19 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Beskæftigelsesministerens falske forestillinger

Beskæftigelsesministerens falske forestillinger

Efter den 1. juli vil der stadig være en enormt stor gruppe syge, som er underlagt gensidig forsørgelsespligt og derved risikerer at miste deres forsørgelse, da de ikke er omfattet af de nye sygedagpengeregler.

Førtidspension er blevet et begreb fra fortiden, for så længe der er refusion på kontanthjælpen og ikke på førtidspensionen, er det indlysende, hvor kommunerne ønsker at have de syge anbragt.
FOTO: Mette Kramer Kristensen
1 af 1

Til beskæftigelsesminister Mette Frederiksen.
Kære Mette Frederiksen. Tak for dit svar på min mail. Jeg er glad for at læse, hvad dine intentioner er, og om dine håb for de menneskelige forhold i vort land.

Desværre kan jeg kun sige, at det ikke forholder sig, som du kunne ønske det.

Du skriver, at syge mennesker ikke overlades til sig selv på kontanthjælp, og jeg svarer, jo, det gør de. Du skriver: I opgiver ingen, jo, det gør I.  Du skriver, at ingen sygemeldte kommer til at miste deres forsørgelse efter den 1. juli. Jo, det gør der!

Det fremgår tydeligt af de faktiske forhold rundt omkring i landet, at man i udstrakt grad overlades til sig selv på kontanthjælp. I hvert fald overlades man fuldstændig til kommunernes interesse i at beholde én dér, fordi det giver dem refusion fra statskassen - med din velsignelse.

Belastende procedurer

Denne praksis udføres på forskellig vis: Man sendes i uendelige arbejdsprøvninger, som ofte er med til at forværre ens situation, man sendes i praktikker, som ikke indeholder noget som helst af værdi - hvis man da ikke bare syltes og venter halve år på, at der sker noget.

Du opgiver mange, fordi du ikke reagerer på, at de syge ikke kan få deres rettigheder igennem. Du henviser gang på gang til klage og ankemuligheder, som ikke fungerer i praksis, da adskillige klager til lokale borgmestre ignoreres eller afvises. Ankenævnet er overbelastet, og det tager år at komme igennem.

Skrivelser sendes frem og tilbage mellem kommuner og ankenævn og forhaler sagerne ulideligt for de syge. De syge må ty til private rådgivere eller advokater for overhovedet at komme nogen vegne.

Vilkårlighed

Efter den 1. juli vil der stadig være en enormt stor gruppe syge, som er underlagt gensidig forsørgelsespligt og derved har mulighed for at miste deres forsørgelse, da de ikke er omfattet af de nye sygedagpengeregler.

Disse mennesker lider af stærkt belastende og smertefulde sygdomme, der ofte betyder, at det eneste, de kan foretage sig, er at kravle fra sengen til sofaen på grund af smerter.

De vil fortsat være underlagt kommunernes og lægekonsulenternes vilkårlige beslutninger om, at de skal fortsætte i kommunernes hamsterhjul, fordi du har sagt, at alle så vidt muligt skal tilbage på arbejdsmarkedet.

Nu er det oven i købet muligt at blive visiteret til fleksjob på under én time om ugen.

Nu er det oven i købet muligt at blive visiteret til fleksjob på under én time om ugen, hvor arbejdstiden skal fordeles ud over flere dage! Indtil nu har de syge været underlagt den kommunale tortur i 10-20 år, før de omsider er blevet tildelt førtidspension.

Nu må de se i øjnene, at tiden er forlænget frem til folkepensionsalderen, da det altid vil være muligt at beordre en syg til at udføre 15-20 minutters arbejde ugentlig.

Ødelagte liv

Førtidspension er blevet et begreb fra fortiden, for så længe der er refusion på kontanthjælpen og ikke på førtidspensionen, er det indlysende, hvor kommunerne ønsker at have de syge anbragt. 

Jeg kan fortælle dig, at håbløsheden og traumatiseringen er voldsomt overvældende og bidrager til uendelig stress for så mange mennesker, der udelukkende har brug for fred og ro.

Deres liv er ødelagte, fordi der hele tiden stilles urealistiske krav. De er cirkusheste i et system, som de ikke kan stille noget op imod, da klage- og ankemulighederne - som anført - ikke fungerer.

Og endelig har jeg et spørgsmål til dig: Hvorfor findes der ingen statistikker, der viser, hvor mange langtidssyge på kontanthjælp, der helt eksakt findes? Er det sådan, at de ikke bare er den "tabte" gruppe, men den gemte og glemte, som ingen må vide noget om?

Hvordan kan du acceptere den behandling af adskillige tusinde syge mennesker?
 

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


11. jun. 2014 - 08:34   11. jun. 2014 - 08:42

Åbent brev

fra Hanne Nielsen, Allinge, "Syg i Danmark"