Verdens tilstand på tærsklen til det 21. århundrede viser en grad af modsigelser, spændinger og konflikter, der promoverer angst og hjælpeløshed.

Det glemmes ofte, at den jødiske politiske kultur i det 19. og 20. århundrede var kompleks og varieret, hvad angik zionismens målsætning om at forvandle Palæstina til et jødisk hjemland.

Dette kaotiske dilemma gør det vanskeligt at forstå den globale udvikling og svært at forholde sig til vores tids uro.

Selv om verden er præget af kriser, er det ikke desto mindre nødvendigt at fokusere på den umiddelbare farlige situation i Mellemøsten, fordi den kunne føre til en regional eller global krig med udgangspunkt i konflikten mellem Iran og USA/Israel.

Grunden til denne tilstand er, at amerikansk politik (udenrigs- og indenrigs-) i dag synes at være mere neurotisk end sædvanlig. Dette kommer til udtryk, hver gang denne frustrerede supermagt ikke kan få sit diktat igennem.

Den israelske lobby

Interessant i denne sammenhæng er, at en lignende politisk udvikling kan iagttages hos USA's nærmeste allierede. Det er nemlig sådan, at staten Israel og den israelske lobby i Washington spiller en afgørende rolle i udformningen af amerikansk politik omkring forholdet til Iran. Mere end tidligere synes Israels indflydelse at være mindre tilsløret. Den konservative politiker Pat Buchanan har længe omtalt den amerikanske Kongres som israelsk besat territorium!

Hvordan denne lilleputstat har fået denne store indflydelse på den amerikanske kolos’ politik i Mellemøsten fortjener større opmærksomhed, end de vestlige medier har vist. For at opnå en forståelse af den proces, som har forvandlet Israel til en (atom)magt, er det nødvendigt at inddrage en historisk og analytisk tilgang, som tager udgangspunktet i det komplekse jødiske politiske kulturs svar på europæisk antisemitisme. Dette er lettere sagt end gjort!

Grunden er, at zionismen (både i Israel og i diasporaen) nemlig har været dygtig til at forvandle kritik af Israel med det mantra, at enhver negativ omtale af den jødiske stat er lig med antisemitisme. Siden Holocaust er den zionistiske fortælling blevet accepteret i den vestlige kultursfære. Kun de mest modige journalister eller akademikere i Vesten har risikeret at gå imod strømmen.

Ved en ceremoni på Holocaust Museum i Israel for nylig har verdensledere mindet 75-årsdagen for befrielsen af Auschwitz-koncentrationslejren. Symbolikken kunne ikke være større: Museet er opført uden hensyn til den kendsgerning, at det er bygget på en bakke, der oprindeligt hed Hirbet Elhamame på arabisk!

Derigennem relativiseres den historiske kendsgerning, at Holocaust var et fænomen, der fandt sted i den europæiske kultursfære, mens palæstinensernes retfærdige krav om national integritet og menneskerettigheder mister sin legitimitet.

I sidste ende legitimerer det europæiske folkedrab på jøderne det zionistiske projekt om en jødisk statsdannelse på palæstinensernes bekostning. Som en historiens ironi fortolkes palæstinensernes kamp som udtryk for en iboende muslimsk antisemitisme.

Kompleks og varieret jødisk kultur

Det burde huskes, at før Holocaust, var jøderne i Europa ikke specielt aktive i bestræbelserne bag skabelsen af en jødisk stat og derfor ikke i konflikt med palæstinenserne. Det glemmes ofte, at den jødiske politiske kultur i det 19. og 20. århundrede var kompleks og varieret, hvad angik zionismens målsætning om at forvandle Palæstina til et jødisk hjemland.

I denne forbindelse er det nødvendigt at minde om, at sociologisk betragtet var jødernes situation uens i de forskellige europæiske lande. I de ledende kapitalistiske samfund var jøderne i færd med at blive integreret og assimileret. Dette gjaldt især i Tyskland, England og Frankrig.

Da den jødiske immigration fra Østeuropa begyndte at gøre sig gældende, blev de assimilerede jøder i Vesten bekymret for deres egen situation. Som konsekvens blev de således interesseret i det zionistiske projekt for de nye emigranter. På denne måde blev den latente vestlige antisemitisme internaliseret i den jødiske politiske kultur.

