Lars Løkke Rasmussens seneste bilagssager om habitter, slips og sko for 152.000 kroner, flybilletter til familiens ferie på Mallorca og rengøring af ikke-ryger hotelværelser, betalt af Venstres partikasse – disse sager er ikke enlige svaler.
Beskyldninger om Lars Løkkes skødesløse omgang med penge og rod i bilagene begyndte allerede i de glade formandsdage i Venstres Ungdom tilbage i 1980’erne. Som politisk kommentator Niels Krause Kjær for nylig skrev på sin Facebook-profil om den dengang 25-årige VU-formand: "Det minder næsten på detaljen om et opgør i VU i 1989, hvor den afgående formand ikke blev valgt til Europa-Parlamentet, overskred alle budgetter og endda også havde erhvervet et jakkesæt på organisationens regning."
Den borgerlige regering har via en endeløs stab af smarte spindoktorer kunnet
promovere et sort menneskesyn med skamløs ragen til sig i højsædet.
Et varsel om dè mange bilagssager, der skulle følge. Og hver gang en ny sag poppede op, trak Lars Løkke tudekortet i stedet for at tage et personligt ansvar.
Lars Løkke Rasmussen blev første gang valgt til Folketinget i 1994. En politikerkollega, den socialdemokratiske folketingskandidat Jan Andreasen, fortæller på partiets hjemmeside om Løkkes daværende kampagneleder, der også var sekretariatschef i Liberalt Oplysnings Forbund. Kampagnelederen blev senere fyret af oplysningsforbundet, efter at revisionen havde afsløret et underskud på op til en million kroner. Deriblandt et indirekte tilskud til Lars Løkke Rasmussens valgkamp på 30.000 kroner.
Få år senere – fredag den 11. december 1998 – kunne websitet danske-nyheder.dk fortælle, hvorledes TV2 Nyhederne havde forsynet en taxa med skjult kamera. Formålet var at illustrere danskernes holdning til moral, og med rullende kamera skulle chaufføren spørge, om passageren "i anledning af julen" havde noget imod, at taxameteret ikke blev slået til.
En af dè taxakunder, der tillod det, var den daværende næstformand i Venstre, Lars Løkke Rasmussen. Han indrømmede i TV2 Lorry, at han havde dummet sig. Han havde ikke "overvåget andres moral" godt nok.
Fra 1998 til 2001 var Lars Løkke Rasmussen desuden amtsborgmester i Frederiksborg Amt, og hans tid som amtets førstemand skulle komme til at danne grundlag for dèn store bilagsskandale, der fyldte alle medier i 2008.
Brugte amtets kreditkort
Et rædselskabinet af alskens bilagssager begyndte at eksplodere i pressen, og tre journalister fra Danmarks Radio har på DR's hjemmeside opremset den lange liste. Det nævnes, at Lars Løkke fra 1998-2001 brugte Frederiksborg Amts kreditkort, når han skulle entrere Kasino Aalborg og diskoteket Crazy Daisy i Herning. I syv tilfælde købte han også cigaretter.
I 2008 besluttede Løkke at tilbagebetale omkring 3000 kroner for videofilm, restaurantbesøg og telefonopkald fra en rejse til New York i 1999. Samme år kom det frem, at Lars Løkke som amtsborgmester fik udbetalt 148.000 kroner for køreture uden at fortælle, hvor turen gik hen. På 590 ture havde Løkke udfyldt bilagene forkert eller mangelfuldt. Samlet set kørte Løkke på fire år taxa for 241.526 kroner.
2008 skulle således blive et sandt annus horribilis for Lars Løkke Rasmussen. Dèt år betalte partiet Venstre knap 10.000 kroner tilbage for partimøder, som Lars Løkkes tidligere ministerium, Indenrigs- og Sundhedsministeriet, uretmæssigt havde betalt for.
Samme år blev Lars Løkke angrebet for at have været på en weekendtur til Rom i 2000 uden fagligt indhold med det daværende sundhedsudvalg i Frederiksborg Amt. Ingen af udvalgsmedlemmerne på turen betalte for deres ophold.
Senest – i oktober 2013 – kom det frem, at Lars Løkke Rasmussen havde brugt over en million kroner på 15 rejser som formand for klimaorganisationen Global Green Growth Institute, modtager af 90 millioner danske skattekroner til at fremme grøn vækst i fattige lande.
Løkkes karaktertræk
Journalist Tanja Frederiksen har for nylig beskrevet Lars Løkkes ageren således: ”Løkkes ødselhed med borgernes penge er så integreret et karaktertræk ved ham, at han hverken kan eller vil ændre det … et lidet flatterende karaktertræk, han har været i besiddelse af i hele sin politiske karriere, fra han var ung VU'er til i dag.”
Men heller ikke i det politiske har Lars Løkke Rasmussens ageren fornægtet sig.
Den borgerlige regering har via en endeløs stab af smarte spindoktorer kunnet promovere et sort menneskesyn med skamløs ragen til sig i højsædet. Man har forflygtiget al anstændighed og socialt ansvar. Man har krænket og forhånet de svageste, forringet velfærdssamfundet for at sætte et almissesamfund i stedet.
Da regningen for mange års fejlslagen økonomisk politik skulle betales, var det alene landets svageste grupper, der kom til at bøde – ikke det velbjærgede borgerskab. Samfundets rigeste blev forgyldt på alle områder med skattelettelser i milliardklassen, lav rente og astronomiske friværdier.
Lars Løkkes nære medarbejder, Peder Christensen, kom for skade at løfte en flig af den skjulte dagsorden under en finanslovsdebat tilbage i oktober 2006: "Det gør ikke noget, at den økonomiske forskel på bankdirektøren og bistandsmodtageren vokser og vokser. Det er faktisk dejligt, hvis bare de fattigste ikke bliver fattigere."
Eller som Venstres Eva Kjer Hansen skrev det året før, den 18.9.2005: "Uligheden er der. Og uligheden må gerne blive større, for den skaber dynamik i samfundet."
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278