Enhver har brug for filosofi. Ikke mindst den, der vil handle politisk. Ud over at have en ide om målet, må man forstå den virkelighed, man vil handle i. Vi skal forstå ret for at handle ret.

Denne afstikker fra miljøet til filosofien handler om materialisme og dialektik. Ordet materialisme fortæller, at undersøgelsen af verden, som den er, er udgangspunktet, ikke religion eller forestillinger. Dialektikken er analyseinstrumentet, der giver os mulighed for at forstå, hvorfor verden ændrer sig:

Hvilke modsætninger er til stede? Det er disse modsætninger, der skaber bevægelsen.

Hvis vi interesserer os for miljøet, må vi med Marx se på helheden natur/menneske. De to deles dialektiske relation, "modsætning", karakteriserer han som et stofskifte. Stofskiftet realiseres gennem det menneskelige arbejde. Arbejdet tilvejebringer føde, klæder, og hvad vi ellers skal bruge.

Arbejdsprocessen

Ved arbejdsprocessen ændres både menneske og natur. Ophobede, gradvise ændringer af naturen kan føre til et omslag, til en ny tilstand. Den kan være gunstig eller ugunstig for mennesker.

Ophobede, gradvise ændringer af naturen kan føre til et omslag, til en ny tilstand.

Historien udviser flere eksempler. Ninive  gik til grunde, fordi århundreders overrisling af agerjord med vand fra Eufrat og Tigris aflejrede salt i jorden og gjorde den ufrugtbar. Vi kan tage den aktuelle klimakrise, der primært skyldes en energiproduktion, der ændrer atmosfærens sammensætning og har bragt os til tærsklen af en klimaændring.

Marx’ analyse af stofskiftet mellem menneske og natur skærper fokus på det, der realiserer stofskiftet, nemlig arbejdsprocessen. Foregår den på en måde, der bevarer naturens ydeevne fremover? Tilfredsstilles grundlæggende menneskelige behov over en bred kam med mindst muligt indgreb i naturen? 

Og sker arbejdsprocessen på en værdig måde, der bevarer arbejdskraften og sundheden hos dem, der udfører arbejdet? Svaret er et rungende nej!

For udviklingen af videnskaben om økosystemer fik dialektik og materialisme stor betydning. Men en massiv modstand kom ikke bare fra positivistisk, borgerlige filosofi. Mange reelle eller postulerede marxister i Vesten (Frankfurterskolen, Marcuse, Negri med flere) forkastede dialektisk materialisme, og så det som et særligt sovjetisk fænomen.

De begrænsede anvendelsen af marxismen til samfundsmæssige og psykologiske spørgsmål.

Socialismen bliver grøn

John Bellamy Foster, som har givet inspirationen til dette klimaindlæg, begrunder derimod, at arbejdsprocessens effekt på naturen nu er væsentligt mere negativ end på Marx’ tid.

Kapitalens monopolisering og efterfølgende globalisering fører til irrationelt forbrug af naturressourcer til unyttigt junk, til markedsføring og til militært isenkram. Reservearmeen af arbejdsløse og ansatte på elendige og usikre vilkår er vokset, fattigdom og sult er omfattende.

Der er ikke grund til at ængstes for, om nu socialismen vil blive grøn. Hvis profitstyringen smides på porten, og de, der producerer, selv prioriterer, er en så tåbelig og livsfarlig adfærd, som ovenfor antydningsvis beskrives, dømt ude.

Materialismen og det dialektiske værktøj fører arbejderklassen til erkendelse af klassesamfundet, af sin undertrykkelse, af misbruget af naturen. Den vil kræve socialisme. Den vil stoppe kursen mod afgrunden.