Danmark er i krig. Jeg taler ikke om den ordkrig der raser mellem Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti. Eller den krig som raser mellem Løkke og Thorning.

Politikerne lukker øjenene og vasker deres hænder, når billeder ruller over skærmen af tusinder af bådflygtninge.

Nej, jeg taler om den seneste krig, som Danmark har været en del af i Syrien og Irak siden 2013. I valgkampen taler ingen om den danske krigsdeltagelse. De to kandidater til statsministerposten er nemlig begge enige i, hvordan Danmark gebærder sig med den såkaldte aktivistiske udenrigspolitik.

Der er intet parlamentarisk modspil til krig, bortset fra Enhedslisten, der i det store og hele afviser, at krig er en løsning.

Politikerne lukker øjenene og vasker deres hænder, når billeder ruller over skærmen af tusinder af bådflygtninge, der drukner og skyller op på de sydeuropæiske strande.

Europas panikreaktion

I Mellemøsten kan man ikke tillade sig en sådan luksus.12 millioner flygtninge, 200.000 dræbte, 25.000 såres hver måned, etniske udrensninger på begge sider af konflikten. Af de 12 millioner flygtninge, hvor otte millioner er internt fordrevet og fire millioner er flygtet til nabolandene, er godt 250.000 nået til Europa. 

Europa har modtaget omkring to procent af den samlede flygtningestrøm fra en krig, som de europæiske lande selv har været med til at eskalere. Denne flygtningestrøm sættes sjældent i forbindelse med den krig, Danmark selv deltager i.

Det eneste man hører er, at Danmark ikke har råd til at tage sig af flygtningene, og at flygtningestrømmen skal stoppes. Ikke gennem økonomisk bistand og ophævelse af toldmure og ulige samhandel. Ikke gennem økonomisk hjælp og humanitær bistand. EU knytter jernnæven.

Man vil bombe de faldefærdige skibe, flygtningene krydser Middelhavet på. Kortsigtet, brutalt og og uden nogen form for et langsigtet perspektiv.

Råd til bombefly - ikke til flygtninge

NATO-partierne i Folketinget er enige om, at Danmark ikke har råd til at tage sig af de flygtninge, der kommer til landet. Samtidigt er de samme partier klar til at bruge op mod 30 milliarder på indkøb af nye kampfly. 

Men der er en anden vej, selv om hverken Lars Løkke eller Helle Thorning nævner den. Der er en anden vej end den NATO, EU og USA udstikker. En vej som ikke handler om at bombe eller invadere andre lande for at afsætte regeringer, der ikke danser efter vestmagternes pibe. 

Vi kender resultaterne af de imperialistiske røverkrige. Vi har set det i netop Afghanistan, Irak, Libyen og senest i Syrien. Destabiliserede lande, med millioner af dræbte og internt fordrevne. Vold, kaos og etnisk udrensning.

Imperialismen har vist sit grimme ansigt, og det er vores pligt at stå imod, også selvom det er svært at blive hørt herhjemme, når valgkampen handler om 0 - 0,8 procent vækst i den offentlige sektor.

Politik er alt for vigtig til at overlade til politikerne på Christiansborg.