12 Jan 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

EU er ikke en af Nobels fredsforkæmpere

EU er ikke en af Nobels fredsforkæmpere

Stortinget og komitéen fremturer med at lave sin egen pris og fratage det fredsarbejde, som Nobel ville støtte, de penge, som efter loven tilkommer det.

Rigoberta Menchu, Guatemala, freds- og demokratiforkæmper, repræsentant for et oprindeligt folk, modtog Nobelprisen i 1995. Det var året efter, at verden havde fejret den blodige "opdagelse" af de amerikanske kontinenter i 1494. Rigoberta vil nok af Frederik Heffermehl blive anset som mere værdig til prisen end de sidste års mere eller mindre absurde valg af prismodtagere. Foto: iisd.ca
FOTO: iisd.ca
1 af 1

Alle kan diskutere fred, EU og om EU fortjener en fredspris, men spørsmålet, som må stilles først, er om EU fortjener Nobels fredspris. For at kunne svare må man vide, hvad Nobel selv ønskede at støtte med sine penge.

Altså - hvad ønskede Nobel selv at støtte med sine penge? Svaret på det er at læse i Nobels testamente. Det er enkelt og entydigt udtrykt og ikke til at misforstå – hvis man ikke insisterer på at misforstå, sådan som Jagland og Lundestad gør.

Gennem fem år har jeg ikke registreret nogen interesse for svaret, hverken fra Stortingets eller Nobelkomiteens side. De har nemlig et problem. Nobel bad ikke Stortinget om at hjælpe ham med at uddele en "fredspris", men en pris til "fredsforkæmpere". Og han forklarede nøjagtigt, hvem han dér havde i tankerne, og hvilken løsning på fredens problem han ville støtte.

Vigtige begreber i Nobels beskrivelse var nedrustning, fredskongresser. Den, som går ind i stoffet, således som jeg har gjort i flere af mine bøger, vil straks genkende sprogbrugen i 1890'ernes bevægelse for et dybtgående samarbejde, udvikle folkeretten og globale institutioner, gøre det muligt at få brudt militarismens dynamik og få etableret en global fredsorden, som Nobel kaldte et "folkenes (nationernes) forbrødning".

I enhver diskussion om Nobelpriserne må disse begreber - altså Nobels beskrivelse af formålet og hvad slags fredsarbejde, han ville støtte - være udgangspunktet.

EU dumper med et brag på to hovedkriterier. Organisationen har ikke ambitioner om en global fredsorden, men om at hævde sig som en regional stormagt.

EU søger heller ikke demilitarisering af internationale relationer. Tværtimod, unionen handler meget om oprustning og våbenprogrammer, EU-hær, indsatsstyrker, øget produktion og handel med våben. Som konstateret af det Internationale Fredskontor i Geneve (IPB, en fredsforkæmper, som fortsat er i live takket være Nobelprisen i 1910), så har EU og medlemslande været engagerede i nogen af de blodigste krige i vor tid - Irak, Afghanistan, Kosovo, Libya.

Gennem to medlemslande har unionen atomvåben, Frankrig og Storbritannien, og er en urokkelig modstander af fredsforkæmpere, som arbejder for en aftale om at afskaffe verdens atomvåben. Tre af de tungeste medlemslande er blandt verdens største våbeneksportører, England, Frankrig, Tyskland.

En vigtig detalje i EU's lovgivning gør unionen til en stærk promotor for militær oprustning, for trods landene ikke må stimulere deres økonomi gennem statstilskud, er forsvarsindustrien her undtaget.

Komitéformand Jagland og sekretær Lundestad har længe drømt om at give Nobelprisen til EU. Det kunne måske forsvares i EU's allerførste år, men i dag er unionen langt fra at bidrage til det nye system for internationale relationer, som Nobel ville støtte.

Jeg troede, at det var så oplagt, at EU ikke kunne være prismodtager, at det var unødvendigt at påpege det. Desuden har jeg erfaret, at argumenter ikke hjælper - al dokumentation af Nobels formål har hidtil vist sig forgæves. Stortinget og komitéen fremturer med at lave sin egen pris og fratage det fredsarbejde, som Nobel ville støtte, de penge, som efter loven tilkommer det. 

I år forelå ovenikøbet en ordre af 21. marts fra det svenske stiftelsestilsyn om at læse testamentets formålsbeskrivelse og følge den, altså fuld støtte til den anskuelse, jeg har søgt fremmet. Der blev også mindet om, at Nobelstiftelsen i Stockholm er overordnet og har ansvar for, at også de norske uddelinger respekterer deres mandat og Alfred Nobels hensigt med prisen.

Hvordan kan Jagland, som i Europarådet skal fremme demokrati og retssikkerhed, være så uefterrettelig i alt vedrørende fredsprisen og tage så let på loven og på pålægget fra stiftelsestilsynet?

Nobelprisen for 2012 er en ny skandale.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


17. okt. 2012 - 10:37   19. okt. 2012 - 15:58

Læserbrev

af Fredrik S. Heffermehl, Norge, jurist og forfatter