I sin artikel: "Død og ødelæggelse" (Arbejderen 13. januar) beskriver Thomasz Konicz, hvorledes de udveje, kapitalen anvender for at overvinde sine indre modsigelser (de tre "dimensioner"), har virkning som boomeranger, der får modsigelserne til senere at vende tilbage i forstærket form, så vi nu er havnet der, hvor vi er.

>> LÆS: Kapitalismens udviklingshistorie er død og ødelæggelse

Hos Konicz kan det godt se ud, som om det er staterne/statsmagten, der laver historien, styret af "geopolitik".

Hvad han gør mindre ud af, er selve kapitalens forvandlingsproces fra konkurrencekapital til monopolkapital. Hermed får han ikke magtforskydningen med, som sker fra stat til kapital, ikke mindst hen imod finanskapitalen. Tvært imod kan det hos Konicz godt se ud, som om det er staterne/statsmagten som sådan, der laver historien, styret af "geopolitik".

Her har den ægyptisk fødte marxist Samir Amin meget rigtigt påvist, at godt nok opererer kapitalen i form af monopolforetagender mere eller mindre globalt, men de har hver især deres nervecentrum, som for det meste er placeret i et af de store imperialistiske lande.

Her bruger de så deres enorme, uofficielle magt til at styre regeringens politik i den for dem ønskede retning. Det kan være en politik for at få nye indflydelsessfærer eller bekæmpelse af konkurrerende monopoler med centrum i et andet kapitalistisk land. Samtidig kan de bekvemt gemme sig bag ved deres lands demokratiske facade.

Imperialisme og klassekamp

I de mindre, kapitalistiske lande som Danmark ser kapitalen sine interesser bedst varetaget ved, at "deres" regering underordner sig USA, henholdsvis EU, henholdsvis Japan.

Det forklarer den enorme propaganda, der er i vores lille land mod "nationalisme" (underforstået også nationalfølelse og ønsket om national suverænitet). Den propaganda har ikke sidestykke i for eksempel USA, hvor patriotismen både før og nu har store dage.

Konicz forbigår spørgsmålet om forholdet mellem imperialisme og klassekamp. Det betyder, at kapitalismens historiske udvikling frem mod "død og ødelæggelse" kommer til at fremstå som nærmest uafvendelig.

Her er det gavnligt at kigge tilbage på Lenins imperialismebrochure, der ikke angiver den imperialistiske fase som en afslutning, men som "dagen før" proletariatets sociale revolution.

Arbejderklassen deler ikke mottoet: "Efter os syndfloden" og har potentielt uhørte kræfter. At forstå sammenhængen mellem den særlige form for kapitalisme, som imperialismen er, og klassekampen er vigtig for at lokalisere de vigtigste områder i dagens politiske kamp (se Joan Ågot Pedersens indlæg, Arbejderen 2. december 2016).

>> LÆS: Hvad er antiimperialisme i dag?

Splittelsen i arbejderklassen

En anden vigtig sammenhæng mellem imperialisme og klassekamp er, at de imperialistiske superprofitter har betydet, at monopolkapitalen har måttet accepteret dannelse af hele lag af relativt mere velstillede arbejdere i deres lande. I toppen af disse har samlet sig et arbejderaristokrati, der stiller sig på borgerskabets side. Lenin påpegede dette.

Splittelsen mellem revolutionære og reformister var allerede før Første Verdenskrig en skæbnesvanger realitet. Den står fortsat som en hovedforhindring for, at arbejderklassen stopper kapitalens drift mod afgrunden.

I de imperialistiske lande er kampen for at overvinde denne splittelse i arbejderbevægelsen på et  grundlag, der kan sikre vores samfund et liv efter kapitalismen, mere central end nogensinde.

Periferiens store, undertrykte arbejderklasse, af hvilken superprofitterne først og fremmest er afpresset, er mindre påvirket af netop denne splittende faktor, men desværre ofte af religiøse og etniske faktorer. Uanset hvad: Marx opfordring til arbejdere i alle lande om at forene sig er mere brændende aktuel end nogensinde.