Allerede før valget blev udskrevet var arbejdsgiverorganisationerne godt i gang med at sælge budskabet om de dovne arbejdsløse i Danmark.
Vi får ikke et nyt og bedre dagpengesystem ved at fodre hunden med dens egen hale.
I dagspressen har flere arbejdsgivere været fremme med sangen om, at det er umuligt at skaffe kvalificeret arbejdskraft til mange ledige stillinger rundt omkring i landet. De arbejdsløse foretrækker åbenbart et liv på kontanthjælp eller dagpenge, i stedet for et liv med almindeligt arbejde til en almindelig løn. Sådan lyder deres budskab.
Myten om den manglende arbejdskraft
Sagen er den, at historierne er grebet ud af den blå luft. Hver eneste gang en arbejdsgiver har været i pressen med denne klagesang, er virksomheden blevet kontaktet af 3F eller af et andet forbund. Uanset tid og sted har de fået tilbud om kvalificeret arbejdskraft. Uden resultat.
Arbejdsgiverne har pludseligt travlt med at levere 117 dødsyge bortforklaringer på, at de ikke har brug for arbejdskraft alligevel. Arbejdsgiverne er i gang med en regulær politisk kampagne.
Den handler i virkeligheden ikke om at finde kvalificeret arbejdskraft. Den handler om at få nedsat kontanthjælpen og forringe dagpengene, for herigennem at få lagt et tungt pres på de kollektive overenskomster.
De arbejdsløse bliver altså igen udnyttet i et kynisk spil, hvis indhold handler om dumping, ræs mod bunden og om større indtjening til arbejdsgiverne selv.
Venstres politiske spil
Og Venstres formand Lars Løkke er en flittig aktør i spillet. Venstres politiske forslag til en såkaldt "modernisering" af kontanthjælpsloftet og hans overgreb på dagpengesystemet i 2010, da han selv var statsminister, følger trofast arbejdsgiverens mål.
Der skal skabes utryghed i arbejderklassen, og fagbevægelsens kollektive overenskomster skal svækkes. Dansk Arbejdsgiverforening, Dansk Industri og Venstre er enige om, at den eneste sande vej til vækst, større beskæftigelse og tryghed i samfundet – er fattigdom.
På nuværende tidspunkt har mere end 50.000 arbejdsløse mistet deres dagpengeret. Der er tale om en social katastrofe. At kampen for et nyt dagpengesystem derfor står højt på den politiske dagsorden i valgkampen, er indlysende.
Efter vores opfattelse er det ikke muligt at skabe et nyt og bedre dagpengesystem indenfor den aktuelle økonomiske ramme – det vil sige indenfor den ramme, som dagpengekommissionen har fået trukket ned over hovedet, og som i hovedsagen blev defineret af Lars Løkkes borgerlige regering tilbage i 2010.
Men det mener regeringen. Den har nemlig flere gange forklaret offentligheden, at den økonomiske ramme ikke står til forhandling.
Det er derfor vigtigt i valgkampen – og ikke mindst efter valgkampen, at holde det politiske pres på de politiske partier. Vi får nemlig ikke et nyt og bedre dagpengesystem ved at fodre hunden med dens egen hale.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278