Siden 1948 har palæstinenserne hvert år den 15. maj markeret al-Nakba, som er det arabiske ord for Katastrofen.

Katastrofen hænger sammen med fremkomsten af den zionistiske bevægelse i slutningen af 1800-tallet.

Katastrofen var staten Israels oprettelse på palæstinensisk jord den 15. maj 1948, zionisternes fordrivelse af 750.000 palæstinensere og ødelæggelse af 418 palæstinensiske landsbyer. Men katastrofen tog sin begyndelse længe før.

Zionismens grundlæggelse

Katastrofen hænger sammen med fremkomsten af den zionistiske bevægelse i slutningen af 1800-tallet. Zionismens mål var oprettelsen af en jødisk stat – som beskyttelse mod antisemitismen.

Det blev hurtigt besluttet at jødestaten skulle ligge i Palæstina. Straks efter øgedes indvandringen af jøder til Palæstina.

I 1917 underskrev den daværende britiske udenrigsminister den såkaldte Balfour-erklæring, hvormed det britiske regime forpligtede sig til at støtte zionisternes plan om oprettelse af en jødisk stat i Palæstina.

I takt med den voksende zionistisk-jødiske indvandring til Palæstina begyndte palæstinenserne at gøre modstand. Det kom til en langvarig modstandskamp 1936-1939 hvor palæstinensiske modstandsgrupper kæmpede både mod det britiske mandatstyre og mod de zionistiske terrorgrupper. Palæstinenserne gennemførte den længste generalstrejke i landets historie.

FN’s delingsplan

FN vedtog den 29. november 1947 resolution 181, som delte Palæstina i tre dele: en jødisk del, en palæstinensisk del og Jerusalem, som skulle være under international administration. Ifølge delingsplanen skulle 56 procent af Palæstina gives til en jødisk stat, selvom jøderne på det tidspunkt kun ejede 7 procent af Palæstinas jord.

Palæstinenserne nægtede at anerkende delingsplanen, som i deres øjne var tilpasset zionisternes interesser. Der udbrød krig mellem den nye stat Israel og palæstinenserne og de omgivende arabiske lande.

For at sikre et jødisk flertal i staten Israel havde zionisterne tilbage i 1930’erne udarbejdet detaljerede planer for fordrivelsen af palæstinenserne. I året 1948 blev palæstinenserne udsat for 70 massakrer. Den kendteste var Deir Yassin-massakren.

Massakrer

Den 9. april 1948 blev over 100 palæstinensere myrdet af zionistiske terrorgrupper i landsbyen Deir Yassim uden for Jerusalem. En anden massakre fandt sted i juli 1948 i Tantura ved Middelhavskysten. Her blev 200 palæstinensere dræbt og endnu flere fordrevet. Massakrerne skabte skræk og rædsel og tvang palæstinenserne på flugt.

For retten til at vende tilbage – Mere end 750.000 palæstinensere, dvs. over halvdelen af befolkningen, blev i løbet af 1948 fordrevet fra Palæstina. Flere hundrede palæstinensiske landsbyer blev udslettet af zionistiske militser. De fordrevne palæstinensere levede herefter i flygtningelejre i Palæstina eller i de arabiske nabolande. På trods af FN-resolution 194, der garanterer de palæstinensiske flygtninges ret til tilbagevenden, har Israel konsekvent nægtet dem denne ret.

Palæstinenserne i dag 

I Danmark bor der 30.000 palæstinensere. De fleste af dem kom til Danmark efter Israels invasion i Libanon i 1982. Mere end halvdelen af palæstinenserne bor i dag uden for Palæstina. De fleste i de flygtningelejre hvortil de blev fordrevet i 1948.