Enhedslistens klimaplan har allerede været omtalt i Arbejderen, hvor en række miljøorganisationer har givet den en overvejende positiv vurdering.

>> LÆS OGSÅ: Grønne organisationer roser Enhedslistens klimaplan

Planen skal på godt ti år, frem til 2030, nedbringe Danmarks udslip af CO2 med ikke mindre end 70 procent i forholdt til basisåret 1990. Det sker hovedsageligt ved, at staten pålægger CO2-afgifter, der skal dirigere både landbrug, industri, transportområdet og forbrugere i retning af klimavenlig opførsel.

For et socialistisk parti må det stå klart, at kapitalismen er problemet og ikke løsningen på klimakrisens dystre  fremtidsproblem.

Der er desuden støtte til køb af elbiler. Der er social kompensation gennem den grønne check og billigere offentlig transport. Der er i en årrække vidtgående kompensation for påførte tab, især for omstillingsberedte landbrug og industrivirksomheder. Planen afsætter fem milliarder kroner som klimastøtte til u-lande, som jo rammes hårdest.

Der er altså hold i planens underoverskrift: "En socialt retfærdig vej til det grønne samfund".

Næppe noget for erhvervslivet

Et intelligent erhvervsliv ville sige ja, tak. Der er masser af muligheder for erhvervene i planen, som på trods af påstand om det modsatte, godt kan passe ind i "grøn vækst"-modellen fra OECD.

Men erhvervsvirksomhederne og brancherne ledes af en masse intelligente hoveder, der tilsammen udgør en uintelligent helhed. Svaret bliver afvisende. Hver virksomhed vil selv bestemme, hvor meget den vil grønnes og hvornår. Virksomhederne mener, at de hver for sig har mest næse for, hvor profitten er størst. De vil ikke have "snærende regler", selv om disse måske er til det samlede erhvervslivs og samfundets bedste.

Elementer i planen skal således tvinges igennem af partier uden for VLAK-gruppen, i det omfang de kan blive enige om det indbyrdes. Erhvervslivet vil modtage planen på samme måde, som en 10-års dreng modtager en fornuftig, blød pakke i fødselsdagsgave.

Socialt ansvarlig men...

Planen fra Enhedslisten rejser spørgsmålet om, hvordan man formulerer en klimapolitik, der er bæredygtig i forhold til arbejderklassens interesser på lidt længere sigt?

I mine øjne er Enhedslistens klimaplan først og fremmest et udspil fra et støtteparti for en kommende S-ledet regering, et godt gennemarbejdet udspil. 

Er det sagt med ordene "socialt retfærdig"? For et socialistisk parti må det stå klart, at kapitalismen er problemet og ikke løsningen på klimakrisens dystre  fremtidsproblem.

I Enhedslistens principprogram hedder det:  "Klima- og miljøpolitikken er et godt eksempel på et område, hvor den løbende forsvarskamp nødvendigvis må rejse spørgsmålet om magten over landbrug, transport og produktion og dermed nødvendigvis omfatter et angreb på selve kernen i kapitalismen".

Altså "system change – not climate change". Denne fundamentale indsigt er imidlertid faldet ud af Enhedslistens klimaplan.

Efter valget

I mine øjne er Enhedslistens klimaplan først og fremmest et udspil fra et støtteparti for en kommende S-ledet regering, et godt gennemarbejdet udspil. Elementer af det har chance for at blive godtaget som led i en aftale om at støtte en sådan regering. Det er elementer, som utvivlsomt vil nedbringe vores CO2-emission.

Så langt så godt. Men – og vi ved, at der er et men – hvis altså partiet vil spise nogle medfølgende "reformer", meget lidt fordøjelige for et venstreparti. Siger partiet nej, kan resultatet blive en blå regering. Enhedslisten vil få skylden og vil blive  straffet af vælgerne. Der er risko for, at denne situation vil gentage sig ved næste valg, og ved næste...

Stemme op mod kapitalmagt

Hvad stiller man op med en sådan klemme? Hvordan undgår man at havne som et socialdemokrati 2.0?

Med al respekt for det saglige og gennemarbejdede forslag kan man godt spørge, om EL virkelig har afsøgt alle muligheder for at komme mere i takt med partiets socialistiske målsætning?

Noget, der ændrer styrkeforholdet mellem klasserne. Noget, der mobiliserer til at stemme op for den altdominerende magt, kapitalen har i vores samfund, eller omvendt formuleret: styrke arbejderklassen i et lidt længere perspektiv. Noget, der kunne blive udgangspunkt for senere mere radikale ændringer.

Det er jo arbejderklassen og ikke kapitalen, der har nøglen til en fremtid  for os alle sammen,  herunder et klima, vi alle kan overleve i.

Stop Axelborg

Det kunne godt blive virkeligt populære forslag, der spiller op til den politiske frustration, der er i folk. Eksempelvis tror jeg, der er rigtig mange, der ryster på hovedet over, hvor overdreven og udemokratisk indflydelse for eksempel Axelborg, landbrugstoppen, har på dansk politik – og gerne så den afmonteret.

Nogle forslag kunne være:

• Drastisk opbremsning af mulighederne for private donationer, navngivne eller ej, til partier og kandidater.
• Lang karensperiode for politikere, der vil gå fra topposter til dito i erhvervslivet og omvendt (Bjarne Corydon, Karen Hækkerup og Brian Mikkelsen er nogle friske stinkere).
• Forbud for folketingsmedlemmer mod at deltage i afstemninger i Folketinget, hvis de har for tætte kontakter til kapitalgrupper, hvis forhold, der lovgives om.
• Lovgivning mod organiseret, betalt lobbyarbejde.
• Fjernelse af muligheder for politiske indgreb og andre rævekager i OK-forhandlinger.
• Hertil kunne komme udvidelse af kommuners og statens ret til at ekspropriere forurenende virksomheder og skabe grønne jobs.
• Forbud mod privatisering af offentlige forsynings- og transportvirksomheder. Muligheder for at give store CO2-bøder, der bliver stående som statens prioriteter (og giver indflydelse) i private foretagender.

Fra systemkritik til alternativ

Hertil kan komme forslag, der kan begrænse pengeflugt til skattely. Her og i lignende sammenhænge må man tage kampen op med et stærkt fodslæbende EU. Konsekvent retsforfølgelse af snyderne.

Det er påvist, at kapital fra skattely er meget aktiv i finansiering af illegal skovhugst i Amazonas, en væsentlig CO2-kilde.

Eksemplerne er er skud fra hoften og skal mere angive en retning. Det skal i den forbindelse bemærkes, at nogle af ovenstående forslag ligger tæt på nogle af dem, der er formuleret af Enhedslistens Kjeller og Kolstrup i bogen, "Økoscialisme – fra systemkritik til alternativ", udgivet af forlaget Solidaritet 2016.

Arbejdet for krav af denne type skal kombineres med, at partiet  bruger rigtig mange af sine kræfter (hvad det vel allerede gør) på at styrke og organisere de protestbevægelser, vi glædeligt ser i dag, for eksempel blandt unge.

Er det utidigt af en kommunist at stille forslag til Enhedslistens politik? Ingen tvivl, Enhedslistens programmer og planer er suverænt partiets egen sag. Men rigtig mange af os stemmer jo på Enhedslisten og forventer at få lidt flere af de lovede socialistiske vitaminer ud af partiets faktiske politik.