Fredsvagten ved Christiansborg har nu stået på pladsen i 11 år. I begyndelsen stod den der fra morgen til aften. Efterhånden er det blevet til kortere tidsrum. Men der har været nogen hver evig eneste dag siden 19. oktober 2001, uanset om solen har skinnet, regnen rusket, eller kulden bidt i fingre og næse.

Den 18. oktober 2001 var det blevet klart, at Folketinget ville lade Danmark gå med i Bush's krig i Afghanistan, og i vrede og desperation stillede to aktivister sig ind på Christiansborg Slotsplads med nogle fakler. Dermed var den permanente demonstration sat i gang. Efterhånden er tre regnbueflag blevet Fredsvagtens mest synlige symbol sammen med to parolebannere på siden af den ene af pladsens rotunder, hvor der står "Krig er terror" og "Fred er mulig".

Det lykkedes som bekendt ikke at bremse Folketinget i at slutte op om krigen, og siden har skiftende flertal i Tinget fastholdt og videreudviklet, hvad man kalder en "aktivistisk" udenrigspolitik. Unge mænd og kvinder bliver hvervet til at bekæmpe fjender i fjerne lande.

Samtidig arbejder Forsvarsministeriet og Hærens operative Kommando målrettet på at få befolkningen til at slutte op om krigene, og vi er på vej til en situation, hvor det for mange danskere er en helt naturlig sag, at vort land deltager i angrebskrige rundt omkring i verden. Mange synes endda, at det er noget at være stolt af.

Egne erfaringer

Jeg har været en del af Fredsvagten siden foråret 2010 og har i løbet af denne periode fået voksende respekt både for konceptet og for dem, som udfylder det. Det er nogle seje typer! Hvad der mest falder i øjnene, er forskelligheden. Der er ikke noget krav om enighed; det er nok, at man tilslutter sig de overordnede paroler.

Slotspladsen er et mere befærdet sted, end jeg vidste, før jeg begyndte. Der kommer selvfølgelig politikere forbi og tit også skoleklasser på vej ind til Folketingets tilhørerpladser. Der er de almindelige trafikanter, og desuden bunker af turister. Den lille løbeseddel, der fortæller om fredsvagtens formål, har vi på 12 forskellige sprog ud over dansk. Budskaberne, vi reklamerer med, er tilstrækkeligt enkle til, at de kan forstås også af dem, der ikke kan dansk, og der er mange, der reagerer på dem.

Undertiden har jeg oplevet meget aggressive personer, og mange går forbi og lader, som om vi er luft. De, der kontakter os, er næsten altid positive. De siger: "Det er en vigtig sag I har", eller "det er godt at se, at I er her endnu." Selvfølgelig er der også mange kritiske spørgsmål. Det er især parolen "Fred er mulig", som mange synes er naiv. Det ligger i menneskets natur at slås, siger folk, og der har altid været krige.

Til det er der meget at sige, men det korte svar jeg giver er, at med de frygtelige våben, der eksisterer, bliver menneskeheden nødt til at finde ud af andre måder at løse konflikter på. Hvis kloden skal overleve og endda give plads til en hastigt voksende befolkning, er der ikke noget valg.

Det handler ikke om at afskaffe konflikter. Her er jeg med på, at det ville være naivt at tro, at det kunne lade sig gøre, og jeg mener ikke engang, det er ønskeligt. Magtforholdet mellem både individer, samfundsklasser og stater er til stadig forhandling, og så længe der er så gigantisk ulighed i verden, som tilfældet er, er relationerne nødvendigvis konfliktfyldte.

Men det er påtrængende nødvendigt at investere alt, hvad man har af energi og kreativitet i at finde nye måder at forholde sig til konflikter på.

At gøre en forskel

Det er ikke så sjældent, at vi snakker med soldater, og når de skal forklare deres motiver, er det igen og igen samme formulering vi møder: "Vi vil gerne gøre en forskel."

Der er efterhånden en del tilgængelige beskrivelser af dansk krigsførelse, for eksempel to bøger fra 2008 af henholdsvis kaptajn Lars Ulslev Johannesen og journalist Kim Hundevadt, og selv om grundtonen er forskellig, er hovedtemaet det samme -  lovprisning af soldaternes heltemodige indsats i kampene omkring byen Musa Qala i den nordlige del af Helmand-provinsen.

Johannesen beskriver, hvordan det i løbet af efteråret 2006 lykkedes at erobre byen fra Taleban og overdrage den til chefen for den lokale politistyrke, Coco. Efter erobringen holder Johannesen et møde med det lokale ældreråd og spørger mændene om, hvad de ønsker sig af den genopbygning, der nu skal gå i gang. Til hans overraskelse er svaret: "I skal forlade Musa Qala." Det eneste, de ønsker, er fred.

Det fik de ikke. Hundevadt rapporterer om, hvordan en dansk bataljon som del af en britisk ledet brigade gennemførte en særlig farlig operation i efteråret 2007, hvor byen igen var kommet på Taleban-hænder. I bogen "Historien der ikke bliver fortalt" (2011) giver journalisten Nagieb Khaja en veldokumenteret kommentar til dette: 

Borgerne i Musa Qala havde i 2001 forvist Taleban fra deres by, fordi de nærede forhåbninger til Karzais regering og de nye tider. Men det lokale politi under ledelse af den korrupte Koka (Johannesens Coco) ragede bistandsmidlerne til sig og udøvede et voldsregime, der til sidst fik borgerne til at yde væbnet modstand. I denne situation lykkedes det Koka med hjælp fra præsident Karzai at få ISAF-styrkerne til at komme ham til undsætning.  

Borgerne så derefter ingen anden udvej end at invitere Taleban tilbage. Der er ingen grund til at betvivle de danske soldaters heltemod, men af mangel på lokalkendskab havde briter og danskere allieret sig med de forkerte: Soldaterne havde ganske rigtigt gjort en forskel.

Fredsministerium

Et spørgsmål vi tit får stillet, er: "Opnår I noget?" Og da må vi jo indrømme, at det hidtil ikke er lykkedes os at ændre dansk krigspolitik. Men vi tror dog, det er sundt for de professionelle politikere dagligt at blive mindet om, at der kunne findes andre løsninger end de krigeriske. Og især mener vi, at vi har en demokratisk funktion i forhold til almindelige forbipasserende, for hvem vi er et stadigt tilbud om diskussion af alternative former for konfliktløsning.

Et skridt i den rigtige retning ville være oprettelse af et fredsministerium. Det er en tanke, der i længere tid har været drøftet i et større samarbejde mellem danske fredsbevægelser, og forslaget er foreløbig blevet fremsat offentligt under Folkemødet på Bornholm i sommer.

Et fredsministerium skulle have midler til at ansætte de mest kvalificerede fredsforskere, der er til at opdrive, og disse skulle have til opgave mest muligt kreativt at søge efter fredelige midler til konfliktløsning. Både i Janus Metz' film Armadillo og i Hundevadts bog er der soldater, der beskriver, hvor tilfredsstillende det har været for dem at få lov til at bruge den uddannelse, de har fået. I filmen gælder soldatens tilfredsstillelse, at han har prøvet at slå mennesker ihjel.

Tænk, hvis vi i stedet for uddannede unge mennesker til at finde fredelige løsninger på konflikter. De ville virkelig kunne gøre en forskel - af den gode slags.