Som omrejsende cirkus i Danmark er man underlagt kommunernes regler og procedurer, når man vil ligge på en offentlig plads. Voksende bureaukrati i kommunerne får flere cirkus til at overveje fremtiden på landevejene.
Nem-ID ansøgninger, byggetilladelser, brandgodkendelser, politirestriktioner, beredskabsplaner, byggecertificeringer, præhospitale informeringer, plakattilladelser. Det er blot toppen af det offentlige bureaukrati som nutidens cirkus i Danmark er underlagt.
Det har simpelthen taget overhånd - vi kan jo ikke drive cirkus sådan her. For hver gang et cirkus vil slå sig ned på en kommunal plads, skal man sende op til 10 ansøgninger afsted. Også selvom der er tale om flere pladser inden for den samme kommune. Mange cirkus ligger på over 100 pladser om året. Så kan man selv gange op.
For hver gang et cirkus vil slå sig ned, skal man sende op til 10 ansøgninger afsted. Mange cirkus ligger på over 100 pladser om året. Så kan man selv gange op.
Den første ansøgning foregår typisk via Nem-ID til kommunen med lange spørgeskemaer og en horde af godkendelser og papirer, der skal sendes med. Samtidig skal man ansøge politiet om tilladelse og indsende mange af de samme papirer, som kommunen allerede har fået. Derudover skal der sendes ansøgning til Bygningsstyrelsen med brandgodkendelser og evakueringsplaner.
Det er en total mistænkeliggørelse af cirkus. Som om vi er nogle sigøjnere, der skal holdes lidt ekstra øje med. Flytter cirkusset plads internt i kommunen, kan de starte forfra. Flytter cirkusset plads til en ny kommune, kan de ligeledes starte forfra med papirhelvedet.
Flere kommuner kræver også, at cirkus tager kontakt til et nærliggende sygehus i tilfælde af, at en katastrofe indtræder. En såkaldt præhospital informering, som hverken cirkus eller sygehus kan andet end ryste på hovedet af.
Ubrugelig teltcertificering
En af de største udfordringer for de danske cirkus er den gentagne kamp med kommunerne om at få tilladelse til at stille cirkustelt op på cirkuspladserne. Tidligere har cirkussene skullet indsende en ansøgning om byggetilladelse, hver gang de vil stille telt og tribuner op. En byggetilladelse med ingeniørberegninger, brandevakueringsplaner, opstillingsplaner, sikkerhedsprocedurer og så videre.
For at gøre processen lettere blev alle cirkus byggecertificeret i 2015 i samarbejde med Jysk Teknologisk Institut, så man kunne undgå den møjsommelige byggetilladelse. Det har kostet hvert cirkus op til 100.000 kroner at få certificeringen, der skulle gøre dem i stand til at stille telt og tribuner op uden byggesagsbehandling i hver eneste kommune.
Det er trods alt det samme telt og de samme tribuner, de stiller op hver gang. Alligevel insisterer mange kommuner stadigvæk på at behandle teltopstillingen som en separat byggesag og ignorere certificeringen. Og gang på gang skal der betales byggesagsgebyr på 800 kroner. Ikke et svimlende beløb, men når man besøger knap 100 kommuner om året som omrejsende cirkus, løber kronerne alligevel op.
Slut med omrejsende cirkus?
Hvis det ikke bliver lettere for de danske cirkus at slå telt op hos de danske kommuner, så kan konsekvensen sagtens være, at der i fremtiden ikke vil være omrejsende cirkus i Danmark.
Sådan er virkeligheden for Cirkus Dannebrog, der i hele 2017 har valgt at sætte turnéen på pause, fordi de føler sig overmandet af bureaukratiet, der tærer på de kreative kræfter.
"Alle steder vi kommer hen. Alle steder føler vi os som nogle slyngler, der skal danse efter bureaukraternes fløjte, og det har vi bare ikke energi til," fortæller teknisk direktør for Cirkus Danneborg, Dennie Enoch.
Et andet eksempel er cirkussenes plakattilladelser. Deres største reklameaktiv er de velkendte cirkusplakater, der hænger på byens lygtepæle i ugerne inden, cirkus kommer til byen. Også det har mange kommuner besværliggjort, så der nu skal laves ansøgninger med præcise kortangivelser af, hvor der skal hænge plakater helt ned til vejnavn og husnummer. En tidskrævende proces, når det skal gøres for 100 plakater, og som i værste tilfælde skal gentages i hver eneste kommune.
Drop bureaukratiet
Cirkus føler sig tvunget i knæ af det man kalder "ansøgningstyranniet".
Vi er nogle kreative eksistenser, der lever for at optræde og underholde i manegen. Vi gider ikke bruge vores tid på papirarbejde - så havde vi nok valgt en anden metier.
For cirkusfolkene er det "mange bække små"-princippet. Hver for sig er hver eneste ansøgning, restriktion eller tilladelse forholdsvis overkommelig, men tilsammen resulterer det i et kæmpe timeforbrug i hver eneste kommune, og det er med til at dræbe muligheden for at drive cirkus i Danmark.
Meldingen er klar fra Cirkusdirektørforeningen: drop ansøgningsbureaukratiet eller mist cirkus som kulturtilbud i Danmark.
Cirkusdirektørforeningen er en sammenslutning af de otte største danske cirkus. Martin Arli er også direktør for Cirkus Arli.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278