Den 13. juli anklager Karen Larsen (KL) LGBT-bevægelsen for at være præget af historieløshed, fordi vi anerkender de transpersoner, som til alle tider, som transkønnede, transvestitter, dragqueens (og -kings), Mollies, drengepiger, Rebekkas døtre, two-spirited, eonister mv., har været en aktiv og bidragende del af vores bevægelse. 

Med vedtagelsen af det registrerede partnerskab i 1989 styrkedes det patriarkalske ægteskab. 

Hvad der derimod præger LGBT-bevægelsen er en tendens til at forsøge at omskrive historien ud fra en personlig politisk agenda. 

KL ønsker at udslette transkønnede som kategori, identitet og repræsentation. Blot fordi man selv påberåber sig en LGBTQIA+ identitet, kan man sagtens have bigotte og diskriminerende synspunkter.  

Christopher Sreet Opstanden

Med det semantiske argument, at transpersoner ikke fandtes i 1960’erne og før, udsletter KL både sig selv og alle os andre af historien før i slutningen af 1800-tallet, hvor ordet homoseksuel ”opfandtes”. Ordet ”homoseksuel” konstruerede ikke de homoseksuelle, men gav os en identitet.  

CSO var et uorganiseret oprør mod politivold. Det er urimeligt at tale om èn person som sætter oprøret i gang.Der er eksempler på civil ulydighed og modstand fra både bøsser, lesbiske OG transpersoner. Marsha P. Johnson og Sylvia Rivera var f.eks. stiftere af S.T.A.R (Street Transvestite Action Revolutionaries) og begge selvidentificerede transpersoner.

Stonewall-oprøret BLEV startet af transkvinder – og af lesbiske kvinder, og af transmænd og af bøsser af flere farver.

Homobevægelsens start i 1948

 Der fandtes en HOMO-bevægelse før Stonewall. - med en stærk ekskludering af transkønnede. 

Det er ikke en del af vores historie, vi behøver at være specielt stolte af – men som kan minde os om, at blot fordi man selv bærer på en minoritetserfaring, er man ikke nødvendigvis parat til at anvende denne erfaring til andres bedste. Også i vores bevægelse har der været og er der (Jvf. KLs indlæg) en tendens til at ville sparke nedad. 

Der har været bedrevet homokamp fra i hvert fald 1860erne, med K.H. Ulrichs og fra organisationer, som WhK (1897), NWHK Nederlands (1912), Bund für Menschenrecht e.V. (1923) the Society for Human Rights (1924), Der Kreis (1943) COC Nederlands (1946), for blot at nævne nogle. 

Med Stonewall og 1960'ernes seksuelle frigørelse, kvindekamp, ungdomsoprør, frigivelse af billedpornografi, abortret med videre ændredes kampformen. 

Assimilationsstrategien (hvis vi ligner de heteroseksuelle, så opdager de sikkert, at vi bare er ligesom alle andre mennesker, og så standser diskriminationen, og vi får lige rettigheder) fik et grundskud, og der opstod gadebaserede bevægelser med demonstrationer og provokation som politiske redskaber. Der går en lige linje fra Stonewall til den moderne pride-bevægelse. 

Det patriarkalske ægteskab

Med vedtagelsen af det registrerede partnerskab i 1989 styrkedes det patriarkalske ægteskab. Der var stærke kræfter i LGBTQIA+ kredse, som ønskede dette partnerskab og for hvem, det var en gigantisk sejr og anerkendelse. At udslette dem af historien og påstå, at det var mod "vores" vilje at det registrerede partnerskab indførtes, er galt. 

Det var imod nogles vilje. Der er en pointe i at fremhæve det, der gik tabt. Men det giver ingen har ret til at hævde, hvordan andre bør leve. At lade yderpositionerne diktere, hvad midten skal, giver ligeså lidt mening, som at flertallet undlader at tage hensyn til minoriteter. 

AIDS-epidemien

At give AIDS epidemien æren for alle fremskridt og skylden for de fortabte muligheder er en voldsom forsimpling. 

Klart medførte epidemien et hidtil uset fokus på (særligt) homoseksuelle (mænd), og en positiv forståelse for, behovet for at sikre homoseksuelle partnere bedre. Af denne forståelse sprang det registrerede partnerskab. 

Sejrene var ikke resultat af KL's påståede kønsseparatisme, men af sammenhold trods krisen. Mange fantastiske, lesbiske kvinder kastede sig ind i HIV/AIDS-kampen, fordi de følte sjælsfællesskab med bøsserne, og fordi de havde kræfterne og overskuddet. Det beviser styrken i den alsidige bevægelse.

PRIDE

Priden, som organiseret modstandsbevægelse er lige dele politisk manifestation og fejring af livet. Pridebevægelsen er en politisk protest. 

Over hele kloden kender vi til mere end 1200 årlige pridemarkeringer – de fleste med større udfordringer, end vi står med her. Det, skal vi ikke begræde, men bruge vores årlige pridemanifestation til at gøre opmærksom på den diskrimination, LGBQIA+ personer udsættes for verden over og til at forpligte vore politikere og virksomheder på at løfte ansvaret for vores tryghed og rettigheder.

De, der er med i vores aktiviteter, skal dele værdifællesskab med os. Vi insisterer på, at Copenhagen Pride Week er et safe-space for alle LGBTQIA+ personer, beskyttet mod angreb og grænseoverskridende adfærd. 

Copenhagen Pride er en 100 procent frivillig drevet organisation som, uden nogen ansatte, skaber Danmarks største menneskerettighedsmanifestation. Alle vore aktiviteter er gratis og åbne for alle – fra Pride Week til når vi arrangerer gratis jul for dem, som ellers ville sidde alene. Med pengene fra vore kommercielle støtter sponsorerer vi organisationer som f.eks. LGBT-Asylum og Café Knud (cafetilbud til HIV-.smittede) og sikrer fri og lige deltagelse for alle. 

Vi er en moderne Robin Hood-historie, hvor vi beder de ”rige” om at betale, så alle kan være med

Vi hverken vil eller skal undskylde for eller for, at vi altid vælger at tage de svages parti eller fordi, vi ”favner (…)  de transkønnedes sag”.

Queer-bevægelsen

Queer-bevægelsen er udtryk for, at revolutionen ikke er død. Som det er enhver opvoksende ungdoms forbandede pligt, er queerbevægelsen i gang med at rive fortidens strukturer ned, og genskabe verden i deres eget og forhåbentligt  forbedrede billede. 

Det er transfobisk ikke at anerkende transpersoners identitet og at gøre den til udelukkende et spørgsmål om ydre kønsmarkører. Det er transfobisk at påstå, at transpersoner er bøsser eller lesbiske, som lever i fornægtelse af deres seksualitet. Og det er transfobisk at slå alle transpersoner over ét, som nogle man ikke vil have sex med. 

Anklagen om, at der skulle findes en ideologi blandt transpersoner om at begå overgreb på lesbiske kvinder ved at tvinge dem til sex, er absurd.

Copenhagen Pride fastholder, at vi, som i denne sammenhæng er de fleste (nemlig bøsserne og de lesbiske), skal skabe rum til minoriteter i vores eget miljø og bekæmpe ethvert tiltag – udefra eller fra egne rækker – på at begrænse nogen identitet under akronymet eller lukke nogen af os ude. 

Priden er ikke en selvgodhedsfejring, men en manifestering af styrken i det mangfoldige fællesskab.