Klasseforskel var også en afgørende faktor for jødernes sociologiske og politiske placering i de ikke-jødiske samfund. Trods modstand var jøderne, især i Vesteuropa, involveret i disse landes interne politik og kapitalismens opbygning. I Østeuropa og i opposition til zionismen deltog jøder i revolutionære bevægelser (den russiske revolution!), mens andre var aktive i skabelsen af jødiske socialistiske partier (det jødiske Bund). Både i Østen og i Vesten var en del jøder bundet til religionen, mens andre søgte frigørelsen fra disse traditioner. 

Til trods for de religiøse og kulturelle samhørigheder som fandtes i diasporaen, var de politiske forskelle vidnesbyrd om ideologisk og politisk variation. Faktisk var de jødiske organisationer i diasporaen ikke monolitiske.

I kølvandet på Den bolsjevikiske Revolution kom to hovedretninger til at gøre sig gældende: Kampen for socialismen i Øst og kapitalismen i Vesten.

Storbritanniens daværende krigsminister Winston Churchill skrev en artikel i 1920 under titlen “Zionismen kontra Bolsjevismen”. I hans optik sondrede han mellem de “gode jøder”, som søgte at blive assimileret og styrke kapitalismens udvikling og på den anden side de “onde jøder”, som søgte løsningen af det jødiske spørgsmål gennem deltagelse i de folkelige revolutioner og kampen om socialisme, som fandtes i de europæiske samfund. 

Endnu før Holocaust var kommet i gang, havde flere toneangivende zionister diskuteret den eventuelle geografiske beliggenhed af denne stat ...

Især efter Første Verdenskrig søgte et begrænset antal jøder (zionister) at komme til Palæstina, som dengang var under Storbritanniens overherredømme.

Selv om London med Balfour-deklaration i 1917 havde accepteret princippet om et jødisk hjemland, (som ikke skulle være på de indfødte araberes bekostning!), forhindrede England immigrationen af østeuropæiske jøder til Palæstina.

Zionisme kom i konflikt med den britiske koloniale administration på grund af Englands tvetydige politik, der også skulle tage hensyn til de arabiske befolkninger i Mellemøsten.

I parentes bemærket havde Sovjetunionen haft forventninger om, at zionismen i kamp for national selvstændighed ville føre en antiimperialistisk strategi, der kunne svække Storbritannien på regionalt og globalt plan.

Zionismen og Vestens immigrationspolitik

Det glemmes ofte, at selv om zionismen var en politisk strømning blandt flere jødiske bevægelser i første halvdel af det tyvende århundrede, blev den ideologisk og politisk først dominerende efter Anden Verdenskrig og Holocaust. Dette skyldtes ikke mindst USA og andre vestlige landes immigrationspolitik. De fleste vestlige lande havde lukket deres grænser for jødiske flytninger fra nazismen før og efter krigen.

Hvis de vestlige lande – alt anden lige – havde åbnet deres grænser, ville et flertal af de overlevende jøder have valgt at emigrere til USA. Zionistiske organisationer i Europa gjorde deres bedste for at presse de overlevende jøder til at rejse til Palæstina endnu før og efter udråbelsen af staten Israel i maj 1948. Hollywood gjorde sit for at romantisere den jødiske udvandring til Israel med en filmatisering af bogen ”Exodus” i begyndelsen af 1960'erne.

Det er højst sandsynligt, at uden nazismens forsøg på at gøre Europa “rein” for jøderne, ville zionismens projekt om at skabe en jødisk stat i Mellemøsten været slået fejl.

Endnu før Holocaust var kommet i gang, havde flere toneangivende zionister diskuteret den eventuelle geografiske beliggenhed af denne stat. Øen Madagaskar blev faktisk betragtet som en seriøs mulighed i begyndelsen af 1940'erne under diskussioner mellem zionister og repræsentanter for den tyske regering (Adolf Eichman). 

Set i bakspejlet er det forbløffende, hvor tæt jødernes moderne historie svarer til den forståelse af antisemitisme, som fandtes i Theodor Herzls bog “Der Judenstaat”, der udkom i slutningen af det 19. århundrede.

