Det er en farlig og naiv idé at opfatte euroen som en "fejltagelse". Euroen gør netop, hvad dens far (og den ene, rige procent, som besluttede den) forudså og planlagde.

Euroens far er økonomen Robert Mundell, tidligere University of Chicago. Denne arkitekt bag udbuds-økonomien 1) er nu professor ved Columbia University, men jeg lærte ham at kende gennem hans forbindelse med min egen Chicago-professor, Milton Friedman.

Det var længe, før Mundells forskning i valutaer og valutakurser havde frembragt planen om den europæiske monetære union og den fælles europæiske valuta.

Dengang var Mundell mere bekymret for indretningen af sit badeværelse. Professor Mundell, som både har modtaget en Nobelpris og er ejer af en meget gammel villa i Toscana i Italien, fortalte mig ophidset:

"De vil ikke engang tillade et toilet. De har regler, der siger, at jeg ikke kan have et toilet i dette rum! Kan du forestille dig det?"

Nej, faktisk ikke. Men jeg har heller ikke en italiensk villa, så jeg har svært ved at forestille mig den frustration, som vedtægter om placeringen af sanitære bekvemmeligheder i meget gamle villaer kan udløse.

Svært at fyre folk

Men Mundell er en handlekraftig canadisk-amerikaner, og han ville gøre noget ved sagen, nemlig opfinde et våben, som kunne modstå love og overenskomster. (Han hadede inderligt blikkenslagerne, som alle var organiserede og krævede en masse penge for at flytte "tronen".)

"Det er meget svært at fyre arbejdere i Europa", beklagede han sig. Hans svar var: Euroen. Euroen ville virkelig batte under kriser, forklarede Mundell.

Hvis man nemlig tog pengekontrollen fra en regering, ville man forhindre disse væmmelige, små, folkevalgte politikere i at anvende den keynesianske juice af penge- og finanspolitik til at trække et land ud af en krise.

"Den (euroen) sætter pengepolitikken udenfor politikernes rækkevidde", sagde han. (Og) "uden finanspolitik er den eneste måde, landene har tilbage til bevarelse af arbejdspladser, en konkurrence om fjernelse af erhvervslovgivning."

Han henviste her til arbejdsmarkedslovgivning, miljølovgivning og - naturligvis - skatterne. Euroen ville skylle dem alle sammen ud. Demokrati ville ikke få lov til at spærre markedets vej – ej heller ikke blikkenslageriets.

"Reagan-omics" og mrs. Thatcher

En anden Nobelprismodtager, Paul Krugman bemærker, at skabelsen af euro-zonen strider mod en økonomisk lov, kendt som "det optimale valutaområde". Denne lov opdagede Bob Mundell faktisk selv.

Men det generer ikke Mundell. For ham gik euroen slet ikke ud på at omdanne Europa til en magtfuld, sammenflettet økonomisk enhed. Det handlede om Reagan og Thatcher.

"Ronald Reagan ville aldrig være blevet valgt som præsident uden Mundells indflydelse", skrev den amerikanske journalist Jude Wanniski engang i Wall Street Journal. Den udbuds-økonomi, Mundell var forkæmper for, blev den teoretiske model for "Reagan-omics" – eller "voodoo economics", som George Bush den Ældre engang kaldte den: Troen på det frie marked som patentmedicinen, der også inspirerede mrs. Thatchers politik.

Euroen er faktisk det samme som "Reagan-omics".

Mundell selv forklarede mig, at faktisk var euroen det samme som Reagan-omics: "Disciplin i pengepolitikken påtvinger også politikerne finanspolitisk disciplin."

Og når kriser så opstår, kan stater uden økonomiske værktøjer ikke gøre meget andet end over en bank at afskaffe lovfæstede begrænsninger og privatisere offentlige værker, at stryge skatterne og at skylle den europæiske velfærdsstat ud i kloakken.

"Kreativ destruktion"

Derfor ser vi den (ikke-valgte) italienske statsminister, Mario Monti kræve en "reformering" af arbejdsmarkedslovgivningen, så det bliver lettere for arbejdsgivere som Mundell at fyre disse toscanske blikkenslagere.

Mario Draghi, (ikke-valgt) chef for Den europæiske Centralbank, opfordrer til en "strukturel reform" – en eufemisme for en plan, der skal tvinge arbejderne i knæ. De henviser til den tågede teori om, at denne "interne devaluering" i hvert af landene vil gøre dem alle mere konkurrencedygtige.

Monti og Draghi har ingen troværdig forklaring på, at noget af landene kan opnå en konkurrencefordel, dersom de alle gør deres arbejdere fattige. Men de har heller ikke brug for forklaringer; de slipper bare markederne løs på hvert eneste lands statsobligationer.

Man kan godt kalde den monetære union for klassekrig med andre metoder.

Derfor kan man godt kalde den monetære union for klassekrig med andre metoder.

Krisen i Europa og det brændende Grækenland har frembragt det varme skær af "kreativ destruktion", som Josef Schumpeter, udbuds-økonomernes filosof-konge, kaldte det. Schumpeters messedreng og angergivne forsvarer af det frie marked, Thomas Friedman, fløj til Athen og besøgte den "improviserede helligdom" - en bank, hvor tre mennesker mistede livet, da anarkistiske demonstranter brændte den ned.

Han brugte lejligheden til at levere en hæslig prædiken om globaliseringen og grækernes "uansvarlighed": Flammerne, massearbejdsløsheden, brandudsalget af nationale værdier ville føre til det, som Friedman kaldte en "genfødsel" - af Grækenland og i sidste ende af hele eurozonen.

Så at Mundell og de andre villaejere kan placere deres toiletter, hvor pokker de end lyster det. 

Euroen, Mundells baby, var altså ingen fejltagelse. Tværtimod, succesen overgår sandsynligvis langt faderens vildeste drømme.

http://www.gregpalast.com/the-euro-is-a-big-success-no-kidding/ 

Note:

1) Supply-side-economics: økonomisk teori, der lægger særlig vægt på forhold, der er knyttet til udbuddet af arbejdskraft.