1. Er de frygtelige mord i Paris et angreb på ytringsfriheden og hele vestverden eller en hævn for, hvad nogen måtte anse som blasfemi?

2. Hvor reel er ytringsfriheden i praksis i den vestlige verden? Vi har lige set en rapport fra PEN i USA, der viser at henved 75 procent af skribenter siger, at de er påvirket af NSA's aflytning og – selvcensurerende – afstår fra at tage visse ting op. Eller anderledes formuleret: hvis friheden til at ytre sig blev praktiseret, ville der vel næppe være så stor ensformighed i medierne på en række områder?

3. Selvom man kan ytre sig frit, så hører det til god tone, at man ikke altid gør det. Jeg kan for eksempel afstå fra en kommentar til et andet menneske om dette menneskes tro, fordi jeg ikke ønsker at krænke hende eller ham i denne tro. Men jeg har friheden til at gøre det. Hvordan er det gået til at ord som respekt, hensyntagen og indlevelse er gået i glemmebogen?

4. Hvorfor er det mon så vigtigt at håne, spotte og afbilde Muhammed, når man nu véd, at det opleves som dybt krænkende af op til 1,6 milliarder muslimer, som vi i forvejen er i voldsom konflikt med i Mellemøsten og andre steder. Efter Muhammedtegningerne måtte de fleste vide, hvordan mange muslimer ser på den sag.

Satire har et konkret mål – for eksempel magthaverne i et samfund – der er vigtigere end provokationen for provokationens egen skyld.

5. Interessant er det, at de to danske eksperter, der udtaler sig til Danmarks Radio, mener at Charlie Hebdo tilhører venstre-anarkistiske kredse og bruger provokationen for provokationens egen skyld, for at gøre nogen sure.

Jeg tillader mig at mene at dette er lidet konstruktivt inden for rammerne af netop politisk satire. Satire har et konkret mål – for eksempel magthaverne i et samfund – der er vigtigere end provokationen for provokationens egen skyld. Og interessant er det da, at se hele den europæiske borgerlighed line op sammen med venstre-anarkister.

6. Tolkningen af terrorhandlingen som et angreb på os alle, på demokratiet, på ytringsfriheden – ja på hele den vestlige kulturkreds – er for tværsikker og alarmistisk og mærkeligt bagvendt selvforherligende. Man bør nok vente med en tolkning til gerningsmændene har fortalt om sine motiver og mål. De har begået mordene på en ganske bestemt adresse – ikke på parlament, statsledelse eller et statsligt massemedie eller for eksempel en EU organisation.

Den "brede" tolkning tjener naturligvis til at få os til at føle, at hele vestverden er under angreb, og at vi er i (endnu mere) krig. Og – selvretfærdiggørelse. Vi ser ikke danske medier interessere sig for årsager og virkning. Det er, som 9/11, et angreb af galninge på en uskyldig kultur.

Den psykiske vold

7. Hvis man ser det hele fra et volds/ikkevoldsperspektiv er det ret klart, at vold også kan ytres i tekst og illustrationer og ikke kun i fysisk vold. Ydmygelse, spot, forhånelse og anden krænkelse er psykisk vold, men den kan ikke fotograferes eller optages på video på samme måde som den fysiske, krigen og terroren. Derfor er der en risiko for at den psykiske – og kulturelle – volds betydning undervurderes.

8. Pressen giver den naturligvis ikke for lidt i disse timer. Det tegner til selvsving. Det er naturligvis mediekolleger, der er blev dræbt på barbarisk vis, så man kan jo godt forstå det. Der er dog en fare for, at det hele blæses ud af proportion af netop denne – solidaritetens/kollegialitetens – grund. Nøgtern og balanceret journalistik er tvingende nødvendig i en situation som denne. Sådan hér ser det ud når ordentlige aviser går tabloid.

9. Vestverden skal naturligvis, som andre kulturer, hævde og forsvare sine værdier. Dens specielle problem er dog, at den har gjort det med nok så håndfaste massemorderiske metoder rundt om i verden i århundreder og specielt siden 1945 og i en sådan grad, at disse værdier i mange andres øjne fremstår som undertrykkende og altdominerende/universelle.

Vi har – fordi det jo er gået så godt så længe med vores økonomiske, politiske og militære fremfart – skabt os en forfærdelig masse fjender. Vi lever nu i boomerangernes tid. Selvhævdelse er fin. Hævdelse på andres systematiske bekostning rundt om i verden er det ikke.

I det konkrete tilfælde kan man, som Juan Cole, spørge om de to brødres baggrund ikke giver en del af nøglen til den grufulde aktion mod Charlie Hebdos redaktion.


Den overdrivelse, der ligger i at gøre et terrorangreb med 12 døde til et angreb på hele vores kultur – sådan som også 9/11 blev tolket – vidner om en ubevidst, underbevidst civilisatorisk angst af ganske store dimensioner.

Milllioner af muslimer, der lever i den vestlige verden og accepterer den, i Europa og USA, regnes pludselig ikke.

Brug for dialog og forståelse

10. Uanset hvad man iøvrigt måtte mene om terrorhandlingen, dens årsager og responsen på den fra europæiske ledere, mediefolk og befolkning, må man kunne drage én uafvigelig, fælles konklusion, nemlig den, at vi – desparat – har brug for inter-kulturel uddannelse, forståelse, åben debat (uden provokationer fra nogen side), mellemfolkelig dialog og mindre vold og krige.

Hvad angår det sidste, er det os, der har bekriget de andre i alt for lang tid.

Og det ville være fint, hvis muslimer i hobetal distancerede sig fra denne massakre som metode, for det er klart at denne terror-aktion kun bringer mere ved til det islamofobiske bål, der brænder flere steder i Europa og i for eksempel Pegida-demonstrationerne.


Ægte troende muslimer, kristne og mange andre bør tage hinanden i hånden mod ekstremisme og terrorisme og andre pseudo-relgiøse fænomener hos dem begge, vurdere fortiden i selvkritisk lys og rette blikket mod en forsonende fremtid.

Når alt kommer til alt så er vi alle mennesker, ikke Charlie.