklassen havde som altid ved krig båret de store byrder. Nu forventede man med rette, at der skulle afregnes, og nye, bedre tider stod for døren.

Retsopgøret endte ved ludere og lommetyve. De små skulle hænges, de store gå fri. Og politikerne? Ja, de frikendte sig selv.

Men festen klingede hurtigt ud. Opgørets skarpe lud blev kraftigt udvandet. Opgøret med værnemagere og samarbejdspolitikere løb ud i sandet. I stedet slog man ned på små fisk. Retsopgøret endte ved ludere og lommetyve. De små skulle hænges, de store gå fri. Og politikerne? Ja, de frikendte sig selv.

Det officielle Danmark

Så når vi mindes dem, der bragte ofre, dem, der døde og dem, der kom hjem fra lejrene, fængsler og illegalitet, ødelagte på sjæl og på legeme, må vi også se på, hvad de var oppe imod - både besættelsesmagt og det officielle Danmark.

Det officielle Danmark pudsede politi og sociale myndigheder på de, der ville modstand. De opfordrede til stikkeri, de velsignede Frikorps Denmark. 

De samvirkende Fagforbund, datidens LO, opfordrede til udrensning af kommunister i fagforeningerne. Et enigt folketing og regeringen vedtog kommunistloven og brød grundloven ved at tillade arrestation af kommunistiske folketingsmedlemmer, endda inden loven var vedtaget.

De store værnemagere byggede på livet løs for værnemagten, befæstninger og lufthavne og sendte regningen til Danmarks nationale bank. De ville så efter den endelige sejr få dækning for udlægget af Herr Hitler.  En herlig fest. Samme Herr Hitler løb som bekendt fra regningen med et skud i en kælder dybt under Berlin, og regningen blev ikke betalt. Men værnemagerne havde deres på det tørre, andre betalte.

Militærets nidkære rolle

Det danske officerskorps samlede nidkært våben nedkastet til modstandsbevægelsen til huse, ikke til brug mod besættelsesmagten men til brug mod en eventuel oprørsk egen befolkning.

Straks den 4. maj tog hykleriet fat. Alle havde været tapre modstandsfolk, ja ledende politikere udråbte sig selv til "modstandens farligste klike". Alle havde handlet til nationens bedste.

Og få år senere skyllede Atlanterhavet ind over de danske kyster og nåede helt ind i Østersøen. Vi var i NATO og vi rustede til kamp mod tidligere allierede. Mod de røde fejler kamplysten ikke noget.

I dag står det officielle Danmark på tæerne af hinanden for at blive set og hørt, for at hylde og sole sig i modstandskampens lys.

Det samme Danmark, som villig følger, når der kaldes til krig og besættelse i lande, hvis styre ikke passer vore store allierede i EU og NATO. Som villigt indfører såkaldte terrorlove skræddersyet til internt brug. Terrorlove, som ville have omfattet store dele af landets befolkning under besættelsen, ja alle som bare havde læst eller hørt om et illegalt blad

Anders Fogh fra Venstre, dengang storbøndernes parti, og NATO fører sig frem med udtalelser om, at der skulle være kæmpet og ydet mere modstand.

Vi skulle vel nærmest være gået i bjergene og ført guerillakrig. Nemt at sige især nu på tilpas afstand. Men en Nato-mand må vel være krigsliderlig og modig, helst på andres vegne.

Vi mindes de modige

Men disse kedelige erfaringer må ikke dække for den stolthed og ærefrygt vi nærer for de, der trods alle odds gik imod strømmen og fik vendt stemningen med aviser, flyveblade, ved direkte aktioner mod fabrikker, der producerede for værnemagten og jernbaner, der transporterede tropper og udrustning.

De fik rejst en folkestrejke, der fik det meste af landets almindelige befolkning til at ville yde en skærv om nok så lille dog af betydning. Modstandsfolkene svømmede i folkehavet. De fik brudt samarbejdslinjen, og fik derved Danmark på den rigtige side ved afslutningen afslutningen af krigen

Så vi lover, vi glemmer ikke de ofre I bragte, vi glemmer ikke, at I kæmpede for et frit og uafhængigt Danmark

Æret være jeres minde.

Talen blev holdt den 4. maj ved kommunisternes højtidelighed i Mindelunden i Skæring ved Aarhus