Ifølge zionismens “fader” skyldtes det jødiske dilemma ikke alene den iboende europæiske antisemitisme, men var også knyttet til jødernes assimilationsbestræbelser i de europæiske samfund. Konklusionen på denne problematiserende fortolkning af antisemitisme var, at dannelsen af en jødisk stat blev anset for at være et politisk imperativ.

I denne kontekst betød denne erkendelse, at mens de fleste jødiske politiske bevægelser i Europa havde bekæmpelsen af antisemitismen på deres programmer, betragtede zionisme jødehad som et karaktertræk i den eurosfære. I denne optik var jødernes bestræbelser for opnåelsen af assimilation i færd med at konkurrere med de opdukkende middelklasser i de vestlige lande.

Set med zionistiske øjne var/er løsningen derfor at finde i “Der Judenstaat”. Problemet var, under disse betingelser, på den ene side et accept af antisemitismens iboende antagelser angående jødernes natur og på den anden side en støttende tilpasning til imperialismen i Mellemøsten. Solidaritet med de folkeslag som undertrykkes og udbyttes i kolonierne kom ikke på tale.

Til gengæld forventede zionismens “far” en “noget for noget”-studehandel, nemlig at disse lande (England og USA) ville acceptere dannelsen af en jødisk stat. Mens nogle zionister anså en jødisk stats fremtid som en integreret del af Mellemøsten, opfattede den strømning, der fik dominans, en jødisk statsdannelse som en forpost for vestlige imperialisme.

Med andre ord: Som følge af den zionistiske logik burde jøderne, som var udsat for antisemitisme i de vestlige koloniale metropoler, nu tilbyde disse selvsamme samfund en jødisk stats hjælp i bekæmpelsen af antiimperialistiske bevægelser, ikke alene i Mellemøsten, men sågar i Syd- og Mellemamerika.

Zionismens diskurs om en jødisk stat efter Anden Verdenskrig og Holocaust gik ud på, at kun det zionistiske projekt kunne beskytte jøderne imod antisemitisme. Uanset denne grundlæggende zionistiske forestilling eksisterer antisemitisme stadigvæk og bruges nu til at presses diasporaens jøder til at emigrere til Israel. Samtidig forsøger den politiske zionisme at forhindre enhver kritik af “Mellemøstens eneste demokrati”, hvad angår behandlingen af palæstinenserne eller landets geopolitiske rolle.

I den nuværende situation i Mellemøsten understreger Israel en hypotetisk diskurs af sårbarhed overfor Iran, som beskyldes for at true jødernes eksistens med en ny Holocaust. Glemt nu er alle stærke sider af landets struktur, som skyldes zionismens bedrift.

Ikke alene er Israel den eneste atommagt i regionen, men den vestlige verden vil ikke frivilligt acceptere en udslettelse af den jødiske stat. Ikke at forglemme: I moderne tider har jøderne/zionister i diasporaen opnået afgørende positioner i den vestlige/kristelige verdens politiske kultur og struktur.

Alliance med reaktionære

Ikke alene med det, men den amerikanske elites forhold til Israels politiske klasse er mere end en patron-klient-forbindelse, hvor den svageste part domineres at den stærkeste. Ud over denne politiske binding har den jødiske stat på basis af sin opportunistiske ideologi og statsræson desuden skabt en stiltiende alliance med en af de mest reaktionære strømninger i det amerikanske samfund.

Religion i USA har en stor politisk indflydelse. I denne forbindelse er det interessant, at staten Israel har de bedste forbindelser med den mest fundamentalistiske antisemitiske strømning. I det evangeliske miljø, som findes især i sydstaterne, har “Christian Zionism” på sit politiske program, at USA skal hjælpe Israel til at indsamle alle verdens jøder i den jødiske stat.

Bevægelsen, som består af mere end 40 millioner mennesker, bygger på den antagelse, at først efter jødernes tilbagevenden til Israel og deres omvendelse til kristendom eller tilintetgørelse vil Jesus tilbagevending finder sted. Tilbage til inkvisitionen!

Til trods for at jødisk zionisme bryster sig af at være den politiske bevægelse, der bedst kan love guld og grønne skov, er spørgsmålet, om zionismens projekt kan løse det “jødiske problem” uden dramatiske omkostninger.

Fremhævede citater og mellemoverskifter er indsat af redaktionen.