For nylig kom størstedelen af de danske soldater hjem fra Afghanistan efter næsten 12 års krig. Godt for soldaterne og godt for afghanerne.

Som resultat af 11. september 2001 og den efterfølgende krig mod terror gik Danmark med Poul Nyrups ord og Anders Foghs bevidste indsats ”med USA hele vejen”. Først Afghanistan, siden i Irak og Libyen.

Med forsvarsforliget fra 2011 fortsætter alle partier fra SF til Dansk Folkeparti denne militaristiske udenrigspolitik. Der afsættes penge til nye kampfly, kamphelikoptere og droner.

Nu, hvor USA og NATO trækker de fleste kamptropper ud, er ingen af de officielle mål nået.

Politikerne bag den militaristiske udenrigspolitik har i alle årene afvist at lytte til advarsler og kritik. Fra mange sider blev der advaret imod, at krig ikke ville formindske terrortruslen. Tværtimod. Alligevel startede Afghanistan-krigen, selvom man kunne have forhandlet med Taleban. Irak-krigen blev startet på løgne. I Libyen-krigen var påskuddet et folkemord, men den resulterede i en voldsom borgerkrig.

Resultatet af krigene er, at der er installeret nye regimer, som er afhængige af Vestens (USA og NATO) militære magt og penge. De tillader Vesten permanente baser, våbensalg og lukrative kontrakter til vestlige selskaber.

Dårligere stillet

Desværre for det store flertal af overlevende afghanere, irakere og libyere, så er de på alle måder dårligere stillet end før krigene.

Det forklarer måske den store modvilje mod at diskutere erfaringerne fra Afghanistan-krigen i forbindelse med soldaternes hjemvenden.

Her på krigens 12 år, hvor USA og NATO trækker de fleste kamptropper ud, er ingen af de officielle mål nået:

Terrortruslen er vokset og al-Queda opererer i mange andre dele af verden.

Taleban, som aldrig har haft ambitioner uden for Afghanistan, er langt stærkere i dag. USA og NATO har bevæbnet og støttet krigsherrerne i Nord. Opiumdyrkningen slår alle rekorder ligesom korruption, fattigdom og kvinders selvmordsrate.

I Danmark diskuteres det, om krigen har været ”prisen værd.”

12 milliarder kroner – 43 døde soldater og mange flere fysisk og psykisk lemlæstede. Det er ikke prisen værd – det er alt sammen helt forgæves. Tænk hvilke menneskelige lidelser vi kunne have undgået. Tænk hvad man kunne have udrettet, hvis man havde brugt alle de penge til fredelige, civile projekter.

Og så taler vi ikke om afghanernes pris. Forsvarsforligspartierne vil ikke engang offentliggøre tallene for dræbte talebanere. Hvad med de civile tab?

På vej mod nye krige

I snart 12 år er Taleban blevet omtalt om ondskaben selv, der med Per Stig Møllers ord ”skal behandles som dræbersnegle”. Afghanerne er aldrig blevet omtalt som rigtig mennesker – måske fordi de er muslimer, analfabeter eller fattige?

Fra dag ét kunne USA og NATO have forhandlet med Taleban. I dag, 12 år efter, er de tvunget til at forhandle med dem for at få en ”ærefuld exit” fra Afghanistan og sikre sig permanente baser.

Fra dag ét var de fleste afghanere faktisk positive over for USA og NATO, men de blev aldrig behandlet med respekt. Måske fordi de blot var tiltænkt rollen som statister i USA og NATO´s geopolitiske magtspil og kamp om adgang til regionens naturressourcer?

Stillet overfor modviljen mod at diskutere erfaringerne fra de tre foregående krige, ser forsvarsforligspartierne til gengæld meget velvilligt på mulighederne for at deltage i nye krige i for eksempel Syrien.

Jeg synes, man skal stoppe oprustningen og de nye våbenkøb og lade være med at kaste sig ud i nye krigseventyr. I stedet skal man bruge pengene på velfærd og grønne job herhjemme og på global social retfærdighed.